Miles Davis: Kind of Blaxploitation

Hvis du vil fortælle en historie, så fortæl den med stil, maan. Sådan irettesætter Miles Davis journalisten Dave Barden i begyndelsen af “Miles Ahead”. Det er Don Cheadle, der siger ordene. Heldigvis har han også lyttet til dem. Han er nemlig både hovedrolleindehaver og debuterende instruktør i det her skæve bio-pic, der minder mere om en buddy-detektiv-komedie end en typisk omgang vugge-til-grav Oscar bait. I hvert fald halvdelen af tiden. Hvis bare Cheadle havde stolet lidt mere på sin stil og sin vinkel på stoffet, havde “Miles Ahead” været fremragende.

Det hele udspiller sig i to spor. Hovedhistorien foregår i den sidste halvdel af 1970’erne, hvor Miles Davis har trukket sig tilbage fra offentligheden. Han lever som en junkie, mere eller mindre isoleret fra omverdenen. Indtil Rolling Stone-journalisten Barden får nys om, at Davis har indspillet en ny demo. Den del af “Miles Ahead” er fænomenal. Den stiller skarpt på ganske få dage af legendens liv. Der er humor og overskud. Stil. En 70’er-stemning, der klinger lidt af “Shaft”-blaxploitation, lidt af “Starsky and Hutch”. Ikke helt ulig Shane Blacks “The Nice Guys” fra tidligere på sommeren. Og hvornår har man sidst set en vild biljagt i en bio-pic om en jazz-musiker?

Det er sjældent, at biografiske film er så stiliserede i tonen. Det minder mere om en genrefilm end om virkelighed. Det er langt fra oplagt. Men det er godt fundet på. Det får nemlig nogle af Miles Davis’ karaktertræk frem i forgrunden. Det uberegnelige. Det farlige. Hans hæse, raspende stemme afslører en livsstil, hvor ordene ‘nej tak’ har været en sjældenhed. Han klæder sig som det stereotypiske billede af en 70’er-alfons. Han trækker sin pistol i tide og utide. Og han tøver ikke med at trykke på aftrækkeren.

Miles Davis var en vanvittig galning. Journalisten Barden er ikke meget bedre. Ewan McGregor spiller hustler-journalisten, der trænger ind i Davis’ hjem for at stjæle den nye demo. Men en endnu større hustler af en pladeselskabsboss kommer ham i forkøbet. Han bliver i stedet Davis’ sidekick i en hæsblæsende jagt på at få demoen tilbage. Kemien mellem den skotske journalist og den sorte jazzmusiker er vildt sjov. De slås og truer sig til billige stoffer, mens de flirter og joker sig gennem et 70’er-hav af cool cats og foxy ladies.

Hvis “Miles Ahead” havde holdt sig i det spor, ville jeg fortsat have befundet mig i en tilstand af stående applaus. Men desværre er fortællingens andet spor lige så uinspireret som det første er overraskende. I en række flashbacks fortælles historien om en yngre, mere respektabelt udseende Davis, der forelsker sig i danseren Frances Taylor. Hun bliver hans første kone. De bliver skilt efter otte års ægteskab. Han bliver nemlig lidt mærkelig, lidt kontrollerende, lidt stofafhængig. Men på bunden en god, kærlig fyr. Det er formentlig lidt af en tilsnigelse. I virkeligheden var han en misogyn satan, der tævede sine koner. Angiveligt bijobbede han også som alfons i en periode. Den Davis er fraværende fra de pæne flashback-scener.