Det er synd for alle

Jeg får det dårligt, når jeg ser socialrealisme. Og det kan både være godt og skidt. Når det er bedst, er det medrivende sociale dramaer som i “Pelle Erobreren” eller historier om de glemte skæbner på samfundets bund, der sidder nede på “Bænken”. Når det er værst, er det til gengæld timelange klagesange om, hvor hårdt det er at bo i Skandinavien – et af verdens mest privilegerede områder. Jeg kigger på dig, “Ækte vare”. Svenske “Min lille søster” er lidt af det første, men mest af det sidste.

For det er hårdt at være lillesøster. Mens hendes høje, slanke storesøster, Katja, danser elegant på isen, sidder Stella lav og overvægtig på lægterne og kigger misundeligt på. Det er ikke nemt at være den mindst talentfulde i en søskendeflok på to. Glansbilledet af den fejlfri søster bryder imidlertid sammen, da Stella en aften ser hende tvinge sig selv til at kaste op. Katja truer Stella til ikke at sige noget, men hemmeligheden om søsterens spiseforstyrrelse vejer tungt på de små skuldre.

“Min lille søster” finder hurtigt en sjov rytme med at veksle mellem idyl og inferno. Det ene øjeblik er de to søskende glade ude at løbe med sammen, det næste er storesøsteren pludselig ked af det og løber uden forklaring grådkvalt væk. I den rytme spilles lillesøster Stella af Rebecka Josephson afdæmpet og følsomt, imens Amy Diamond som Katja veksler med pendulfart imellem den omsorgsfulde storesøster til en ond heks af en teenager. Dette er muligvis, hvordan det føles at være sammen med en spiseforstyrret, men i stedet for at være én ulykkelig og forvirret ung pige virker Katja mere til at skifte mellem to forskellige og uforenelige personligheder. Mere skizofren end spiseforstyrret.

“Min lille søster” er et forsøg på at tackle spiseforstyrrelsen fra de pårørendes synspunkt. Det udgangspunkt er interessant, men kun hvis man tror på (social)realismen i det synspunkt. Det gjorde jeg ikke. Forældrene ér ikke forældre, men en karikatur på nogen. De har hele tiden travlt, snerrer konstant af hinanden, har ingen ide om, hvad der foregår med deres børn. De bliver et sammenkog af alle dårlige forældre i stedet for at ligne nogle reelle forældre.

Og så er alt tilsyneladende altid synd for nogen i Sverige. Som da Katjas bulimi opdages, og forældrene omfavner deres syge datter. Det kunne ligne en scene om håb og forældrenes kærlighed til deres datter, men i stedet bliver det til endnu en scene, hvor det er synd for Stella, da hun er henvist til at stå i døren og se på. Hun er ikke med i bulimiklubben. Den slags kommentarer gentages igen og igen i løbet af “Min lille søster” til et punkt, hvor det næsten bliver fjollet.