Det handler om virkeligheden på børnehjemmet i Kabul, som Qodrat er blevet sendt på. Opsnappet af politiet på gaden som Bollywood-billetsælger på det sorte marked.

Virkeligheden kan være mange ting. Den kan både være den omkring os, som vi lever i eller med. Barsk og smuk. Tragisk og komisk. Men virkelighed kan også være en falsk flugt, når den rigtige bliver for hård.

Qodrats virkelighed bliver nemlig vendt på hovedet. Fra fri gadedreng til fanget barn – ligesom livet for “Mit børnehjem i Kabul” i øvrigt blev vendt på hovedet under coronakrisen. Fra biograffilm til streaming-titel.

Samtidig lever han i Afghanistan i slutningen af 80’erne. Hvor Sovjetunionen er i opløsning, og Afghanistans kommunistiske styre kæmper for at beholde magten fra mujahedinerne. Virkeligheden er helt vild for Qodrat.

På samme måde som virkeligheden kan være i øst og vest, er denne film om Qodrat og hans liv på et kommunistisk børnehjem i Kabul det også.

For på mange måder er det ligesom at se en fængselsfilm. Som “En verden udenfor” og “Den grønne mil”.

Det handler om op- og nedture. Tragisk og komisk. Glæde og sorg. Et indblik i et liv i en institution, hvor virkeligheden kan være lige så rar som barsk.

I Shawshank-fængslet kunne Andy det ene moment blive tæsket og voldtaget og det næste spille klassisk musik over anlægget til glæde for alle undtagen den onde fængselsinspektør.

Sådan er det også for Qodrat. Det ene moment kan det være benhårdt at være vidne til Fayaz’ langsomme psykiske nedbrud. Det næste kan det være lykken selv (også for mig) at være vidne til værelseslederen og overbøllen Eshans pral over evner i skak og tæsk i selv samme spil kort efter.

Modsat Shawshank og Milen så er der dog ingen historie på børnehjemmet. Intet A til B. Det er episodisk. Det er minder. Ligesom virkeligheden er det.

Det er det, den vil afspejle. Ikke noget konkret om kommunisme vs. islamisme – det sker i et tv i baggrunden. Selv om situationen i det afghanske samfund er vigtig, så er det vigtigere at fortælle, hvordan samfundet påvirker en drengs virkelighed, der allerede er fyldt med teenagelivets udfordringer. En afghansk ‘coming of age’ – produceret med et dansk hjerte.

Det er gjort på en legesyg måde. Qodrat flygter fra børnehjem og Afghanistan, når virkeligheden bliver for meget.

Ind i Bollywood-virkeligheden i sit hoved. Fyldt med mærkelige scenerier og koreografier og de kulørt overdrevne Bollywoodsange.

På den måde skifter Qodrats virkelighed fra dyb alvor til sort humor til overdreven Bollywood-fantasi. Alt sammen i en episodisk ‘kan du huske dengang…’-stil.

Det er en overraskende opmuntrende leg med virkeligheden, der minder om, at livet er smukt – også i et børnehjem i Kabul.