Bjergtagende fra start til slut

Allerede fra anslaget i “Nawals hemmelighed” bliver man – til tonerne af Radioheads dragende sang “You and Whose Army?” – trukket ind i en verden, som skaber kuldegysninger og en følelse af uro i kroppen. En følelse, der aldrig rigtig forlader én igen. Det er kombinationen af den førnævnte sang og i særdeleshed den visuelle side, som skaber denne stemning, og man er som fastlåst til biografsædet igennem resten af filmen.

Tvillingerne Jeanne (Mélissa Désormeauxpoulin) og Simon (Maxim Gaudette) mister deres mor, Nawal (Lubna Azabal). Da de får oplæst moderens testamente af notaren Lebel (Rémy Girard), får de nogle forstyrrende nyheder: Faren, som de troede var død i krig mange år tidligere, er stadig i live, og derudover har de også en bror, som de aldrig har kendt til. Nawal beder sine to børn om at levere et brev til både faren og broren. Simon nægter at følge sin afdøde mors ønsker, hvorfor Jeanne drager alene af sted på den lange rejse fra Canada til Mellemøsten. Her lærer Jeanne hurtigt, at den mor, som hun troede, hun kendte, havde levet et liv fyldt med hemmeligheder. Simon bliver bekymret for sin søsters færden i Mellemøsten, så snart bliver han og notaren Lebel også en del af jagten på opklaringen af Nawals mystiske dobbeltliv.

“Nawals hemmelighed”, instrueret af canadieren Denis Villeneuve, er konstant uforudsigelig i sit handlingsforløb, hvilket er filmens største styrke. Dertil har den en sindsoprivende slutning, som sætter et bombastisk punktum på en medrivende rejse igennem tid og rum – en slutning, der stadig kan hjemsøge sin seer flere dage efter, at man har set filmen.

Lubna Azabal leverer en formidabel præstation som Nawal, og hun bidrager med den rette mængde mystik og uforudsigelighed, som handlingen kræver, og man ved aldrig rigtig, hvor man har hende. Dertil er selve rollen Nawal så velskrevet, at man kun kan beundre hendes karakter, selvom hun er fiktiv. Den grænseløse kærlighed og styrke, som Nawal besidder hele vejen gennem sit liv, er imponerende.

En anden bemærkelsesværdig karakter er notaren Lebel. Rollens indehaver, Rémy Girard, er tidligere blevet fremhævet af New York Times som værende blandt de 20 bedste skuespillere i verden, men i rollen som Lebel formår Girard slet ikke at træde ud af Lubna Azabals skygge. Det er skuffende set i forhold til hans imponerende CV. “Nawals hemmelighed” var nok ikke en del af det repertoire, som New York Times havde i hænderne, da de i sin tid placerede Girard på deres prestigefyldte liste.

Visuelt er “Nawals hemmelighed” en godbid af den sørgmodige slags – så at sige. Filmen fører os eksempelvis helt tæt på en krigs efterladenskaber i form af døde spøgelsesbyer, fattige landskaber og bombede børnehjem. Det er billeder, som man helst vil zappe væk fra, fordi de kryber ind under huden og bliver siddende længe efter.

Politik, religion, kærlighed og had er bare nogle af filmens grandiose temaer, som instruktøren Denis Villeneuve tager under både kærlig og fornem behandling. Desuden undlader Villeneuve at præcisere nøjagtigt, hvor vi befinder os i tid og rum igennem filmen, hvilket gør den mere åben for fortolkning af den enkelte biografgænger.