Pas på nettet, børn!

Hej teenager. Forestil dig, at dine forældre har skrevet en rap. Om hvad? Om hvor farlige de sociale medier er, selvfølgelig: Like-hunters kan også dø af vådeskud, yo! Noget i den stil. Ville det ikke være ulideligt pinligt? Ville du ikke føle dig talt ned til? Well. Tilsæt et dubstep-beat, kaskader af skrigende neonlys og en komplet utroværdig præmis. Så har du sådan cirka teen-thilleren “Nerve”. Unge mennesker skubber hinanden ud i ekstreme situationer i en slags online S, P eller K. Minus S og P. Konsekvensen er en kedelig, konservativ film, der ikke er nær så hip, som den forsøger at se ud.

Jeg tror, instruktør-duoen Henry Joost og Ariel Schulman har talt meget om at møde målgruppen ‘i øjenhøjde’. Og de er vist blevet enige om, at øjenhøjde og skærmhøjde oftest er det samme for en teenager. I hvert fald er der ufatteligt mange POV-billeder fra diverse skærme. Smartphones, laptops, tablets. Publikum lurer på den anden side af touchskærmen. Vi kan følge med i, hvad karaktererne klikker på. Det bliver hurtigt en irriterende gimmick. Men okay, et ærligt forsøg på at overføre fornemmelsen af rastløst touchskærm-famleri til biograflærredet. Det, der irriterer mig mest, er, at den påtagede hip-ungdommelige overflade dækker over et vildt reaktionært budskab. “Nerve” er en film, der prøver at ligne internettet, mens den prædiker om, hvor farligt og forfærdeligt internettet i virkeligheden er.

For selvfølgelig er det starten på noget skidt, når den stille pige, Vee, hører om det hotte, nye spil, Nerve. En udfordringsleg, hvor man enten er spiller eller tilskuer. Tilskuerne stiller udfordringer og rejser penge. Spillerne udfører dem, mens de filmer det fra deres telefoner. Vee er en forsigtig type. Hun stalker quaterbackens Facebook, men tør ikke snakke til ham. Det gør hendes mere udadvendte, men mindre påklædte, veninde derimod. Samtidig med at hun skovler penge og berømmelse ind på Nerve-udfordringer. Så nu skal det være slut med at være bænkevarmer, beslutter Vee. Hun vil være spiller. I Nerve, såvel som i livet. Jo, jo. Spillet parrer hende hurtigt med en mandelig makker. Romance følger. Udfordringerne bliver snart vildere, tilskuerne flere, pengene større. Og inden længe er det helt langt ude i cyber-tågerne.

Vee går fra indadvendt hviske-mus til frådende dødsforagt på et par timer. Der går ikke mange sekunder, før hun løber rundt i undertøj på gaden og rapper Wu-Tang Clan. Allerede dér overskrides troværdigheden. Alligevel eskalerer det lynhurtigt til endnu mere absurde højder. Jeg skal ikke afsløre hvordan. Men det er vist nok en kommentar til den glidebane, som jagten på følgere, likes og berømmelse kan føre til. Pædagogisk prædikende som et tidligt afsnit af “Beverly Hills 90210”.

De to instruktører har tidligere lavet dokumentaren “Catfish”, der også berørte internettets faldgruber. Det lader til at være et kald. At advare om forstillelse og bedrag, nigerianske prinser og pyntede datingprofiler. Online-anonymitet som en ny ondskabens kilde. Det er allerede en slidt pointe. Verden drukner allerede i velmenende debatindlæg om den slags. Og de er i det mindste ikke pakket ind i dubstep-toner i en nedladende forventning om, at budskabet så trænger nemmere ind.