Computerdyr fra helvede

Hvis din forestilling om en fremragende filmoplevelse er at se en buttet Brendan Fraser, der løber rundt i en lyserød campinghabit, mens han angribes af horder af dyr, som tisser på hans hoved, prutter i hans bil og bider ham i klunkerne, så kan du godt begynde at glæde dig, for ih du godeste hvor har vi lige filmen til dig.

Her spiller Fraser rollen som Dan Sanders, der er en skvattet familiefar, som har taget imod jobbet som planlægger af et nyt boligkompleks i naiv forventning om, at arbejdet bliver gjort på grøn og omsorgsfuld vis. Sådan hænger det selvsagt ikke sammen, og da chefen ankommer i sit privatfly, ved vi naturligvis godt, at noget er galt, eftersom miljøforkæmpere ikke har deres eget jetfly – medmindre de altså hedder Al Gore.

Dyrene og naturen skal udraderes til fordel for nybyggeriet, men til de væmmelige planlæggeres overraskelse har dyrene ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp, og snart begynder ulykkerne at hobe sig op, mens vaskebjørnsurin og fugleklatter falder i lystig forening over Frasers knold i et forsøg på at få ham til at opgive planerne. Det er jo ikke rart for ham og åbenbart heller ikke for hans familie, som samtidig begynder at få øjnene op for byggeprojektets omkostninger for det lokale dyreliv og derfor også vender sig mod familiefaderen.

Der er så mange ting galt med “Pas på pelsdyrene”, at man sidder gennem hele filmen med et opgivende udtryk i hovedet. For det første er den larmende usjov og alene af den grund nærmest pinefuld at overvære, efterhånden som man trækkes gennem den endeløse række af idiotiske vittigheder. Dyrene er umiddelbart de ægte af slagsen blot tilsat nogle omfattende skud billig CGI, således at de kan tale og springe omkring som en slags botoxfyldte plastikmutanter. Jeg er sikker på, at studiet har været meget begejstrede over, hvor naturtro de fremstår, men resultatet bliver mere bizart end kært. I animationsfilm såsom “Over hækken” er figurernes abstraktion en del af deres charme. Her bliver den realistiske udformning i stedet lettere ubehagelig. Det er lidt som at se en Disney-film med den talende ræv fra “Antichrist” i hovedrollen.

Dybt besynderligt er også filmens budskab, som ganske vist er proppet til randen med slogans om øko-bevidsthed og dyrevelfærd, men som går fuldstændig galt i byen. De små usympatiske møgdyr fremstår i stedet så afskyelige og hjerteløse, at man mister enhver form for medfølelse med dem.