Skuffende skub

Det er formodentlig blot et spørgsmål om tid, før 28-årige Chris Evans bliver en vaskeægte superstjerne. Den unge, amerikanske skuespiller har karisma, talent og masser af gåpåmod, og lad os se det i øjnene: Enhver person, der kan gøre et makværk som “Fantastic Four” tåleligt, fortjener al den succes og berømmelse, vedkommende kan få. Evans var især brillant i Danny Boyles “Sunshine”, men hvis ungkarlen ikke vil ende som en latterliggjort fodnote i filmhistoriens leksika, bør han snarest holde op med at medvirke i skrammel som “Fantastic Four”-filmene, “Street Kings” og nu også “Push” – hans karrierevalg gør altså ikke ligefrem underværker for hans ry.

Sjældent har en film haft en så misledende titel som “Push”. Man sidder vitterligt under hele filmen og afventer et skub, der endelig får tvunget filmen op i omdrejninger, men det kommer bare aldrig. BD-udgivelsens omslag byder på adskillige billeder af truende pistoler og eksplosioner, og der er også masser af fart over feltet i filmens trailer, men “Push” er forunderligt stillestående og ufarlig. Med en spilletid på næsten to hele timer forårsager filmen så mange gab, at man undervejs begynder at frygte, at ens kæbe vil udvikle slidgigt.

Starten er ellers hæderlig, om end langtfra fantastisk. I en kort, veliscenesat flashbacksekvens møder vi drengen Nick, hvis far skjuler ham, lige før farmand slås ihjel af den ondskabsfulde Henry Carver (Djimon Hounsou, som praktisk talt spiller den samme rolle, som han gjorde i Michael Bays “The Island”). Carver og hans undersåtter har i årevis eksperimenteret med genmanipulation og har skabt en mindre hær af mennesker med helt særlige egenskaber. Nogle kan få ting til at flyve (såsom Nick), andre kan skrige, indtil de nærliggende akvarier og skabsdøre smadres (wow!), og nogle kan spå fremtiden, men er beklageligvis aldrig hensynsfulde nok til at afsløre historiens slutning, så man ikke behøver se filmen til ende. Øv.

Carver vil åbenbart overtage verdensherredømmet med hjælp fra sine genmodificerede og hjernevaskede forsøgsdyr, men uheldigvis for Carver dør de fleste af hans patienter, og af gode grunde bærer de overlevende nag efter deres ubehagelige oplevelser på Carvers klinik. Da vi møder en ældre Nick (nu portrætteret af Evans), fornemmer man, at en klassisk hævnfortælling er under opsejling. Men i stedet for at planlægge gengældelse eller en storstilet befrielse af Carvers fanger slentrer Nick rundt i Hongkongs gader sammen med den lille spåkone Cassie (en hærget Dakota Fanning) og ævler løs om superevner, mystiske kufferter, ekskærester, alkohol og alle mulige andre ting, som virker ret ligegyldige i forhold til den overordnede fortælling.

Indimellem støder duoen også på mange bifigurer, som alle får så kort spilletid og så lidt at lave, at man forbliver fløjtende ligeglad med dem. De sluger også kostbar spilletid, som man kunne (og burde) have brugt på Nick, Cassie og deres forhold, så man i det mindste fik incitament til at holde af og med netop dem. Skurkene forsvinder også i så lange perioder, at de aldrig bliver en troværdig trussel. Både Fanning og Evans er ganske udmærkede, men deres karakterer drukner desværre i det uoverskuelige virvar af figurer, sideløbende historier og snak, snak og mere snak. En rød tråd havde været velkommen. I det mindste ser filmen ganske godt ud, og musikken har også sine øjeblikke, men en smule chokoladekrymmel på en snebold får den ikke pludseligt til at smage af softice.

“Push” er blevet lanceret som en actionfilm, men der går hele 59 minutter, før filmens første actionsekvens optræder, som er nogenlunde, men hurtigt overstået. Tempoet stiger ikke igen før filmens allersidste akt, der desværre kulminerer i et usselt antiklimaks. Det er, som om “Push” udelukkende er designet som en prolog – en introduktion til et univers, dets spilleregler og persongalleri, før en potentiel toer smider hæmningerne. Men har verdenen virkelig brug for endnu en fortsættelse om en gruppe mutanter med superevner? “Push” floppede i biffen, så vi slipper vel i det mindste for “Push 2”.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Filmens billedside er en af dens fåtallige forcer, og gudskelov ser billederne optimalt ud i HD. Transferet har en helt tilpas mængde gryn, der giver det en celluloidagtig tekstur. Utilsigtet støj, snavs eller komprimeringsfejl forekommer aldrig, og billedet er aldrig andet end knivskarpt. Kontrasten er upåklagelig, og alle de mange farver, som lyser op i Hong Kongs natteliv, gengives perfekt.

Audio

Skivens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er næsten lige så imponerende som transferet. Indimellem savner man lidt mere punch fra lydeffekterne – når superheltene ‘skubber’ til objekter, leverer subwooferen ikke det brag, som billederne lægger op til. Men ellers er der tale om et glimrende lydspor. Der er adskillige effektive panoreringer, lyden er klokkeklar, og den auditive atmosfære er detaljeret nok til at overbevise os om, at vi befinder os i Hong Kongs travle centrum sammen med karaktererne.

Ekstramateriale

Før skivens menu dukker op, præsenteres man for trailere til “The Battle of Red Cliff”, “Transporter 3”, “Zack and Miri Make a Porno”, “Sex Drive” og “Twilight”. Derudover medfølger blot dokumentaren “Science Behind the Fiction” (10 min.), der omhandler genmanipulation i virkelighedens verden, samt fire minutters slettede scener, som hverken havde gjort filmen bedre eller værre, men kun længere. Menuen mangler i øvrigt en hårdt savnet kapiteloversigt. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.