Rent
Udgivet 1. mar 2006 | Af: filmz-gurkemeje | Set i biografen
instruktør, en musiker, en bøsse, en transvestit, en stripper og to lesbiske, hvoraf den ene er advokat og den anden performancekunstner. De drømmer om kærlighed og et liv centreret om deres kunstneriske udfoldelser, men virkeligheden byder mest på knuste hjerter, en evindelig jagt på den næste husleje og en overskyggende fare i form af AIDS.
Skuespillerensemblet består både af folk fra Broadway og fra filmens verden, hvoraf Taye Diggs og Rosario Dawson er de mest kendte. Man fornemmer en stor forskel i spillestilen fra de to typer skuespillere, og Broadwayfolkene kæmper med en teatralskhed, der på ingen måde passer til filmmediet. Til gengæld er det en åbenbaring at følge Rosario Dawson i rollen som stripperen og stofmisbrugeren Mimi. Med film som “Kids” og “Sin City” i rygsækken kan der ikke herske tvivl om hendes talent eller underskønne udseende. Ikke desto mindre kan “Rent” føje en dejlig stemme og tydelig musikalitet til hendes CV.
Derudover har filmen store problemer med at få etableret en fortæller. Det indledende nummer synges af de otte karakterer, stående i hver sin lysstråle på en tom, mørk teaterscene. Her får man altså forklaret at personerne alle er medvirkende i et teaterstykke og ikke ‘virkelige’ personer indenfor filmens univers. Dernæst hopper filmen over til nogle dokumentarfilmsoptagelser fra New Yorks gadeliv medfulgt af en voice-over, der tilhører den dokumentarfilmsinstruktør, der er en af de otte karakterer. Det giver selvfølgeligt indtryk af, at det er hans version af historien, vi nu skal høre – hvis det ikke lige var fordi, at fortællervinklen skifter endnu engang til den mest brugte stil i form af en alvidende fortæller. Den slags rod er ret overraskende taget i betragtning af, at det er Chris Columbus, der er filmens instruktør. Han er en udpræget mainstreaminstruktør, og med “Rent” er han kommet på glatis ved mødet mellem filmen og teatret, og han magter ikke at gøre “Rent” til en filmatisering i sin eget ret.
For et amerikansk publikum vil der sikkert være en genkendelsens glæde forbundet ved at se “Rent” overført til film. For et dansk publikum, der ikke kender til dens hæderskronede indtog i amerikansk kulturhistorie, vil der ikke stå andet end en halvdårlig og lidt for lang musical tilbage, der tydeligvis vil gøre sig meget bedre på et teater.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet