Room
Udgivet 16. mar 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det hele virker normalt. Mor og søn laver lagkage. Med glasur skrives der 5 på toppen. Jack fylder fem år i dag. Han er glad, leger på værelset med mor i det, der virker som en helt almindelig barndomsdag. Men det er det ikke, selv om det er almindeligt for Jack. Han har aldrig været uden for værelset. Aner ikke, der findes andet. Det er ikke bare et værelse, men værelset. Men mor ved, der findes en verden derude. Hun blev kidnappet for syv år siden til et liv i room med natlige voldtægter i et sandt helvede, som er omdrejningspunktet i en helvedes god film.
I den rolle er jeg bare så helt vildt overvældet af Jacob Tremblay. Jeg tror på, han kun har boet på det værelse. Når han udsættes for sollys, verdens lyde og et grønt blad for første gang, så stråler uskylden og jomfru-oplevelsen ud af ham, hvilket dygtigt understreges af en ekko-forstærket lydside. Eller den sky mistro, han kan mønstre, når lægen kommer med mad og solbeskyttelse til den sarte, verdensfjerne hud den første gang. Han er kun vant til mor. I de scener er “Room” nærmest som en slags sci-fi. Det er ukendt og ubetrådt land for Jack, som kigger skræmt ned fra en skyskraber, der ikke opfører sig trygt som kælderværelset.
For de modstridende følelser står i kø. Godheden i ondskaben kan være svær at tackle, men det gør “Room” og ikke mindst instruktør Lenny Abrahamson, som vakte min opmærksomhed med band-satiren “Frank”, hvor Michael Fassbender bar megamaske i titelrollen. Nu har han min fulde opmærksomhed. For det filmrum, som han her har skabt, er både skrøbeligt og stærkt, grumt og håbefuldt. Alt sammen indkapslet i sensationen Jack Tremblay, der skal hjælpes op af trapperne i det nye hus, fordi benene ikke har været vant til trapper. De små ting er enorme i “Room”.
Det hele bliver ikke mindre grumt og modstridende af, at Jack ønsker sig tilbage til barndommen i værelset. For ham er det ikke et ondt sted, men der han er vokset op. På den måde er “Room” den fineste påmindelse om, at ondskab ikke ér, men skabes. Vi vælger ikke selv vores barndom. Vi kan ikke ønske os den bedre, for vi har intet at sammenligne med. Det kommer først senere. Jeg kan heller ikke sammenligne “Room” med andet, jeg har set. Og jeg kan ikke ønske mig den bedre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet