Fyr og flamme

Film med drager har det med at være, øh… knap så dragende. Jovist, “Beowulf” var slet ikke tosset, men “Dragonheart” og “Reign of Fire” var middelmådige, og makværker som “Dungeons & Dragons” og “Eragon” bør bare fortrænges. En uoverbevisende trailer og en klodset titel antydede, at “Sådan træner du din drage” også ville ende som en betydningsløs bagatel. Så fik filmen premiere, de bange anelser blev gjort til skamme, og filmen indtjente en halv milliard dollars på verdensplan. Jamen dog.

Filmens titel får den næsten til at lyde som en filmatiseret instruktionsmanual, og det er “Sådan træner du din drage” sådan set også… en manual om, hvordan man konstruerer en film, som føles frisk og anderledes, selvom den næsten kun bruger kendte ingredienser. Historien om den uheldige enspænder, som bliver ven med en spøjs særling, overvinder oddsene og bliver landsbyens helt, kan formentlig spores tilbage til den vikingetid, som “Sådan træner du din drage” foregår i. Selv DreamWorks har brugt den fortærskede historieskabelon før i “Kung Fu Panda” og “Shrek”. Men hvis skabelonen ikke er ødelagt, hvorfor så også fixe den? Så længe der bare drysses en smule nyt krymmel på den kendte glasur, smager den stadig fabelagtigt – bare se på “Star Wars”.

En af de virkelig forfriskende ting ved “Sådan træner du din drage” er, at den ikke konstant refererer til alskens film, reality shows eller popstjerner. Soundtracket er heller ikke spækket med hits af tidens hotteste bands, og product placement forekommer aldrig. “Sådan træner du din drage” er simpelthen et godt, gammeldags, gedigent eventyr spækket med storslået orkestermusik, grumme monstre og karismatiske helte. Vi ved nogenlunde fra start, hvad fortællingens knudepunkter vil være, men passagerne imellem dem er læssede med pudseløjerlige overraskelser, og historiens altmodische rammer krydres fornemt med nutidige elementer. Hvor ofte har man oplevet pubertetskvaler og dysfunktionelle familier i en vikingefilm?

Et af filmens helt store trumfkort er dens ungdommelige hovedperson, Hikke. Det må være svært at skulle skabe en sølle helt som ham, for på den ene side vil man vel gerne gøre ham så ufuldkommen og ulyksalig, at han hurtigt bliver elskværdig, men man kan også let ende med at gøre ham så svag og selvudslettende, at han bliver utålelig. Hikke er dog fuldstændig uimodståelig – gakket og spøjs, men samtidigt så kløgtig og menneskelig, at man sagtens kan relatere til ham. De følelsesladede scener med Hikke og hans fremmedgjorte far, vikingernes høvding, har forbavsende meget punch, og forholdet mellem Hikke og klassekammeraten Astrid tager også kegler – deres romance er sød, men aldrig kvalmende. Og så må vi naturligvis heller ikke glemme dragen Tandløs, som er lige så charmerende, som den er nuttet.

Men hvis filmens trumfkort er Hikke og hans spirende venskab med Tandløs, så må persongalleriets talrige bifigurer være dens sorteper. Der er simpelthen for mange småirriterende spøgefugle hist og her, og Tandløs’ tossestreger og Hikkes skæve humor skaber alligevel rigeligt med latter. Visuelt er “How to Train Your Dragon” til gengæld en triumf. Nogle af baggrundene og figurerne fremstår en anelse firkantede, men som regel er der blevet kælet for detaljerne, og det endelige klimaks er så grandiost, at man bliver helt stakåndet. Randy Thoms lydarbejde er helt igennem fænomenalt, og John Powells score er et fabelagtigt blend af keltiske klangflader og mere moderne og melodiøs musik.

Nu hvor dragen er blevet trænet, hitter filmmagerne forhåbentlig på en bedre titel til den kommende toer. Lad os håbe, at de samtidigt formår at lave en film, der lever op til den strålende etter, og som ligeledes prioriterer historien, følelserne og karakterer højere end looket. I kølvandet på solide pletskud som den seneste “Shrek”, “Kung Fu Panda” og nu også “Sådan træner du din drage” må Pixar hellere begynde at kigge sig selv over skulderen – deres tronstol på animationsgenrens podium er for første gang alvorligt truet af DreamWorks.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. 3D-animationsfilm har det med at se fuldstændig fejlfri ud i HD, og “Sådan træner du din drage” er ingen undtagelse. Der optræder ikke ét eneste utilsigtet støvkorn, og hverken glorier eller komprimeringsfejl forekommer. Både kontrasten og farvegengivelsen er upåklagelig, og billedet er knivskarpt fra start til slut. Filmen blev vist i 3D i biffen, men selvom dette transfer er i 2D, har det en helt forbløffende dybde. Man får et gevaldigt sug i maven, når dragen dykker ned mod landjorden.

Audio

Filmens formidable lydside gengives perfekt af skivens engelske Dolby TrueHD 5.1-lydspor. Subwooferen bliver gang på gang sat på overarbejde af alskens dragebrøl og flammehav, de utallige eksemplariske panoreringer synes at transportere dragerne direkte ind i stuen, og den auditive atmosfære er stemningsfuld som bare pokker. Hverken replikkerne eller John Powells musikalske indslag er nogensinde tilnærmelsesvis utydelige. Børnefamilierne kan glæde sig over, at et dansk DD5.1-mix også medfølger.

Ekstramateriale

“Legend of the BoneKnapper Dragon” (17 min.) er en splinterny, morsom kortfilm, hvori Hikke og Co. jager et nyt, grufuldt monster. Eftersom kortfilmen foregår efter “Sådan træner du din drage”, bør du naturligvis se den oprindelige spillefilm først. Derudover er her tre slettede (og ufærdige) scener, som ikke er synderligt interessante, en morsom gennemgang af vikingernes idrætsøvelser, en børnevenlig vikingequiz, højdepunkter fra DreamWorks’ andre animationsfilm samt i alt 41 minutters dokumentarer, som hovedsageligt gennemgår filmens stil, skuespillernes arbejde og bogen, som manuskriptet er baseret på.

Allerbedst er et glimrende video-kommentarspor, som byder på interviews med diverse filmmagere, klip fra produktionen af filmen samt udtalelser af produceren Bonnie Arnold og instruktørerne Chris Sanders og Dean DeBlois. Man kan også nøjes med at lytte til trioens kommentarer, mens et ekstra, videobaseret anekdotespor føles en smule overflødigt og overfladisk. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p, og dvd-udgivelsen af filmen medfølger også.

Drengen og dragen

Et synspunkt, man i disse dage ofte hører i forhold til James Camerons “Avatar”, er, at filmen ganske vist er visuelt flot, men at historien ikke desto mindre er alt for simpel og banal. Den opfattelse forekommer mig dog fuldstændig forfejlet. “Avatar” fungerer ikke til trods for sin grundlæggende enkle handling, men på grund af den, og det er i det hele taget et typisk træk ved alle de bedste eventyrfilm, at deres basale historier er ganske simple. Det samme kan siges om “Sådan træner du din drage”, der præsterer et højspændt actionfyldt eventyr, men som i virkeligheden blot er en enkel fortælling om en dreng og hans hund – der blot i dette tilfælde altså er en ildspyende drage i stedet.

Drager er ellers ikke ligefrem noget, som vikingerne i det lille samfund, hvor filmen udspiller sig i, bryder sig frygteligt meget om, og de er faktisk lidt af en plage for de gæve folk, eftersom de evigt og altid snupper de dyr, som vikingerne lever af. Blandt vikingerne er høvdingesønnen Hikke, der er lidt af en splejs og derved også en uudtalt skuffelses for faderen, der hellere ville have en stor kriger som arving. Det lykkes imidlertid for Hikke ubemærket at fange en af de allermest farlige drager, men i drabsøjeblikket fortryder han og befrier den i stedet.

Det bliver – som Humphrey Bogart ville have sagt det – begyndelsen på et smukt venskab, og det spirende forhold mellem drage og dreng bliver da også filmens hjerte og egentlige emne. Det bliver op til vores helt at nedbryde de fordomme, der har hobet sig op gennem generationer og derved bliver filmen også en god bid mere nutidsrelevant, end man måske lige umiddelbart ville forvente.

Overraskende er også filmens tone, der lægger vægten på dramatik frem for humor, selvom der bestemt også er mange sjove stunder. Væk er også de populærkulturreferencer, der i evigheder har plaget DreamWorks’ film, og det er i det hele taget en fornøjelse igen at opleve en film fra deres hånd, der ser selve beretningen som det bærende element. Som så mange animationsfilm i øjeblikket er også “Sådan træner du din drage” i 3D, men effekten klæder faktisk filmen umådelig flot, og ikke mindst flyvesekvenserne, hvori drage og dreng skyder mod himlen, er overdådige og medrivende. Det er også i de scenerne, at animationen for alvor duperer, og man imponeres ikke mindst over, hvorledes filmens skabere formår at give tilskueren en fornemmelse af rummet omkring vor hovedpersoner.

Til trods for fortællingens styrke så lykkes det dog ikke fuldstændig for filmen for alvor at nå ind under huden på os, hvilket nok til dels skyldes persongalleriet, der – bortset fra vore to hovedpersoner – er af en noget overfladisk karakter. Som plotelementer er de effektive nok, men man betragter dem sjældent som selvstændige personer.