Epokegørende tv-underholdning

Det havde været såre simpelt for folkene bag “Sherlock”, hvori Sir Arthur Conan Doyles berømte mesterdetektiv løser mysterier i vor tids London, bare at tvinge Doyles gamle fortællinger og figurer ind i en nutidig ramme… blot dovent at genbruge dem uden overhovedet at bruge kræfter på at tilpasse dem til en helt anden tid præget af computere, hackere, internettet og mobiltelefoner. Men “Sherlock” er en fuldkommen perfekt pærevælling af gamle dyder og moderne tiltag. Doyles kække humor, hans flair for nervepirrende suspense og, ja, hans ånd gennemsyrer samtlige afsnit, og hvor føljetonens første årgang var fremragende, er den anden af slagsen simpelthen sublim.

Ligesom seriens første årgang består nummer to af tre afsnit à cirka halvanden times varighed. Sæsonen lægger ud med afsnittet “A Scandal in Belgravia” (løst baseret på Doyles “A Scandal in Bohemia”), som fortsætter, hvor den første sæson slap. Holmes’ nemesis, det diabolske geni Jim Moriarty, har fastspændt en masse plastisk sprængstof til Holmes’ tro væbner, John Watson, og har beordret sine lakajer til at skyde makkerparret. Men mesterdetektiven vender op og ned på alt ved at true Moriarty med at skyde sprængstoffet og dermed dræbe dem alle. Vi afslører naturligvis ikke, hvordan hårdknuden løses, men når dét er gjort, flyver historien af sted i en helt anden retning, og en anden af de kendte karakterer fra Doyles pragtfulde persongalleri, den vidunderlige og vidunderligt drilske Irene Adler, dukker op.

Jeg er fristet til at udnævne “A Scandal in Belgravia” til det absolut bedste tv-afsnit, jeg nogensinde har set. Man bør få en detektiv som Holmes på nakken, hvis man afslører nogen af episodens twists, så lad os bare nøjes med at sige, at der er tale om et mægtigt miskmask af mystik, spydig humor og underspillet, hjerteskærende romantik. Lara Pulver er direkte sensationel i rollen som Adler – på én gang sexet, sårbar og selvsikker som en jamaicansk sprinter. Pulver spiller hende som en omvandrende gåde, og det er uhyre underholdende at forsøge at afkode hende i selskab med Holmes og Watson. Steven Moffat vandt fortjent en prestigefuld BAFTA-pris for sit mageløse manuskript, hvis replikker tangerer poesi, og historien kulminerer i en fænomenal slutning, som man ikke kan undlade at citere i månedsvis. Underholdning af den højeste karat.

Desværre formår sæsonens næste episode, “The Hounds of Baskerville”, ikke at leve op til den foregående. Holmes og Watson drager til en lille, engelsk flække for at undersøge, om der vitterligt huserer nogle sagnomspundne kæmpekøtere. “The Hound of the Baskervilles” er måske Doyles mest kendte Holmes-historie, men desværre kommer filmatiseringen aldrig for alvor op i gear, og historien er tilmed en kende forudsigelig. Men der er også flere store plusser – ikke mindst en fabelagtig scene, hvor en desperat Holmes nærmest bryder sammen, da tilsyneladende overnaturlige hændelser får ham til at betvivle sit eget superintellekt, og hvorom alting er, så er episoden aldrig tilnærmelsesvis kedelig.

Seriens sidste afsnit, “The Reichenbach Fall”, er dog næsten lige så enestående som det første. Moriarty forsvinder lidt efter den første akt i “A Scandal in Belgravia”, men her vender den begavede slyngel tilbage med manér. Holmes og hans ærkefjende vikles ind i et konstant overraskende spil om liv og død, der eskalerer til og med den dybt bevægende slutning, der får én til at længes efter den næste sæson. Den nye Moriarty minder meget om Christopher Nolans fortolkning af Jokeren – han har tilsyneladende ikke nogen plan ud over at skabe ravage, og Andrew Scotts uhyggeligt uforudsigelige præstation er både chokerende og dragende. Den evindelige strøm af lamslående twists får én til at bide neglene ned til roden, men karaktererne drukner aldrig i virvaret.

Desuden er seriens billedside helt uforlignelig, og det er ufatteligt, hvor ubesværet Moffat og hans forfatterkollega, Mark Gatiss (som også er formidabel foran kameraet i rollen som Sherlocks stoiske storebror, Mycroft), formår at ændre tonearten undervejs fra munter til hamrende alvorlig, uden at føljetonen nogensinde drætter helt ned i den ene grøft og bliver prætentiøs eller ufrivilligt grinagtig. Hele følelsesregistret kommer i spil, men seriens største force er og bliver samspillet mellem Holmes (Benedict Cumberbatch) og Watson (Martin Freeman). Tilsammen udgør d’herrer seriens hjerte, som størrelsesmæssigt matcher Holmes’ enorme hjerne, og uanset om de så går i clinch med gåderne eller hinanden, er de en fornøjelse at overvære. Doyle havde været hamrende stolt.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Seriens anden sæson ser lige så godt ud på dvd, som den første gjorde. “Sherlock” er en af de smukkeste tv-serier, jeg mindes at have set, og selvom dvd-udgivelsen naturligvis ikke trumfer oplevelsen af at se afsnittene i HD, så ser episoderne altså også fremragende ud på dvd. Jeg bemærkede ikke ét uskarpt skud, og farverne gengives perfekt hele vejen igennem. Hverken udtværing, edge-enhancement eller utilsigtet støj forekommer, men kontrasten er desværre ikke altid upåklagelig – til tider virker billedet for mørkt, og små detaljer drukner indimellem i billedets dunkle skygger og afkroge.

Audio

Lyddesignerne har tydeligvis moret sig kosteligt, hver gang Sherlock går i detektivmode, og kameraet flyver rundt omkring, imens der hele tiden zoomes ind og ud – alt sammen i et effektivt forsøg på at skildre detektivens opklaringsproces. Samtidigt understreger alskens spøjse lyde, at Sherlocks hjerne er på overarbejde, og disse herlige lydeffekter kommer klokkeklart igennem, og subwooferen sikrer, at de ofte har en stor slagkraft, der aldrig virker overdreven. Derudover sørger Dolby Digital 5.1-lydsporene for, at dialogen kommer klart igennem, og at musikken fylder tilpas i lydbilledet. Indimellem havde det været dejligt med lidt mere liv i baghøjtalerne (til tider virker travle London forbavsende stille), men som regel er den auditive atmosfære besnærende.

Ekstramateriale

Den udenlandske dvd-udgivelse af serien huser en dokumentar og et par kommentarspor, men den danske skive indeholder (ligesom udgivelsen af seriens 1. sæson) desværre intet ekstramateriale. Ærgerligt.