Short Term 12

InstruktionDestin Daniel Cretton

MedvirkendeBrie Larson, John Gallagher Jr., Rami Malek, Stephanie Beatriz, Kaitlyn Dever

Længde96 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen20/11/2014

Anmeldelse

Short Term 12

3 6
Indie i institutionen

”Drop slipset,” siger Grace med knirkende, antiautoritær stemme til den skjortekonforme Nate, der har første dag på jobbet i døgninstitutionen for børn, der har det svært. “Short Term 12” begynder direkte i midten af en samtale med nærbilleder, som lige netop er håndholdte nok til, at det bemærkes. Det skal føles sådan lidt løst og dermed autentisk. Sådan er det i indiefilm. Men de bedste i genren viser ikke den følelse så kunstigt planlagt som her.

Nate er, som jeg, den ny, den, der kigger på (filmen). Han skammer sig næsten over sit slips og sin tætte barbering, imens han lytter til Mason i skovmandsskjorte med ’tilfældigt’ skæg og langpjusket hår, der fortæller om dengang han sked i bukserne på jobbet. Han har tilpas med ironisk distance til sin historie, der underspillet kommenteres af Grace og hendes løsthængende hår og rebelske converse. Alarmen går! Et barn flygter. Grace og Mason fanger og beroliger flygtningen. Velkommen til, siger de to cool til den skræmte, Nate. Han er bare blevet kastet sådan helt vildt ind i det. Han begynder på jobbet, som “Short Term 12” begynder sin fortælling, der er lige så indieforudsigelig, som det er, at Nate står med slipsefri, åben skjorte til sidst.

“Short Term 12” er som en fotolækker madblog: Appetitligt iscenesat, men lige til at få irriterende dårligt selvværd af. Alt er rigtigt på den helt tilfældige måde. Fuld af overskud. Som Mason, der tryller hjemmebagte tortillas med en sjov prikket hat på hovedet efter en lang dag på institutionen. Grace er cyklet hjem på hendes cool racercykel. Hun og Mason er et par, men hun joker ironisk om, at hun elsker Floyd mere – det kalder hun sin cykel. Mason smiler ironisk tilbage. Om aftenen tegner de hinanden. De ser ikke tv, og de ses aldrig købe ind eller forbruge. De er sammen med mennesker eller laver mad eller tegner. Hinanden. De er ægte.

Når Grace og Mason ikke er overskudsagtige og rummelig, men altid med en snert af uperfekt menneskelighed, så er de pakket ind i en toplottet handlingstråd. En i privaten; Grace er gravid, men tumler også med en fortid som misbrugt barn, og en på jobbet, hvor den introverte pige Jayden flytter ind. Hun cutter i sig selv, men slipper sine vrede tanker, når hun tegner. Ligesom Grace. Hmm, de ligner faktisk også lidt hinanden bare med én generations forskel. Og Grace har også været cutter. Hvor belejligt. På den tilfældige måde, naturligvis. Det er derfor, Grace er så god med børnene. Hun er erfaringsekspert, kender det fra sig selv. Ikke som den elitære leder med en uddannelse, der ikke lytter på børnene. Erfaringen vinder populistisk over viden i “Short Term 12”, som når Lene Hansson forsikrer en om, at slankekuren skam virker. Det gjorde den jo på hende selv.

Det, der absolut virker, er indpakningen. Som en gammelhipster kan det godt være, at “Short Term 12” er hul som en flot ballon på Instagram, men den er dæleme også lækker at se på. Og høre på. Med et lydspor, som MÅ være indspillet i Brooklyn, blev jeg krammet igennem en retrolækker verden af farvevarme billeder, varmt sympatiske temaer og de kærligt varmeste mennesker, der løser udsatte børns problemer ved at lytte, tegne og høre musik med panggrønne ørebøffer på.

Når Jason Reitman med “Juno” eller Spike Jonze med “Hende” indie’er derudaf, så emmer de også af ægte, løs og autentisk varme, men samtidig er de også så ægte uforudsigelige, at det aldrig er givet, hvilken fod converseskoene passer på. De bruger ikke en opskrift. Det gør “Short Term 12”, der skulle prøve at freestyle lidt med et slips på.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film