Det bliver i Bond-familien

Hvis “Skyfall” var Bond Begins, en kølig og klinisk genstart af 007-universet, så er “SPECTRE” en Bond-film med store bogstaver. Den hilser på groft sagt hele bagkataloget af øvrige 23. film i serien. Så det næsten bliver kitsch i forsøget på at samle fangearmene fra Daniel Craigs tidligere tre skurke – Le Chiffre, Dominic Greene og Silva – under ét ikonisk blækspruttehoved. Én bestemmer over dem alle. “SPECTRE” kender sin historie.

Bond begynder sin mission “Live and Let Die”-eksotisk og eksplosivt ved De dødes dag i Mexico City med vildt one take og saltomortale med helikopter. Men han var ikke sendt af den nye M. Så han bliver suspenderet, som han er blevet det så mange gange før. Blandt andet i “License to Kill”. Det stoppede ham ikke dengang, det stopper ham naturligvis heller ikke her, men det gør en usårlig kæmpe næsten. Kun håndlangeren Jaws med sine metaltænder fra “The Spy Who Loved Me” og “Moonraker” har historisk set været tungere at slås med.

Videre til et snefort, der minder ikke så lidt om det fra “I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”. Her gemmer den obligatoriske babe sig. Hun tager med Bond på orientekspres, som han rejste med i “From Russia With Love”. De leder efter en skjult forbryderfæstning som den fra “You Only Live Twice”. Og sørme også om ikke en hovedskurk kommer forbi, der fortæller sin plan i torturlaboratoriet. Præcis som i “Goldfinger”. “SPECTRE” føles sjældent som sin egen, men derimod som en hyldest til de 23 andre. Til Bond-familien.

Netop familieelementet er ligesom i “Skyfall” styrken. Den store fortælling – MI6, skurken og verdensherredømmet – får mening fra den lille fortælling. Den nære historie. I “Skyfall” blev historien om James’ første leveår fortalt. Historien om M(or). Det spor fortsættes intelligent i “SPECTRE”. Det bliver i familien. På den måde handler James Bond ikke bare om tilfældige skurke og helte, men om komplekse følelser, der ellers er så svære at lokke ud af træmanden Bond. Vi bliver vores opvækst, hvilket er den langt mere fine, skjulte pointe i “SPECTRE” end den Orwellsk kedelige med, at systemet og overvågning er slemt, imens hemmelige agenter er det gode.

Selv om familiesporet fra “Skyfall” fortsættes, så er det til gengæld slut med det nedtonede. Nu er der meget mere Q, M og Moneypenny. Evige oneliners, der dog overgås af 007 selv, som er så Roger Moore-kæk som aldrig før. Han redder lækker dame, der er med, fordi hun er netop det. Hun siger alvorligt, at han kun har givet hende fem minutter yderligere at leve i. ”Så kan vi vel nå en drink,” lyder svaret, der egentlig er en klassisk Bond-opfordring til sex. Sådan har hele “SPECTRE”-galleriet altid en smart kommentar parat, imens verden rejses tynd fra Mexico til Rom, Østrig til Marokko. Sam Mendes har på alle måder skiftet gear fra “Skyfall” til “SPECTRE”. Ikke til et bedre gear, men derimod et større et. Fra en elegant, nostalgisk Aston Martin til en potent sportsvogn, der spyr ild ud af enden.