Borte med atlanterhavsblæsten

Terence Davies bliver ofte kaldt en ægte auteur. Det giver hurtigt nogle associationer til stur, stur kunst med filmsnobbet distance til publikum. I det her tilfælde ganske forkert. Davies skriver og instruerer selv, men udgangspunktet er den håndgribelige virkelighed lige uden for døren. Afsøgende alle dele af Storbritannien, med samme håndværkerhånd som fx Ken Loach eller Mike Leigh. Fejret af cineaster og, hvis man skal tro de selv samme, groft underkendt af alle andre. Historien går på en sejlivet arbejder med kunstneriske tilbøjeligheder, der konstant skal kæmpe for at få finansieret sine film.

Davies er imidlertid ikke eneste afsender på “Sunset Song”. Den er baseret på en roman af Lewis Crassic Gibbon, en af skotlands mest elskede bøger. Jeg har ikke selv læst den, men Davies blæser den op til det klassiske angelsaksiske storværk fuld af “Store forventninger” og “Stormfulde højder”. En kvindelig skotsk “Lykke-Per” i kamp for sig selv, hvis man skulle nævne en dansk pendant. Med den ekstra krølle, at Gibbons fortælling er fra 1932 og inddrager 1. verdenskrig som en truende global skygge over det lokale.

Davies går fra begyndelsen efter at opstille kontraster. Kultur over for natur. Landmænd i tungt mudder møder præster med himmelfarende ord. Den unge Chris Guthrie er skolens yndige mønsterelev, der drømmer om at flytte til Aberdeen og blive lærer. Problemet er fader. En tyran, der tæver sine børn for den mindste forseelse og bruger moderen som en ‘avls-so’, som det rammende kaldes. Da hun endelig dør i barselssengen, eksploderer familien. Broderen rejser til Argentina, faderen får en ægte, fysisk hjerneblødning, og Chris står med ansvaret for hus og mark. Familien forpligter.

Gibbon har opfundet sin egen skotske udørk og fyldt den med stednavne, der klinger af tørv og hård vestenvind. Blawearie, Peesie’s Knap, Kinraddie. Det har en vis romantisk tiltrækningskraft, der bestemt udnyttes af Davies. Agyness Deyn får mange gange lov til at stirre eftertænksomt forbi kameraet, mens hendes stemme reciterer passager fra romanen. Det virker en kende for opsat på at være sjælfuldt og dybt. Når det kammer over, bliver det nærmere messende og tungt. Vi SKAL forstå, at Chris er gæv og standhaftig, som i øvrigt alle andre skotter.

Når det alligevel er et rørende kvindeportræt, så er det, fordi Agyness Deyn kommer flot ud over det lidt stive periodedrama. Hun giver Chris en egen skævhed, der passer godt til den ene kvinde, som skal hæve sig op over mulden. Man vil gerne se hende kværne igennem alle de tunge udfordringer. Peter Mullan prøver at stoppe hende med den bidske stil, han bruger bedre end alle. Hans eksplosive temperament bliver ikke mindre ubehageligt af at være velkendt. I det hele taget skal Davies’ touch som iscenesætter ikke underkendes. Alle spiller fremragende, og flere års tidsspring bindes smukt sammen på et par minutter.