Tangerine
Udgivet 8. dec 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
En mandarin er orange. Ikke sådan på en skrigende måde, men blød, lækker orange. Som en sommersolnedgang. Smooth. Skrællen er hård, men under den findes en blød, saftig og helt anderledes oplevelse. Sådan er “Tangerine”, der minder om, at pakken ikke kan bedømmes på indpakningen. Slet ikke når den består af leopard-prostitutionsprint og gadens hårde tone, der skjuler en transkønnet kvinde med mandeorganer, der bare vil have en ring på fingeren som de andre piger. It’s on, bitch!
Derfra går den vilde jagt. Hendes girlfriend, Alexandra, haster efter for at standse katastrofen. I et højt tempo med søsygt nære billeder ledsaget af et Skrillex-beat a la “Spring Breakers” for så at skifte til mondænt klassisk. Jo, “Tangerine” kan lidt af hvert – både en dreng og en pige. Men Alexandra har ikke tid til at jage hele dagen. Hen skal synge på bar kl. 19 og i mellemtiden score et par dollars ved at blive samlet op af en liderlig fremmed.
Det er det, der sker. På juleaften, men en ret almindelig dag for mennesker på gaden, på samfundets bund. Bitch-skænderier, bræk i taxa, meth-dampe på toilettet, inden Alexandra synger julen ind på en bar med rødt læderbetræk på stolene. Det er opskruet tempo og løfter om, at du er den eneste ene – lige til, du ryger i fængsel og en blondine med en rigtig fisse skal prøvekøres. Det er som åbningsbilledet af en donut med kunstigklistret krymmel på toppen. Et glansbillede, men nedenunder en donut som alle andre, der drømmer om et bedre liv.
Til sidst bliver “Tangerine” dog en lidt stigmatiserende størrelse, der forstærker fordommen om transkønnede. At det ikke er en seksualitet som alle andre, men en social tilstand. På bunden af samfundet, hvor transen dulle-læsper som de andre ludere, imens parykken sættes lige igen, så hen kan bevare illusionen om at være som de andre narkopiger under den hårde, orangelækre mandarin-skræl.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet