”Apocalypto”-light

“Tanna”, som er baseret på sande begivenheder fra 1987, spilles af Yakel-folket selv. Det er deres historie. Vi oplever den gennem deres fortolkning. Den er godt nok instrueret af Martin Butler og Bentley Dean – som ikke er en del af Yakel-stammen – og som for nylig er blevet valgt som det australske Oscar-bud til den kommende uddeling, men det er Yakel-folket, der selv er drivkraften.

Det handler om pigen Wawa og stammeoverhovedets barnebarn, Dain. De to er forelskede, men Wawa er blevet lovet væk til den fjendtlige Imedin-leders søn, såt de to stammer kan slutte fred én gang for alle. Det er startskuddet til den rejse, vi kommer rundt på de vanuatuanske øer. De første scener fik mig hurtigt til at tænke på Mel Gibsons “Apocalypto”, hvor det er stille morgen i skoven, og landsbyen er ved at vågne. En ny dag begynder, og med den kommer alle ritualerne og traditionerne, der er særlige for netop dette folk.

Vi befinder os på titlens ø, Tanna, en del af stillehavsrepublikken Vanuatu. Der lever Yakel-folket i et med naturen. Med skørter af græs og blade, der dækker det allermest nødvendige. Ganske idyllisk ser det ud. Men som stammens Shaman fortæller, så var det her britiske Kaptajn Cook og hans mænd gik i land en dag for mange år siden. Det moderne samfund presser sig på. Stammerne omkring dem er begyndt at bære tøj, og dystre bygninger tager træernes plads.

Længe troede jeg, at “Tanna” ville tage samme blodige drejning som “Apocalypto”. Vi hører meget om Imedin-stammen, som i årevis har bekriget Yakel-stammen. Det bliver dog aldrig til mere end “Apocalypto”-light. Istedet bliver det den tropiske ø-udgave af “Romeo og Julie”. Wawa og Dain flygter sammen ind i skoven forfulgt af Imedin-krigere, imens Yahul truer i baggrunden. Det er en vulkan, som Yakel-folket anser for at være guddommelig. Yahul er hjertet i dette samfund, og vi vender gang på gang tilbage for at se vulkanen. Som handlingen spidser til, buldrer vulkanen højere og højere, før den til sidst lyser rødglødende op.

Der er rigeligt med naturligt lys i de flotte billeder. Vulkanlys, stjernelys og hvad man ellers kunne tænke sig. Måske bliver billederne næsten for flotte. Lyset skal bruges med måde, men Butler og Dean ender med at slukke det i slow-motion og overvældende musik. Det lægger ud med at være simple stemmer i kor i stil med indledningen fra “Den tynde røde linje”, hvor Jim Caviezel lever med de indfødte. Men her bliver der smidt for mange instrumenter oven i koret, så det ender med at minde mere om sentimental muzak a la “Gladiator”.