En ægte, lille ørkenulv

Autentisk. Det er et irriterende tillægsord. Misbrugt af sproglige sabotører, der bruger det som en betegnelse for forstokkede idéer om ægthed, der af uransaglige årsager anses som gode i sig selv. Men her er ordet ikke til at komme udenom. “Theeb”, Jordans første Oscar-nominerede spillefilm, er nemlig en af den slags film, der har autenticiteten som det højeste ideal. Det er en film om beduiner, spillet af beduiner, optaget i beduinernes eget, ufremkommelige ørkenmiljø. Alle rekvisitter er håndlavede af selv samme beduiner, der har taget aktiv del i hele den kreative proces. Den debuterende instruktør Naji Abu Nowar har med åbenhed og empati skabt en fortælling, der strømmer frit fra et fremmed selv, der sjældent har haft en egen, autentisk filmstemme.

Det er nemlig dét, autenticitet betyder, hvis man endelig skal bruge udtrykket. Selv. Personligt udtryk. Det handler ikke om en særlig stil, æstetik eller tematik. Lady Gaga kan sgu være lige så autentisk som Bob Dylan. “Theeb”-instruktør Nowar er født i England uden et eneste beduin-telt i sigte. Det kunne man måske tro trak ned på autenticitetens store scoreboard i denne sammenhæng. Men Nowars personlige aftryk er snarere at finde i den lydhøre og åbne tilgang, han har haft til sit emne. Han er kommet med en ramme. Et dramatisk forløb. Men det egentlige indhold er beduinernes miljø. Deres verden. Deres værdier og moralske kodeks. Det har beduinerne i høj grad selv været med til at skabe. Det føles autentisk.

Handlingen udspilles i 1916, hvor en engelsk soldat og hans jordanske følgesvend ankommer til en beduinlejr og beder om at blive eskorteret gennem ørkenen. Der er brug for en stedkendt guide, der kan vise vej fra brønd til brønd. Det er en farlig opgave. For ørkenrøvere og banditter lurer overalt på ruten. Det ville være lettere at sende de to gæster af sted på egen hånd. Men beduinernes skik foreskriver, at man er gæstfri og hjælpsom over for fremmede. Selv dem, man ikke bryder sig om. Et kodeks, der er vokset frem af de barske omgivelser, hvor man hurtigt kan havne i en situation, hvor man har brug for fremmedes hjælp og barmhjertighed for at klare sig.

En af lejrens unge mænd, Hussein, tager den farlige opgave på sig. Hans lillebror, Theeb, forstår situationens alvor og sætter efter sin bror. Han er bange for at miste ham, som han netop har mistet sin far. Men i stedet for at hjælpe, får han rodet sig selv ud i en situation, hvor han bliver nødt til at hjælpe sin værste fjende, hvis han vil overleve. Theeb, hvis navn i øvrigt betyder ‘ulv’, må afveje moral, retfærdighed og overlevelsesinstinkt i et intenst western-agtigt drama. Han må forsøge at leve op til de forpligtelser, der knytter sig til hans navn.

Det hele er optaget i den samme ørken, hvor David Lean skød “Lawrence of Arabia”. Der er stadig lige så storslået og barskt, som da Peter O’Toole, Omar Sharif, Anthony Quinn og Alec Guinness skabte storfilmshistorie i 1962. Men denne gang får biografgængerne lov til at opleve det fra de lokales synsvinkel. De får endelig lov til at spille hovedrollen i deres egen historie i stedet for at agere eksotisk kolorit i en hvid mands heltekvad. Det resulterer i en filmoplevelse, der er anderledes end flertallet. Et nyt perspektiv oversat til filmsprog.