Spild af alles penge

Hmmm. Stort hmmm. Vennerne fra “Think Like a Man” er endelig tilbage! Og denne gang skal to af dem, øhhh hende der og øhhh ham der, giftes. Det er fandens ligegyldigt. Det er så tydelig spekulation. Etteren blev en overraskende kassesucces, så man har flikket, og jeg mener virkelig flikket på den mest ubehjælpsomme hjemmesløjdmanér, et manuskript sammen, hvor to af karakterernes bryllup er rammen om løjerne. Jeg grinede én gang.

“Think Like a Man” havde Steve Harveys selvhjælpsbog om forskellen på mænd og kvinder som det underliggende motiv, og selv om det var en pinlig omgang Dr. Phil, kunne jeg skimte en idé. Denne gang er bogen smidt i skraldespanden, og der er ingen yderligere forklaring på, hvad vi skal se med for. Det er bare nogle mennesker, der holder kiksede polterabender og et kikset bryllup. I Vegas. Bummelum – dén var ny.

Det er næsten reglen i amerikanske komedier, at bare man placerer sin handling dér, har man uden at anstrenge sig to timers sjov i kassen. For der kan ske så meget i syndens by. I “Think Like a Man Too” sker der bare ikke noget, som man ikke har set før. Generisk kasinointeriør og spillere, der taber for mange penge. Generiske hotelsuiter og poolbabes, der ryster røv. Men mest af alt det så gennemkneppede mande-mantra om, at nu skal den have gas med strip, drinks og hård, hård hash.

Ham, der hovedsageligt skal stå for underholdningen, både vennernes og biopublikummets, er Kevin Hart. “Think Like a Man” er kun et vehicle for ham i USA, hvor han er afsindigt populær, men han lykkes ikke med at fornøje nogen, hverken på den ene eller anden side af lærredet. Jeg klasker mig i hvert fald ikke på lårene over fjollet udklædning og slåskampe med mandestrippere. Det har åbenbart ikke afskrækket bagmændene, at “Tømmermænd i Vegas” har otte år og to efterfølgere på bagen, eller også har de ikke lige fået dem set. For alt er mindre sjovt og mere hysterisk end selv det dårligste fra serien, der gjorde Bradley Cooper til stjerne.

Kevin Hart råber og skriger, som han jo gør, mens resten af det kæmpe cast står og er smukke i baggrunden. Det er igen kønnenes kamp i centrum, men så overfladisk skildret, at filmens mest revolutionerende påstand er, at kvinder også kan drikke drinks og sige frække ting. Arj, tøserne har købt en sømandsballon. Fnis. Kvindens dydighed og højere krav til værdighed er personificeret i Michaels sure mor, der opponerer mod brylluppet, fordi bruden har en søn i forvejen. Hun er den, der kommer tættest på at være en afrundet karakter, men som forventet, bliver det ved en skitse. Vores film skal have en skurk, videre!