Til ungdommen
Udgivet 20. mar 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Fra kort før folketingsvalget i 2007 til cirka et halvt år efter valget i 2011 var jeg dybt engageret i ungdomspolitisk arbejde, og jeg er fristet til at sige, at mit politiske arbejde i de lidt over fire år lærte mig mere end hele min skoletid sammenlagt. Ikke fordi ungdomspolitisk arbejde gør én politisk klogere (det gør det dog), men fordi man i fællesskab med andre kæmper for en sag, man tror på, fordi man lærer at have ansvar for andre mennesker og abstrakte projekter, og (ikke mindst) fordi man tvinges til at overskride sig selv. Hvilket er præcis det, Kari Anne Moes dokumentarfilm handler om.
Det, som Kari Anne Moe tværtimod er interesseret i, er, hvad det betyder for de unge at kunne tale deres sag. Vi ser Sana fra SU deltage i sin første skoledebat. Vi ser Henrik fra FPU forsvare sit parti mod anklager om racisme. Men vi ser også Haakon fra Unge Høyre fortælle sine partikammerater om sin mors død og om faren, der tvang Haakon til at bo hos hans bedsteforældre, fordi der ikke var plads til Haakon i farens nye forhold. Og vi ser Johanne fra AUF i personlige samtaler med sin betroede storesøster om hendes egen kunnen og formåen.
Jeg kan selv huske chokket, da jeg hørte om massakren. Dagen efter skulle jeg på sommerlejr med mit ungdomsparti, og selv her i Danmark havde begivenheden gjort så stort et indtryk, at stemningen i den uge var trykket, sørgmodig og rådvild. I “Til ungdommen” vender tragedien op og ned på livet – ikke bare for Johanne, men for alle de unge. Kari Anne Moe formår at skildre dette enormt flot ved at lade sentimentaliteten få lige akkurat den plads, den nødvendigvis kræver efter så voldsom en hændelse, men den får alligevel aldrig lov til at løbe løbsk. Livet såvel som filmen går videre, men tragedien og tabet af uskyld sidder i seeren såvel som i de unge.
“Til ungdommen” er en fremragende dokumentar om en måde at bruge sin ungdom på, som mange nok ikke kender til. Den er rørende, inspirerende og smukt filmet, og Kari Anne Moe formår at kommunikere svære følelser og tanker ved brug af subtile, men effektive virkemidler. Den handler om unge mennesker, der vil gøre en forskel både for dem selv og for resten af verden. Det er immervæk et ærværdigt og nobelt omdrejningspunkt, og selvom der nok skal være karakterer, man på ingen måde politisk kan sympatisere med, så sympatiserer man hele vejen igennem med menneskerne bag de politiske ideologier.
Meget mere kunne siges om denne film, fordi den på én og samme tid fanger vigtige øjeblikke i personernes liv og alligevel fastholder sin kompromisløse ærlighed. Men lad os holde det til, at man bør unde sig selv at se “Til ungdommen”. Kari Anne Moe opfordrer selv alle unge til at melde sig ind i og engagere sig i et ungdomsparti. Den opfordring er hermed givet videre.
Se også: Filmz TV: “Til ungdommen”-interview med instruktøren
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet