Trip to Italy, The
Udgivet 6. okt 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Nordengland eller Italien? Jeg vil vælge Italien til enhver tid. Det hele er bedre at se på. Og så er maden mere simpel, smagfuld og velanrettet. Sådan er det også med “The Trip to Italy”, der er en forbedret 2’er til “The Trip”. De to britiske komikere Steve Coogan og Rob Brydon er igen af sted på madtur. Nu på italiensk job. Langt væk fra første films Nordengland. Den tykke sovs er erstattet med ravioli, og det løst improviserede er mere stramt styret. Og så er Michael Caine naturligvis med igen.
Skulle det nu være sjovt? Ja, det skulle det. For turens tone er helt sin egen. Rollespilslegen med eget navn og rygte kendes fra “Klovn”, hvor Steve passer på den arrogante Casper, Rob på den kiksede Frank. Men den her tur er ikke klovnesjov, den er voksenvittig. Her er ingen gymnasiepiger, men voksne sidespring, der sætter klassisk spørgsmålstegn ved familielivet derhjemme, når det spejles i carpe diem fra en strand i Bella Italia. Og så er formen næsten dokumentarisk løs. I den første film næsten kedelig løs til tider, men denne gang så tilpas, at Richard Linklater ville have været stolt.
Deres fejlbarlighed er deres styrke. Det piner Steve – der dårligt skjuler, at han selv mener, han er sjovere, klogere, dygtigere, smukkere end Rob – at rejsekammeraten har fået tilbudt en rolle i USA. De er begge misundelige og evigt konkurerende, som kommer komisk til syne, når de lige (igen-igen) skal demonstrere, hvem der laver den bedste Michael Caine. You’re only supposed to blow the bloody doors off!
Metasjovt diskuterer de to levemænd indledningsvist, hvordan de slipper godt af sted med at lave den svære 2’er. Den bliver jo altid dårligere. Nej, ikke altid indvender den ene til den anden. “Godfather II”. Den var bedre end “Godfather”. Sådan er det også her. Men de bliver næppe enige, om hvem som er Pacino, og hvem som er De Niro. Hvornår skal vi på tur igen?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet