Troldmandens lærling
Udgivet 28. jul 2010 | Af: kilgore | Set i biografen
Det eventyrlige har haft gode kår i 00’ernes film. “Ringenes herre” og “Harry Potter” sparkede gedigent årtiet i gang med fantastiske universer, som det var værd at engagere sig i. I kølvandet fulgte så malkningsprocessen – og Hollywood har endnu ikke opgivet, så med “Troldmandens lærling” gøres endnu et forsøg ud i genren.
“Troldmandens lærling” er oprindeligt titlen på et lille digt af romantikkens store poet, Goethe. I versform berettes her om lærlingen, der, mens mesteren er ude, bruger magien til at vække døde ting til live – en gerning, der viser sig ukontrollabel for den unge novice. Hvor den oprindelige fortælling brugte magien som et ildevarslende udtryk for menneskets trang til at lege Gud, er “Troldmandens lærling” anno 2010 forvandlet til en let eliksir af magiske tvekampe tilsat en undermåler, der skal turde stå ved sit eget værd. Således har Disney med gigantproduceren Jerry Bruckheimer ved det økonomiske ror valgt en sikker formular, der er brugt i et utal af eventyrfilm, og det tynger filmen, for som publikum er man konstant forud for historien.
Der er bestemt ikke sparet på de magiske effekter, men også her vækkes en kedelig genkendelighed – for her kæmper troldmænd med flammer, lyn eller andet slagkraftigt fra håndfladerne, og det var vist også sådan, de kæmpede på film tilbage i 80’erne. Et godt eventyr skal som regel kendes på dets skurke, og symptomatisk for denne film er det en sølle flok misdædere, der lines op. Blandt de værste er en fimset varieté-tryllekunstner og en 1600-tals heksepige, hvis største nummer er at stirre olmt.
Har Hollywood nået sit mætningspunkt, hvad angår eventyrfilm? Med “Troldmandens lærling” i frisk erindring må svaret være ja, og når man kigger tilbage på de seneste års satsninger ud i det eventyrlige, må man tilføje: også i den grad! Det handler om troldmænd og magi, men den filmiske magi har svært ved at trænge igennem den formulariske forudsigelighed og ned til tilskueren, der efterlades med et brændende ønske om, at nogen en dag vil tage chancen og gå nye veje med genren.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet