Nogen kan lide pop – andre kan lide rock.

Nogen vil helst have, at film bliver vist i biografen – andre synes, man skal kunne se dem derhjemme.

Problemet er det samme. I Troldeverdenen er det musiksmagen, der deler vandene. I vores virkelighed var det forskellen på biograf- og PVOD-premiere, der satte gang i en hulens ballade.

Som konsekvens af coronakrisen besluttede Universal nemlig at droppe biografen og sende “Trolls på verdensturne” direkte på PVOD i USA.

Det gjorde AMC – verdens største biografkæde – gevaldigt gale, og fik dem til at boykotte alle fremtidige titler fra Universal, heriblandt “Fast & Furious 9” og “Jurassic World 3”.

Og sådan fik en film om små, syngende troldedukker altså sat biografverdenen på den anden ende.

Hvis troldene kunne træde ud af deres film, ville de måske minde de stridende film-parter om den fine lektie, de lærer på deres verdensturne – harmoni er ikke, når alle synger det samme. Der skal flere forskellige stemmer til.

I Troldeverdenen har rocktroldene desværre glemt den vigtige lektie. De er blevet trætte af tyggegummipop og moderne blip blop-musik.

Derfor sætter de gang i en verdensturne – rettere et krigstogt – der skal få technotrolde, poptrolde og alle de andre genre-trolde til at underordne sig rockens hårde toner.

Det er op til den lyserøde popdronning Poppy og hendes ven Kvist at sætte en stopper for de rockister, der ikke vil finde sig i, at der findes musik uden fed spade.

“Trolls på verdensturne” er i lange stræk en sød, flot og farverig hyldest til forskellighed og tolerance.

Jeg må dog indrømme, at min musikalske tolerance blev udfordret flere gange – ikke mindst under indledningens udsyrede technofest, hvor Daft Punks “One More Time” blev godt og grundigt troldificeret (“Giv den gas! / Vi vil ha’ troldefest!”).

I den amerikanske udgave er det stjerner som Justin Timberlake og Anna Kendrick, der synger for. I den danske udgave er sangene dog oversat. For det meste i hvert fald.

Enkelte sange er af uforklarlige årsager stadig på engelsk. Det virker ufærdigt. De danske stemmer gør det dog godt, når de får lov – med Stine Bramsen og Tim Schou i front som Poppy og Kvist.

Og det er ikke uden humor, når Jesper Binzer fra D-A-D dukker op som en gammel rock-pappa-trold, der knapt nok kan lave djævletegn med sine gamle troldefingre længere.

Troldene lærer undervejs, at man kan nyde musik på mange måder. En glad popsang, en trist country-ballade. En vild techno-banger, en ildspyende guitarsolo.

En tur i biografen – en lejefilm på sofaen? Når det kommer til det emne, er råbekoret fra vores virkelighed langt fra at finde harmonien.