Udyret og hans lærling
Udgivet 30. nov 2016 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Vi får det lige af vejen fra starten. “Udyret og hans lærling” har ikke noget at gøre Studio Ghibli eller Hayao Miyazaki. Men allerede med den melding, har de jo sneget sig ind alligevel. Som den Oscar-vindende japanske legende altid gør det, når en ny animéfilm ser biografsalens lys. Sammenligningen ligger lige for. Især her i Vesten, hvor vi ikke får alle kvalitetstegnefilm fra Japan at se. Men sammenligningen skal være slut. Så resten af denne anmeldelse vil kun fokusere på “Udyrets” egne kvaliteter, ikke hvordan den står op imod “Chihiro”, “Prinsesse Mononoke” eller… Arh, men altså!
Den forældreløse Ren kommer til Jutengai, fordi bjørnen Kumatetsu skal bruge en lærling for at overtage tronen. Deres forhold er til at starte med ren proforma. Det kræver selvfølgelig ikke den store fantasi at regne ud, om de vil nærme sig hinanden, men Hosoda forsøger heller ikke at overraske. I stedet lægger han sit fokus på karakterernes indbyrdes forviklinger. Det er både morsomt og rørende at se en kæmpe krigerbjørn skiftevis rase over sin ‘plejesøn’ og forsøge at komme ham i møde.
Hosoda træder gerne et skridt tilbage fra sin ret typiske historie. Fx er der sjove, selvironiske glimt over træningen, hvor Kumatetsu forsøger at lære Ren at knurre på den rigtige anime-måde, inden han drager sit sværd. ”Det lyder sejt,” er svaret, hvis nogen skulle undre sig over, hvorfor de altid råber så meget i japansk tegnefilm. Ligeledes er de menneskelige dyr i Jutengai godt klar over, at de ser underlige ud. Dette spil med underligheds-automatikken i animé er et fint lag i “Udyret og hans lærling”. Der skal også være en historie i al den nuttede, storøjede poesi.
Hosoda vil mange ting, men rammer i hvert fald to af dem rent. Den centrale udviklingshistorie om en dreng og hans lærer er et skolebogseksempel på karakterdrevet animation, når det er bedst. Iblandet tilpas med syre, læreren er en ræbende bjørn og drengens indre er en levende sort skygge, der aldrig kammer over i distancerende mystik. Vi sammenligner ikke, men… Jo vi gør, det sniger sig jo ind alligevel. “Udyret og hans lærling” er mindst lige så god som Studio Ghibli.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet