Socialrealistisk tentakelporno

“The Untamed” sætter modenheden på prøve. Enten formår man at holde fokus på dens gravalvorlige tema: Hvordan den mexicanske machomaskulinitet og samfundets iboende homofobi bidrager til at holde Mexicos ekstreme voldsspiral oppe i omdrejninger. Eller også tager fnisetrangen magten og får den selvhøjtidelige stemning til at klaske sammen, når en computergenereret kneppeblæksprutte fra det ydre rum penetrerer alt og alle med kraften fra en tonstung symbolik bag sine slibrige tentakler. Jeg må med skam melde, at jeg hører til i sidstnævnte kategori.

“The Untamed” føles som to ideer, der hver især måske nok har potentiale, men som aldrig nogensinde finder sammen på en meningsfuld måde. Det er pornoficeret sci-fi-horror og barsk socialrealisme i umage forening. Det begynder i den overnaturlige vene. En meteor tonser gennem verdensrummet. I en hytte i Mexico slanger en liderlig tentakel sig langsomt ud af en kvindes underliv. Kvinden kommer i tøjet og vandrer hjemad gennem et øde, diset landskab, mens musikken bræger ildevarslende på lydsiden. En rød blodplet breder sig langsomt på hendes hvide skjorte. Det ligner mere drøm end virkelighed. En mystisk indledning. Overraskende.

Ikke mindst med tanke på instruktør Amat Escalantes tidligere bedrifter. Hans seneste succes, “Heli”, skaffede ham prisen som bedste instruktør i Cannes i 2013. Den udmærkede sig især ved sin nøgterne, ekstremt realistiske skildring af den afstumpede vold, som de lokale narkokarteller plager samfundet med. Især én scene har brændt sig fast som eksempel på det, Escalante er frygteligt god til: Et offer, der hænger i en krog fra loftet. Han har fået tæv med et bat, så han er halvt bevidstløs. En af bødlerne hiver bukserne af ham, pøser tændvæske i hans skridt, lader det brænde. Helt nonchalant og rutinepræget i bevægelserne. Forbrydernes småbrødre spiller Wii i sofaen lige ved siden af. Moren laver mad i det tilstødende køkken. Deres manglende reaktioner gør den vanvittige scene endnu værre.

Den slags ubehagelig, kompromisløs realisme er der stadig lidt af i “The Untamed”. Den findes i det andet hovedspor, der følger sygeplejeren Fabian og hans familie. Han kommer ind i fortællingen, da han behandler Veronica, den blødende kvinde fra indledning. Han er homoseksuel, og det viser sig, at han har et forhold til sin søsters mand. En vred, mexicansk machotype, som skjuler sin egen homoseksualitet bag en mur af homofobi. Selv når han tigger Fabian om sex over sms, er det med homohad og afsky i samtlige vendinger.

Der er egentlig nok dramatiske forviklinger i den familiesituation til en hel film. Måske er det endda allerede for meget. Men da Veronica bliver venner med Fabian, lukker hun rumvæsenet ind i trekantsdramaet. Da bliver det helt sikkert for meget. Snart knalder det sig gennem samtlige kropsåbninger hos samtlige karakterer. Det bliver et mærkeligt tvetydigt billede på alskens undertrykte drifter, afledte frustrationer, vold og afmagt. Forløser, forsoner og hævner på én gang. Og svær ikke at smile lidt af, når samtlige tentakler arbejder på højtryk i de engang så hvide lagener.