Love is in the air…

For tiden bombarderer medierne os med chokerende ord som “recession” og “massefyringer”, men finanskrisen er til gengæld nærmest blevet tabu i Hollywood. Årsagen er åbenlys: I en tid, hvor mange folks job er i overhængende fare, er det mere profitabelt at lave letfordøjelige film, som tilbyder os en flugt fra – i stedet for en konfrontation med – den barske virkelighed. Men “Up in the Air” bryder tavsheden med en både modig og inspirerende opfordring til at se lyst på tingene, selv når der kun lader til at være grå skyer på himlen og turbulens i luften.

George Clooney spiller Ryan Bingham. Alskens amerikanske organisationer hyrer Ryan til at afskedige deres medarbejdere, fordi de ikke selv har nosserne til at se kollegaerne i øjnene, når fyresedlerne skal udleveres. Ryan er den bedste inden for branchen og derfor en eftertragtet herre, som har rejst adskillige millioner kilometer frem og tilbage i luftrummet. Men et splinternyt, internetbaseret system truer med at gøre ham overflødig. Ryan tvinges til at rejse landet rundt sammen med den unge, ambitiøse Natalie Keener, det nye systems skaber, for at teste det på en række institutioner, før det officielt går i luften.

Der er blevet talt meget om lighederne mellem Clooney og Ryan, og de er da også til at få øje på. Begge mænd er karismatiske og kompromisløse, de holder kortene tæt ind til kroppen og nægter at slå sig ned og stifte en familie. Rollen ligger altså lige til højrebenet for Clooney, hvis præstation er helt på højde med hans hidtil bedste indsats i “Michael Clayton”. Store ord som “karakterportræt” og “karakterdrama” får mange til at rulle med øjnene i forventningen om alenlange scener og knastør dialog, men Clooney gør Ryans selvransagelse lige så gribende som den gængse, veldrejede actionfilm. Det er en fornøjelse at se Clooney skrælle de mange lag af Ryans frosne facade for at afsløre det kærlige menneske nedenunder, som i virkeligheden hungrer efter nærvær.

Filmhistoriens største dramaer har store konflikter, og Ryans konflikt med sin egen identitet ville være et allerhelvedes opslugende omdrejningspunkt i enhver film. Ganske vist er Ryan oftest oppe over skyerne, men hans møde med to forskellige kvinder hiver ham langsomt ned mod jorden – i overført betydning. Natalies ungdommelige gejst begynder at tære på Ryans kyniske verdenssyn, men hans udskejelser med den jævnaldrende Alex bliver for alvor skæbnesvangre. Ved første øjekast ser Ryan blot en kvindelig dobbeltgænger i Alex, men da han forelsker sig i hende, får han endelig øjnene op for koncepter som familie og kærlighed, som han ellers har prædiket kraftigt imod på sine populære kurser.

Anna Kendricks udruster Natalie med en stor autoritet, som øjeblikkeligt indgyder respekt, men hun begaver hende også med en tvivl og en naivitet, som gør hende meget menneskelig og sympatisk. Vera Farmiga er endnu bedre i rollen som den forførende Alex. Hendes kløgt og charme gør hende til det perfekte modstykke til Clooney. Her er noget så sjældent som et drama om mennesker af kød og blod, som vi får tid til at lære at kende og adskillige grunde til at holde af – hvor forfriskende! Og det “Fagre voksne verden”-agtige soundtrack er lige i øjet. Man kan sige det samme om filmen – lige fra den stemningsfulde, farverige titelsekvens til den suveræne slutning.

Med sin tredje og bedste film har Jason Reitman langt om længe trådt helt ud af farmand Ivan “Ghostbusters” Reitmans store skygge, og “Up in the Air” understreger, at Reitman omsider mestrer kunsten at være subtil. Hvor debutfilmen “Thank You For Smoking” ofte udpenslede sine pointer med en irriterende insisteren, så formår Reitman her uden de store armbevægelser med skarp, virkelighedstro dialog og små, lette anstrøg af hjerteskærende romantik og sober humor (især i samspillet mellem den gnavne Ryan og den energiske Natalie) at minde os om, at selvom det kan knibe med pengene i disse krisetider, så er der håb at finde både indeni og i hinanden.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Billedet er oftest knivskarp, og detaljerigdommen er derfor også enorm – man får ofte lyst til at sætte luftbillederne på pause, så man kan nærstudere alle detaljerne på landjorden. Der er også en tilpas mængde gryn, hvorfor transferet får et dejligt, celluloidlignende look. Indimellem fremstår billedsidens dunkle farver en smule blege, men sædvanligvis er kontrasten lige så upåklagelig som den perfekte farvegengivelse. Hverken utilsigtet støj, edge-enhancement eller udtværing forekommer.

Audio

“Up in the Air” er i allerhøjeste grad en dialogdrevet film, og heldigvis gengiver DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet alle replikker klart og tydeligt uden støj eller overstyring. De mange veludvalgte sange lyder også imponerende godt, og ofte folder de sig fornemt ud via adskillige højtalere. Men den auditive atmosfære er indimellem forbavsende tilbageholden og en anelse mangelfuld, og derfor bliver man ikke suget nær så meget ind i filmens univers, som man kunne have håbet. Men lydsiden går hovedsageligt perfekt i spænd med billedsiden.

Ekstramateriale

Instruktøren Jason Reitman har indtalt et fremragende kommentarspor til filmen i selskab med sin instruktørassistent, Jason Blumenfeld, og sin fotograf, Eric Steelburg. D’herrer er enormt entusiastiske, de holder praktisk talt ingen pauser, og de kommer vidt omkring produktionens mange facetter – lige fra problemerne med at optage i USA’s lufthavne til finanskrisens indflydelse på manuskriptet. Derudover er her sølle fem minutters dokumentarmateriale (primært omhandlende filmens introsekvens), 23 minutters udmærkede slettede scener, en musikvideo samt både teaseren og traileren til filmen. Man savner at høre lidt fra den hemmelighedsfulde George Clooney… Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

At rejse er at leve

I 2006 brød Jason Reitman igennem med den skævt humoristiske “Thank You for Smoking”, og i 2008 dystede hans fintfølende teenageportræt “Juno” om årets Oscar. En lovende karriere tegner sig for den kun 32-årige instruktør, der netop nu er aktuel med filmen “Up in the Air”. En bittersød komedie med et klart budskab, der bestemt ikke ødelægger Reitmans fine stime af gode film.

Ryan Binghams job er at fyre mennesker, når deres chef ikke selv har modet til at føre kniven. Og i økonomiske krisetider er der bud efter ham over hele USA. Over 300 dage om året er Bingham på farten, og hans tilværelse er reduceret til lufthavne, hoteller, lejede biler og flygtige kvindebekendtskaber. Men Bingham elsker det. Den unge kvindelige rationaliseringsekspert Natalie vender imidlertid op og ned på Binghams tilværelse, for fyringerne kan jo sagtens foregå over webcam, og dyre flyrejser kan derved spares væk. Natalie skal dog først oplæres af Bingham i fyringens kunst på en sidste tur ud til virksomhederne. Men det bliver en tur, der sætter Binghams faste overbevisninger på en hård prøve.

Den absolutte styrke i “Up in the Air” er den helstøbte persontegning af enegængeren Ryan Bingham – en rolle, der er som skræddersyet til George Clooney. Som en anden Cary Grant eller Sean Connery giver Clooney Bingham en særlig cool verdensmandsattitude, så man forstår, at Bingham føler sig helt tilrette i sin frie ungkarletilværelse. Her forekommer ynkværdig ensomhed fjern, når Bingham nyder en kølig drink i hotelloungen og selvsikkert erobrer en smuk kvinde til uforpligtende sex. Samtidigt er der noget umiddelbart tiltalende over Binghams livsfilosofi om at frigøre sig fra unødvendigt isenkram, tunge ansvarsbyrder og kompromitterende familieforhold. Livsbagagen skal kunne være i en kuffert, og kursen er sat efter mottoet, som vor kære nationaldigter engang sagde det: ”at rejse er at leve.”

Men Bingham er ikke kun mr. Cool. Karakteren er mere kompleks end som så. Han forholder sig kynisk distanceret til sit lidet misundelsesværdige arbejde, men formår ofte at vise en rørende empati i selve fyringssituationen. Med lette humoristiske toner gør Reitman også flere steder fint opmærksom på de noget latterlige aspekter i Binghams professionalisme. Som når han belærer om, at asiater pga. deres effektivitet er de bedste at placere sig bagved i check-in-køen. Eller når han stolt fremviser sine mange plastikkort, der giver ham særlige elitegoder på diverse hoteller.

Binghams tilværelse er let som luft og kun en flyafgang fra den truende ensomhed. Den er med andre ord ikke holdbar. Reitman placerer heroverfor familien som det varme, lysende alternativ. Familien er nok tyngende, men her findes også de værdier, som fylder livet med indhold og meningsfuld tyngde. Dette er filmens klare budskab, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en række klip, hvor virkelige mennesker giver udtryk for deres frustration over at blive fyret. Fyringen åbner op for en overvældende utryghed, men familien kan være den sikre bastion, der støtter i svære tider. Desværre bliver Binghams erkendelse af de virkelige værdier en anelse for klichefyldt. Både den naive Natalie og et forhold til en moden kvinde tjener lidt for tydeligt som figurer, der skal lede Bingham mod den rette erkendelse. Værst bliver det i en meget tænkt scene, hvor Bingham modstræbende må komme sin søster til hjælp og overtale hendes kommende mand, der har fået kolde fødder på bryllupsdagen, til at indse ægteskabets fordele. Heldigvis opvejes disse lidt letkøbte elementer af en tilfredsstillende slutning.