Bag om dansen

De rige har mange glæder. Og de fattige danser tango. Der er masser af argentinsk lidenskab i danse-dokumentaren “Vores sidste tango”. En rejse i kunst og kærlighed fra Buenos Aires til Broadway. Det er historien om Juan Carlos Copes og María Nieves, der dansede sig ud af den argentinske slum og udbredte tangoens toner og trin til resten af verden, mens deres dramatiske forhold gik fra forelskelse til foragt. Historien fortælles delvis gennem fortolkende tango-koreografi. Skævt, til tider smukt, men også meget fremmed for en kølig nordbo som mig, der aldrig har slidt sålerne af et par dansesko.

Instruktør German Kral fortjener dog ros. Mariá og Juans historie kunne let have endt som tango-udgaven af en “Behind the Music”-dokumentar. Den slags, hvor udbrændte bands fortæller om alle de intriger, der foregik bag scenen, dengang deres succes stod i zenit. Det havde for alvor været kedeligt. Men Kral har et par pudsige tricks, der løfter “Vores sidste tango” til en speciel oplevelse. Selv om det ikke er alle greb, der lykkes.

En ting er de dramatiske rekonstruktioner og de fortolkende dansescener. Dem er der mange af. Og der bliver ikke gjort meget for at indvie tango-novicer som mig i dansens sprog. Det bliver tungt, når den umiddelbare fascination har lagt sig. Det hjælper, når vi kommer med bag om dansen, til prøverne, hvor virkelighedens María Nieves instruerer de dansere, der portrætterer hende og Juans yngre inkarnationer. I begyndelse dansede de tæt, forklarer hun. Tættere end trænede tango-dansere gør nu til dags. Dengang handlede det hele mere om lidenskab. Men efterhånden som trinene blev mere avancerede, og de kunstneriske ambitioner voksede, blev omfavnelsen til afstand. Et kærlighedsforholds forfalder og forandres til noget andet, der overvinder de knuste hjerters lyst til at give fanden i det hele: Et liv i tangoens tjeneste. Smukt og subtilt fortalt.

Der er også mere klassiske interviews med hovedpersonerne, men det element har ligeledes fået et lille twist. German Kral holder sig nemlig oftest i baggrunden. I hvert fald, når det handler om María. Han lader i stedet de unge dansere, der spiller María og Juan, stille spørgsmålene. Deres research bliver på den måde del af fortællingen. En skæv indgangsvinkel, der adskiller sig fra den typiske brug af talking heads. Den nu 81-årige María fortæller bevæget om, hvorfor hun blev ved med at danse med Juan, selv efter de var blevet skilt. De var simpelthen de bedste. Nogensinde. Og nok hadede de hinanden, men kærligheden til tangoen var stærkere. Indtil den dag, han gav hende sparket og væltede hendes verden.

Juan er mest af alt en biperson. Det er María, der fortæller, mens Juans klassiske talende hoved kommenterer uden omsvøb. Jovist, han var utro. Han er jo en mand, som han siger. María troede hun ejede ham, men det var han, der ejede hende. Han legemliggør tangoens macho-poseren i hele sin fremtræden. Han forlod María, fordi hun var uudholdelig. Med den type kontante udmeldinger holder han refleksionerne på afstand, hvorfor den side af fortællingen aldrig bliver mere end et brysk kommentarspor.