Den barske badedag

En gammel læresætning lyder, at du skal gøre, hvad jeg siger, og ikke hvad jeg gør. Sådan en opfordring burde mange filmskabere give, heriblandt instruktør Philippe Lloret om sin film “Welcome”. Indholdet i denne franske flygtningefortælling er dejligt debatskabende og poleret politisk korrekt. Formen – det Lloret gør – er derimod eurocentrisk indskrænket. Alt er, som det plejer.

Den unge Bilal er flygtet fra sit krigshærgede hjemland Irak og har krydset Europa, hvor han fra den franske havneby Calais nu kun mangler at krydse den engelske kanal for at nå frihed, fred og sin dejlige kæreste. “Kun” er i denne sammenhæng et underspillet ord. Flygtningekontrollen er massiv, og efter et mislykket indsmuglingsforsøg kommer Bilal til den konklusion, at den eneste mulighed for at nå England er at begive sig ud på en ti timers svømmetur over kanalen – hvis han da bare kunne svømme. Det slår ikke Bilal ud af kurs. For sine sidste spareskillinger tager Bilal ukueligt svømmetimer hos den skilsmisseramte Vincent – et venskab på trods tager sin begyndelse.

Afsættet for “Welcome” er en ung mands fysiske såvel som psykiske kamp for at nå frem til sin elskede. En arketypisk historie, der har det hele. Uheldigvis for Bilal – og hans historie – er han ikke fra Vesten – nej, han er fremmed for dig og mig. Derfor tror Philippe Lloret ikke, at vi gider følge Bilals vitalt vægtige historie igennem Bilals fremmede flygtningebriller – vi kan ikke identificere os med ham er logikken. Derfor, efter filmens indledningsvise sindsoprivende sekvenser, hvor vi følger Bilal, skifter fortællingens fokus fra Bilal som subjekt over til den identificerbare vestligt franske Vincent.

Vores franske ven har kvaler med den intolerante flygtningepolitik og vil gerne af sit hjertes godhed og for at vinde sin ekskone tilbage gøre en forskel for stakkels Bilal. Nu ligner det noget. Ekskoner og samvittighedskvaler over ikke at gøre nok for verdens dårligst stillede – det er noget, vi kan forholde os til. Bilal og hans utrolige kamp reduceres således til et instrument for Vincents selvrealisering og eksisterer kun i kraft af vores vestligt handlende hovedperson, der ene og alene afgør den stakkels irakers skæbne. Kendetegnende for denne himmelråbende ambivalente synsvinkel er scenen, hvor Bilal for første gang forsøger sig med sit vanvittige vandstunt. For den ser vi ikke. Langt vigtigere er det naturligvis at følge Vincents forsøg på at tilbageerobre sin kone, for filmens mest interessante tema er jo en fransk mands kamp for sin hustru, eller hvordan var det nu, det var?

Det var formen. Det Lloret derimod siger – indholdet – er på alle niveauer helt igennem upåklageligt sat op. Vi kommer hele paletten rundt lige fra asylpolitik over racisme til tvangsægteskaber, og det på en relevant og sober facon. Særligt er outrosekvensen skarpt skåret, hvor der på en engelsk pub vises fodbold med Bilals yndlingshold Manchester United. Med udgangsbilledet af en af verdens bedste fodboldspillere, portugisiske Cristiano Ronaldo, minder det os alle om, hvilke udlændinge der er ønsket – dem, der kan svømme selv – og hvilke der ikke er.