The Wolfpack
Udgivet 21. dec 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Visse mennesker er bare heldigere end andre. “Wolfpack”-instruktør Crystal Moselle for eksempel. Andre dokumentarister kan grave i årevis uden at finde en historie, der er bare halvt så interessant som fortællingen om de filmelskende Angulo-brødre, der har tilbragt hele deres liv indspærret i en lille new yorker-lejlighed af deres overbeskyttende far. Men Moselle stødte bogstaveligt talt ind i historien på gaden. Hun opdagede den iøjnefaldende brødreflok på en af deres første ture ud i virkeligheden, og det stod hurtigt klart for den uerfarne instruktørspire, at drengenes historie var en gave. Men gid Angulo-brødrene havde været så heldige at løbe på en instruktør med lidt større mod. Det havde de charmerende brødre – og deres historie – fortjent.
Ulvekoblets historie minder lidt om Werner Herzogs “Gåden om Kasper Hauser”, hvor en ung mand lukkes ud i samfundet efter en opvækst helt uden menneskelig kontakt. Angulo-brødrenes isolation var heldigvis ikke helt så dyb som stakkels Kasper Hausers. De havde trods alt hinanden og forældrenes selskab. De blev lukket ud ved sjældne lejligheder. Og hvor Kasper Hauser måtte underholde sig med en enlig træhest, havde Angulo-drengene adgang til en mere langtidsholdbar form for adspredelse – film.
Det er selvfølgelig kun godt, at Angulo-brødrenes livsglæde og charme kan skubbe det triste udgangspunkt i baggrunden. Men instruktør Crystal Moselle er altså også forsigtig og nænsom i sin behandling af drengenes aparte opvækst og forældrenes misforståede ønske om at beskytte deres børn imod verdens dårligdomme. Begge forældre står med et forklaringsproblem, men Moselle holder dem ikke fast på deres uansvarlige metoder. De slipper af sted med at bedyre, at det så sandelig aldrig havde været deres hensigt, at tingene skulle gå, som de gik. Den urimelige ansvarsfralæggelse lader Moselle til at købe. Det er frustrerende og svagt. Men Moselle har åbenbart ikke været interesseret i den store konfrontation. “Wolfpack” har konsekvent de positive briller på, og den hjertevarme feel good-stemning gives god plads. Overskuddet og optimismen stjæler showet. Det er instruktørens valg. Og det er da heller ikke helt skidt. Hvis man ikke bliver smittet af brødrenes begejstring over deres første biograftur, så…
Ulveungerne har ikke været heldige med deres forældre. Men i stedet for at hyle har de formået at kanalisere deres frustrationer over i en filmkærlighed, der smitter og inspirerer. Og der er en vis poetisk retfærdighed i, at de nu er stjerner i deres helt egen dokumentar. Den på papiret mørke livshistorie er – på godt og ondt – blevet til en opløftende fortælling, der ikke peger fingre, men fejrer de fascinerende drenge og filmens frelsende egenskaber. Se film! Det redder liv!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet