En amerikansk coming-of-age-klassiker vækkes til live med den første trailer til “Are You There God? It’s Me, Margaret.”.
Mere end 50 år efter udgivelsen af Judy Blumes roman, er en filmatisering ved at se dagens lys. Kelly Fremon Craig, hvis hidtidige eneste anden spillefilm er en anden coming-of-age-historie, den vellykkede “The Edge of Seventeen”, har fået æren af både at instruere og skrive filmen, som vi nu har fået vores første glimt af.
Filmen fortæller historien om den 11-årige Margaret, der flytter væk fra sin velkendte virkelighed i New York City til en New Jersey-forstad, mens hun går igennem pubertetens mange udfordringer med sine nye venner i sin nye skole. I denne tumult støtter hun sig op ad sin mor, Barbara, og sin bedstemor, Sylvia.
Abby Ryder Fortson, der er bedst kendt for sin rolle som superheltedatteren Cassie Lang i “Ant-Man”, får som Margaret sin første store hovedrolle, mens Rachel McAdams spiller Barbara. Den ensomme Sylvia, der er utilfreds med at familien er flyttet, spilles af Kathy Bates, mens Margarets far, Herb, spilles af Benny Safdie.
Hans Zimmer har komponeret “Are You There God? It’s Me, Margaret.”, som endnu ikke har nogen dansk premieredato.