Efter at have været i støbeskeen siden 2002 er Warner Bros. Pictures’ annoncerede live-action-remake af japanske Katsuhiro Otomos berømte cyberpunk-manga “Akira” nu afgået ved døden.

Den planlagte filmatisering, som skulle produceres af Leonardo DiCaprios Appian Way, fik for snart halvandet år siden tilknyttet irske Ruairi Robinson som instruktør. Robinson skulle med dette projekt, der havde manuskript af Gary Whitta (“Book of Eli”), have fået sin spillefilmdebut. Da der dog ikke er sket de store fremskridt med filmen de seneste år, har filmselskabet nu valgt at droppe det ellers stort opsatte dystopiske fremtidseventyr.


Katsuhiro Otomo, som også skulle fungere som executive producer på den amerikanske fortolkning, stod selv for instruktionen på filmudgaven fra 1988 – det nu klassiske og hyldede anime-epos om en ung motorcykelbande, der bliver involveret i et hemmeligt militæreksperiment kaldet Akira-projektet i det postapokalyptiske New Tokyo.

Warner Bros. havde planlagt at omsætte Otomos værk til hele to spillefilm, der hver ville blive baseret på 10 af bindene i den i alt 20 bind lange serie. Historien ville i den amerikanske filmudgave udspille sig i New Manhattan, en storby, der blev genbygget med japansk støtte efter at være blevet destrueret 31 år tidligere.

På et tidspunkt i projektets udvikling var Joseph Gordon-Levitt (“Brick”, “The Lookout”) udset til at spille rollen som den temperamentsfulde Tetsuo, et underkuet medlem af motorcykelbanden, der efter hemmelige millitærforsøg får destruktive psyko-kinetiske kræfter.



Vis kommentarer (7)
Gravatar

#1 ducktorwho 15 år siden

Hvordan kan det være stort opsat, når de slet ikke kom igang? Man skal da sætte noget op, før man kan kalde det stort opsat?


Hvad er pointen egentlig med en film? Der er jo allerede en filmatisering. Den er bare tegnet, og så kan de fleste åbenbart ikke kapere at den ikke er for børn...
Gravatar

#2 PredatorX 15 år siden

Jeg synes nu det er okay at lave en live-action udgave... Men man tager nok projektet op igen, når Cameron har hentet en sejr ind med Battle Angel.
thecleansing.net : you call we kill
Gravatar

#3 Eat this 15 år siden

Hvis den blev Dragonball agtig, så er det måske for det bedste at den blev aflivet.
Gravatar

#4 Takeshi_K 15 år siden

Det er nok kun godt, men Ghost in the Shell lurer vist stadig... men hvis anime-filmens instruktør virkelig havde været med så kunne det jo være, at den var blevet en nogenlunde film. Det vidste jeg ikke før jeg læste det her...
Gravatar

#5 Highland Park 15 år siden

Jeg er helt enig med PredatorX. Den skal nok blive til noget en skønne dag. Desuden tager projektet ikke skade af at vente, indtil Cameron har løftet niveauet for filmteknisk kunnen med "Avatar" og "Battle Angel".
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#6 Dragon_Claw 15 år siden

Jeg ville hellere se en live-udgave af Urotsukidoji...
Tony Montana: All I got in this world is my word and my balls. And I don't break 'em for nobody!
Gravatar

#7 Notional 15 år siden

Hvor er det dog godt Hollywood ikke også voldtager og ødelægger den her klassiker. "New Manhattan" .. ffs, det skulle ikke engang foregå i Japan? Ikke underligt når amerikanerne ikke ved bedre end:

http://www.wulffmorgenthaler.com/strip.aspx?id=656...

Jeg tror også de måtte droppe slutningen af Akira filmen fuldstændigt, da det aldrig ville virke troværdigt på film.
Problemet med socialisme er, at før eller siden løber man tør for andre menneskers penge - Simon Emil Ammitzbøll

Skriv ny kommentar: