”Brudstykkerne er indimellem fantastiske og indimellem meget tæt på at virke som tåkrummende hippiekitsch – det er nu engang ualmindeligt svært at tage flyvende munke og en romance mellem en mand og et træ alvorligt – men alligevel har filmen fundet et lille, men trofast publikum.”

– Søren Ildved om “The Fountain”.

I anledning af premieren på den roste “Black Swan” har Filmz kigget lidt nærmere på Darren Aronofsky og hans tidligere film, der bl.a. tæller “Requim for a Dream” og “The Wrestler”.

Læs mere i Filmz-artiklen: Darren Aronofsky – besættelse og ukuelighed.



Vis kommentarer (74)
Gravatar

#41 Skeloboy 13 år siden

#40 - det har jeg også, men det var som sagt ikke møntet på dig specielt.
Gravatar

#42 Babo Rises 13 år siden

Det jeg mener i indlæg #13 er, at mit hjerte ikke banker for hans film. De vil aldrig være blandt mine favoritter, som det står nu. Men dermed ikke sagt, at jeg lukker øjnene for enhver kvalitet de har. I såfald havde jeg givet dem udelukkende bund domme. Og det gør jeg ikke.
Gravatar

#43 Skeloboy 13 år siden

Skeloboy (41) skrev:
#40 - det har jeg også, men det var som sagt ikke møntet på dig specielt.
Gravatar

#44 Babo Rises 13 år siden

Jo det var, fat det :)
Gravatar

#45 Skeloboy 13 år siden

hehe :)
Gravatar

#46 Slettet Bruger [1227173431] 13 år siden

Jeg kan rigtig godt lide hans film hvoraf jeg har set alle på nær "Pi". Sidstnævnte en film som Aronofsky i øvrigt selv ikke er så begejstret for. Han er jo kendt for at være en person som kører sine medarbejdere hårdt. Selv mener han blot at han fortæller hvad det er han ønsker. I og med at hans film bliver lavet på et lavt budget, må man jo nogle gange gå nogle alternative veje og så må personerne omkring ham bare stole på ham. Jeg har af den grund også fornemmelsen at der er stor respekt for ham, fra de personer som har arbejdet sammen med ham.
Det er i øvrigt altid interessant at se ham blive interviewet i og med jeg føler, at jeg altid får noget med fra hans interviews.

Og så er der jo det med at han prøver at afbilde menneskers skyggesider, hvilket jeg også finder interessant.
Wisdom's a gift, but you'd trade it for youth.
Gravatar

#47 ks 13 år siden

Aronofsky er en af mine personlige guder indenfor filmverdenen, og jeg er også blandt de sjældne, der synes 'The Fountain' er et reelt mesterværk.

Dog mener jeg stadig, at 'Requiem for a Dream' er hans bedste film - et sansebombardement af episke proportioner, og en af den slags film, der "bliver" hos en i mange, mange år fremover. Jeg har ikke set den i 5-6 år, men kan alligevel huske den næsten scene for scene. Det er sgu filmmagi, der vil noget.

'Pi' er i mine øjne hans mindst imponerende film. Den er rodet og forvirrende, og når aldrig de samme højder, som hans andre. Alligevel er det en interessant film, og det er tydeligt at se, hvordan Aronofsky er vokset fra tematikken i den film ind i den, han præsenterer i 'Requiem'.
Gravatar

#48 Nagash 13 år siden

Kviesgaard (8) skrev:
The Fountain er så ubetinget min favoritfilm til dato.

Jeg kan sagtens tage flyvende munke med romantiske forhold til træer seriøst. Om det skyldes min hang til diverse superheltetegneserier, skal jeg ikke kunne sige.


Hel og aldeles enig. Aldrig har jeg set så smuk og rørende film før. Første gang jeg så den, skuffede den fælt, fordi jeg havde forventet et kæmpe scifi-brag. Derefter fik den lov at hvile i 2 år, før et gensyn. Nu har jeg set den 5 gange siden, og hver gang rammer den lige dybt. Den varetager nogle temaer som rører dybt, med et meget flot billedsprog, der taler meget til i hvert fald min fantasi.

Og ja, jeg kan også sagtens tage flyvende munke og levende træer seriøst. Synes bestemt kun det bidrager til en utrolig smuk og smertefuld historie.
Gravatar

#49 Jens 13 år siden

Darren har som altid fokus på skygge siderne i mennesket, og det dystre. Om det handler om at finde gud, opnå perfektion eller forståelse. Igennem tal og viden, igennem stoffer, igennem sport eller dans. For mit vedkommende har alle hans film været en lille perle i sig selv, om man har lyst til at se dem ofte er en anden ting, for han medtager en igennem en følelsesmæssig rutsjebanetur hver evig eneste gang. Hvis man lader sig indvilde i hans univers, tager han dig i hoved og røv og fører dig igennem hans univers hvilket er ufatteligt smukt, ømt, hårdt, brutal og ærligt.

*WARNING SPOILER*
som film entusiast forstår jeg simpelthen ikke jeres fortolkning eller forståelse af The Fountain. Filmen handler ikke om et kærligheds forhold til et træ? eller en munk der svæver ude i rummet? Filmen er om en mands kamp imod døden. Døden som hans elskede går i møde. Dette forgår igennem adskellelige genfødsler. Det første liv møder man ham som en spansk konkistador der bliver udsendt af dronningen(hende selv) til at finde det evige liv. På dette tidspunkt har hun ikke accepteret sin død og han finder det evige liv værende genforeningen med jorden selv. Det andet liv acceptere hun det at skulle dø, men han kæmper og kæmper og ser det kun som en sygdom som skal kureres. Og han er så fandens tæt på og så dør hun. I boblen sidder han imellem liv og død, og tæller ringene på sin arm som er alle de genfødsler han har været igennem bare for at redde hende, men det er det samme. Han kan ikke redde hende, han bliver nødt til at acceptere døden. Han spiser af livets træ, og desto mere han spiser desto mere dør det og livet selv. Til sidst indser han og som i hinduismen bliver hans legeme og sjæl en del af "altet". Den sande fred og han kan endelig få fred ligesom hun fandt den i døden.
Gravatar

#50 Skeloboy 13 år siden

#49 - det er fandeme en god fortolkning :)

Skriv ny kommentar: