Få film kan så meget som Anna Odells “Gensynet”. Det har modtagelsen af filmen været et tydeligt bevis på. Flere anmeldere har afvist den, fordi den ikke passer ind i deres vanekasser: Er det fiktion eller dokumentar? Svaret til dem er: Det er en film, en god film. Den mest interessante film, der længe er blevet vist i en dansk biograf.
For hvor er det forfriskende, at en film kan ryste og rykke ved vores opfattelse af, hvad film er. Må en dokumentar iscenesætte? Må den lave en fiktionsfilm inden for sit dokumentarunivers? Ikke siden mockumentargenrens indtog med sin falske virkelighed har en film smadret vores vanetænkning på så fed en facon.
Og det er kun halvdelen af filmens succes. For med sin fortælling sætter Anna Odell provokerende, tyk spot på en af hverdagslivets største og mest undervurderede plager, mobning. Odell blev selv udsat for grusom mobning som barn, hvor hun blev opfordret til at begå selvmord af dem, hun dagligt delte klasseværelse med.
I filmen konfronterer hun ganske provokerende sine klassekammerater med deres mobning. Men en provokation eller en anderledeshed kan aldrig forsvare psykiske eller fysiske overgreb. Den fælde faldte et udvalg af de danske anmeldere ellers i.
Anmelderne i kulturprogrammet “Smagsdommerne” flirtede voldsomt med tanken om, at Anna Odell nok selv havde fortjent at blive mobbet som barn. Det samme gjorde “Filmland” på P1, hvor anmelder Per Juul Carlsen luftede tanken om, at hun nok selv var ude om det. Selv ude om overgreb? Den lader vi lige stå.
Hvad der ikke skal lades stå, er “Gensynet”, den skal skubbes fremad. For det er altså sjældent, at en film formår at både ændre vores syn på, hvad en film må, kan og skal samtidig med, at den sætter en provokerende finger på et så ømt punkt, som mobning helt åbenlyst er.
Hvad mener du?
