DreamWorks har i forbindelse med den snarlige amerikanske premiere på “Shrek den Tredje” sammensat en række nye karakterplakater til den forestående animationskomedie. De fire plakater, der bl.a. forestiller Shrek, Artie og Prins Charming, kan ses online hos IMPAwards.

Filmselskabet har desuden opdateret filmens officielle hjemmeside, Shrek.com, med et helt nyt filmklip samt featuretten “Whirlwind Adventure” i videosektionen.

I filmen tager Shrek på en mission sammen med Katten og Æsel for at finde en værdig arvtager til tronen i kongeriget Langt, Langt Borte, og i mellemtiden planlægger Prins Charming et statskup.

På rollelisten over stemmer finder man igen Mike Myers, Eddie Murphy, Cameron Diaz, Antonio Banderas og Rupert Everett, der får selskab af bl.a. Justin Timberlake som den unge Kong Arthur.

Den grønne trold og hans venner får deres nye biografeventyr i “Shrek den Tredje”, som rammer amerikanske biografer 18. maj. Herhjemme må vi dog vente til 31. august.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: