Paul Mescal og Saiorse Ronan får lov til at flekse deres dramatiske muskler i den første trailer til “Foe”.
De to irske stjerner spiller ægteparret Junior og Henrietta, der i år 2065 lever på deres afsides gård i ro og mag. Det er indtil, der en dag dukker en fremmed (“Old”-skuespiller Aaron Pierre) op ved døren med et utroligt tilbud. Junior er blevet udvalgt til at rejse til en stor rumstation, mens Henrietta må blive på jorden med en erstatning af sin mand.
Mescal kunne sidste år nyde sin første Oscar-nominering for sin rolle i “Aftersun”, og det virker tydeligt, at han er et af de navne, vi skal holde øje med i fremtiden. Helt særligt er det, at han skal lede an i Ridley Scotts længe ventede “Gladiator”-fortsættelse.
Læs også: “Ridley Scott: ‘Jeg skulle have lavet ‘Blade Runner 2””
“Lion”-instruktør Garth Davis har instrueret “Foe” baseret på Iain Reids bog af samme titel. Reid, der også har skrevet bogen “I’m Thinking of Ending Things”, har tilmed haft en finger med i produktionen af filmen, da han sammen med Davis har stået bag manuskriptet.
“Foe” har endnu ingen premiere i Danmark.