The Boys are back in town!

Endelig har vi fået vores første ordentlige blik på Eric Kripkes voldsomt underholdende superheltesatire, ”The Boys”. Seriens tredje sæson har nemlig netop fået sin første trailer, og det kan meget vel blive et helt særligt kapitel i historien, vi står over for.

Sidste sæson endte med vores hold af hovedkarakterer splittet efter at have fået tilbagetrukket alle anklager imod dem. Der er dog både nye og gamle farer, der lurer i den kommende sæson, og The Boys må endnu engang i aktion.

Traileren viser os flere af de nye ikke-så-superhelte i action for første gang – blandt andre ”The Walking Dead”-skuespilleren Laurie Holden som Scarlett Witch-parodien Crimson Countess og ”Supernatural”-stjernen Jensen Ackles som Captain America-pendanten Soldier Boy. Derudover får vi også et blik på A-Trains nye superhelteoutfit, mens der bliver taget tykt pis på Pepsis infamøse Kylie Jenner-reklame.

Nu ser det også endelig ud som om, vores helte får andre måder at bekæmpe de overnaturlige helte på end afpresning. Karl Urbans Billy Butcher har nemlig tilsyneladende – i stil med tegneserierne – besluttet sig for at tage superheltestoffet, Compound V for selv at få superkræfter.

På rollelisten finder vi sammen med Urban, Holden og Ackles et hav af tilbagevendende stjerner i form af Erin Moriarty, Antony Starr, Jack Quaid, Dominique McElligott, Jessie T. Usher, Laz Alonso, Chase Crawford, Tomer Capone, Karen Fukuhara og Giancarlo Esposito.

”The Boys” Sæson 3 får premiere på Prime Video den 3. juni.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: