Studiet forsøgte at lave den næste ‘Titanic’ – men de endte med at synke på en helt anden måde.
Drømmen var klar fra start. Stor romantik. Stor tragedie. Store følelser. Alt pakket ind i et historisk øjeblik, som allerede sad dybt i den amerikanske bevidsthed.
Filmselskabet ville lave en film, der kunne få publikum til både at græde og købe billetter i lange baner. Opskriften var tydelig inspireret af én af 90’ernes helt store biografsucceser.
Planen var at skabe den næste Titanic. Bare med krig, fly og uniformer.
Pearl Harbor blev udviklet som en romantisk tragedie forklædt som krigsfilm. To venner. Én kvinde. En stor historisk katastrofe, der skulle fungere som følelsesmæssigt trykpunkt. Alt var lagt til rette for tårevædede biografsale og heroiske øjeblikke.
Problemet opstod, da det kreative ansvar landede ét bestemt sted.
Action over alt andet
Instruktør Michael Bay satte sig i stolen med sit velkendte fokus. Eksplosioner, bombastisk musik, fly i slowmotion og billeder, der skulle se fede ud på plakater. Dialogen fik lov at passe sig selv. Karaktererne ligeså. Respekten for den virkelige historie blev sekundær.
Filmen endte med at ligne en actionfilm, der havde lånt en tragedie som kulisse. For mange virkede det som stil over substans – og det slap den ikke godt fra.
Udgivelsen i 2001 blev alt andet end den triumf, studiet havde håbet på. Kritikerne gik i flæsket på filmen med en sjælden hårdhed, og vurderingen på Rotten Tomatoes landede helt nede på 24 procent. Det var ikke bare en lunken modtagelse. Det var regulær nedslagtning.
Anmelderne nøjedes ikke med at kalde filmen klodset eller overproduceret. Kritikken gik dybere. Flere mente, at filmen var decideret umoralsk i sin behandling af en virkelig tragedie. Soldater, der mistede livet under angrebet, blev reduceret til baggrundsstøj i en romantisk fortælling, der for mange føltes malplaceret og respektløs.
Forargelsen handlede ikke kun om kvalitet, men om tone.
Timingen gjorde ikke situationen bedre. Pearl Harbor udkom samme år som terrorangrebene den 11. september. Efter angrebet ændrede publikums appetit sig drastisk. Fiktion om angreb på amerikansk jord blev pludselig svær at sluge, uanset hvor store eksplosionerne var.
Filmen, som allerede havde fået kritik, blev endnu sværere at forsvare i månederne efter. Det, der før kunne virke som overdreven underholdning, føltes nu direkte upassende for mange.
I dag står Pearl Harbor som et skoleeksempel på, hvad der sker, når ønsket om at gentage en kæmpesucces overskygger forståelsen for materialet. Ambitionen var enorm. Resultatet blev en film, der oftere nævnes som advarsel end som klassiker.
