Jeg mener det er fint at være skeptisk, men der er efter min mening forskel på at være negativ overfor en film, og så skyde den ned. Jeg må bare sige at ordvalget i anmeldelsen ikke er specielt sagligt, og tenderer til at man har set sig sur :)

Jeg læser i hvert fald ikke anmeldelsen som om man har givet filmen en chance. At han kalder karakteren Jasper en idealist vil jeg mene er problematisk, ligesom han kritiserer Clive Owens forvirring. Det er jo netop en pointe at han ikke handler med retning og mening, som den klassiske helt gør. Han gør det mere realistisk og forvirret. Efter min mening.

At han siger at han ikke forstår hvad "Fiskene" kæmper for, må stå for hans regning. Det forklares i filmen, han har måske bare ikke set efter :)

Hele spørgsmålet om barnløshed engagerer han heller ikke. Mysteriet er jo på fiktionens realitetsplan stadig et mysterium. De ved det ikke. Filmens mirakel er jo så netop at et barn fødes, det er her hvor det uforklarlige får lov at træde ind i det realistiske på mest simple og, efter temperament, rørende vis.

Det er meget nemt at remse en masse ting op fra en film, krydre det med en lettere spydig tone, og lave opremsning i en modus så man fornemmer at hele filmen må være sådan.

For mig viser det bare at man hellere vil stå udenfor og gøre grin, end at engagere sig og komme med mere klare modsvar til det man i den givne tekst ikke bryder sig om.

For mig at se har han altså ikke været inde på filmens præmisser. Nu har jeg også selv været anmelder, og skal med det samme indrømme at jeg har gjort det samme, og også mere groft. Efter min erfaring kræver det meget lidt at skyde noget ned. Det fornemmer jeg lidt er gjort her.

I øvrigt er det så noget gas, at jeg skal høre på at du (#41( er træt af beskyldninger osv. Dette er min første kommentar på en anmeldelse, og jeg har skrevet ret udførligt. Jeg kunne også sige, at hvorfor er det anmeldere og lign. aldrig sætter sig ind i kritikken for at se om de måske har taget fejl, men i stedet straks tager det som personangreb?

Hvis anmelderen synes filmen er dårlig kan det gøres bedre. Jeg nægter at tro at en film som har et kunstnerisk potentiale og udtryk bare kan affægtes så nemt, ligegyldigt om man kan lide det eller ej. Det formår en anmelder som Bo Green Jensen altid, eller meget ofte. At anmelde det (med kunstnerisk aspiration) han ikke bryder sig om, på en sådan måde så man fornemmer at der er dybder i det.

Men smag og behag. Jeg er ikke ude på at lynche nogen, men mener blot at kritik af kritik er relevant. Og forhåbentlig i dette tilfælde rimeligt argumenteret

:)

Det var rart at finde til enighed. Jeg er også enig i at anmeldere ofte kan blive skydeskive for lettere ureflekterede filmseere, der ikke har tænkt hvor de synes at film X er modsat hvad anmelderen synes, og derfor bare lader ham/hende "have it". Det kan godt være trættende at mærke og høre på.

Jeg synes også det er fedt at filmen tager det klassiske element med "kynisk mand skal hjælpe svage igennem noget, og bliver derved selv frelst" uden at det bliver tacky eller kedeligt. jeg synes i den grad konstruktionen kan bære, og faktisk også gemme sig som konstruktion. Noget skuespillet hjælper meget med til.

Nu så jeg for nylig et interview AICN havde oppe, hvor Charlie Rose interviewede Cuaron, Inaritu og Guillermo del Toro sammen. Det er interessant at mexicansk film har så meget vind i sejlene i øjeblikket. Babel var efter min meget en fantastisk film og Pans labyrint får lignende roser. Interviewet er so-so, men de morer sig meget godt. Sjovt at de er nære venner iøvrigt.

Anmelderens smag er hans egen, og den er der ingen grund til at diskutere. Men hans formidling synes jeg godt, man kan tillade sig at stille spørgsmålstegn ved. Og diskutere.

Kaduffo - du er meget velkommen til at svare igen, dette skal ses som respons på din formidling i netop denne anmeldelse, ikke generelt, for jeg synes ellers at dine anmedelser herinde fungerer godt. Den her - not so much :)

Når man giver en film en hård anmeldelse, bør man vel sørge for, at ens argumentation er dybdegående og i orden, samt at tonen er sober nok til at overbevise læseren om, at man ikke blot er drevet af antipati - ikke mindst for ens egen skyld, så man er bedre væbnet mod åndssvage personangreb. Det synes jeg ikke, at anmelderen har sørget for her.

Tonen er nærmest hånlig, og fair nok, hvis man er så utilfreds med en film, at man synes den fortjener at få nogen på hovedet. Det ville jeg ikke selv kunne sige mig fri for at gøre, og jeg synes også det kan være et krydderi på teksten med et par spydige, velplacerede hug. Men det sætter anmelderen i en sårbar position for netop personangreb, fordi det nemt kan læses som forudindtagethed - det tror jeg ikke det er her, men da spydighederne ikke er specielt velplacerede eller præcise, lugter det bare af ukonstruktiv irritation.

Og så: Argumentationen for kritikken er i mine øjne overfladisk og mangelfuld. Fx:

Der kan naturligvis indvendes, at science fiction skal bevare en hvis form for mystik. Men dramaturgien må stadig godt være nogenlunde i orden og virke nogenlunde velovervejet. Det gør den bestemt ikke i tilfældet "Children of Men".

Hvorfor? På grund af de ubesvarede spørgsmål? Det er ikke en tilstrækkeligt uddybende kritik til at man føler sig velorienteret om, hvad der i anmelderens øjne er filmens problem mht. dramaturgi.

Og bedre bliver det altså ikke med de utallige højdramatiske scener, der mildt sagt fremstår ufrivilligt komiske, når de involverede skuespillere – man må da godt nok håbe, de tager sig godt betalt – jages rundt i engelske skove og storbyforstæder for at lege røvere og soldater. Det virker meningsløst og ikke særligt genialt.

Igen: Hvofor virker det komisk? Og så er der netop en spydig kommenater omkring betaling - Hvad menes der præcist med den?

Men nu er skuespillet selvfølgelig heller ikke en af forcerne ved "Children of Men", hvis den da overhovedet har en sådan. Det har den dog trods alt. Om ikke andet besidder Cuaróns seneste (mak)værk en tiltalende billedside, der især får de hårde gadekampe sent i filmen til at fremstå intense og realistiske.

Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvorfor det er en "selvfølge" at skuespillet ikke er en force. Jeg ville endda tillade mig at sige, at det er alt andet end en selvfølge, i og med at der er tre meget anerkendte skuespillere i front, plus at skuespillet i Cuaróns film ellers tyder på eminent personinstruktion - så faktisk er det ret underligt, hvis skuespillet ikke er en force. Det vil jeg derfor gerne have forklaret, hvorfor det ikke er, for det er da interessant og ganske overraskende.

Plus dette, så er anmeldelsen nogle steder nærmest sludrende. Fx: "...force, hvis den da overhovedet har en sådan. Det har den dog trods alt. Om ikke andet.." - disse tre sætninger siger, skåret ud i pap: "Jeg ved ikke, om den har en force. Men det har den. Hvis der ikke er andre forcer, så er billedsiden en force."

Det må kunne gøres bedre og mere præcist.

Samt indledningens "..vist nok fået lidt for meget at gabe over". Hele to negeringer i én sætning. HAR den, eller har den ikke, fået for meget at gabe over, og hvad er LIDT for meget? Er der også noget, der hedder MEGET for meget? Eller er for meget ikke bare for meget?

Det stiller anmelderen svagt at underkende sin egen vurdering med disse negerende fyldord, og det er ikke hensigtsmæssigt, når kritikken efterfølgende er hård.

Jaja, det er detaljer, men det er altså formidlingen, der er alfa og omega når man skal have sine subjektive holdning til en film til at give mening som anmeldelse for et større publikum. Syns' jeg.
Hvis jeg er røvnederen at høre på, så er du, Uffe, velkommen til at rakke sproget i fx. denne artikel ned in return - jeg er sikker på at der er masser at slå ned på, hvis man går ligeså meget i fluekneppende detaljer som jeg har gjort her :)

Jeg kan nu godt lide idéen med, at det hele er lidt mystisk, og man ikke får alt forklaret. Desuden er der små hints overalt i filmen, som aviserne med "nuclear war" der dækker hele vægen til da ham dér Cliwe Owen fyren er blevet kidnappet.