Spørgsmålene hagler ned over én, mens filmen udspiller sig, men den er mindre interesseret i at besvare dem end i at få tilskueren til at stille dem. Bagved det hele lurer muligvis en sygdom i den tyske folkesjæl og spiren til fascismen – eller overvejelser om den menneskelige hakkeorden, hvor børnene er det naturligt sidste led. Filmen er dog ikke blot hjernevridning, men også en besættende oplevelse, og den præsterer adskillige optrin, der på egen stilfærdige vis er langt mere rædselsvækkende end nok så mange gummimonstre. Meget af tiden længes man nærmest efter et spøgelse eller lignende, der på en eller anden måde kunne sætte det hele i en fornuftig ramme – men intet sådan kommer, og vi efterlades i stedet alene med vores tanker.
Det er en brutal fortælling, der udspiller sig, men også en meget sødmefuld og rørende en af slagsen, og under Hanekes mesterlige håndtering blandes begge dele til gensidig fordel. “Det hvide bånd” er uden tvivl en af de mest gedigent foruroligende film, jeg nogensinde har anmeldt. Det er også en af de bedste.
#51 lagoni 14 år siden
#52 Zabriskie 14 år siden
Jeg forstår godt din indvending, men synes kun den kommer til sin ret, idet man gør whodunnit-delen til det altafgørende element i filmen, hvilket jeg netop ikke opfatter det som. Filmen er (som førnævnt) en kollektivfilm, med hvad dertilhører, og ulykkerne i landsbyen er (blot) filmens røde tråd. Med andre ord; sidehistorierne lever i fuldent harmoni i forhold til filmens overordnede tema(er), og bærer dermed en berettigelse i sig selv. Det du kalder "brudt" anser jeg som en yderst fyldestgørende måde at behandle uafhængige handlingstråde på, så det ikke føles så forbandet forceret som f.eks. i "Crash".
#53 Muldgraver 14 år siden
#52
Og ved at lade forbrydelserne forblive uopklarede, siger Haneke vel også at forbrydelsen ikke er det vigtige i filmen, filmen er ikke en krimi, men tværtimod en skildring af det samfund og de mennesker hvori en sådan serie forbrydelse forekommer, og hvilke reaktioner forbrydelsen fører med sig. Altså: Historien, hvor fortalt og brudtreflekteret den end er, er vigtig, for den fortæller om de mennesker som er historien, og lærer os alligevel at forstå os selv og hinanden lidt bedre, måske.
#54 jessup 14 år siden
#55 Muldgraver 14 år siden
#56 jessup 14 år siden
#57 filmz-jonasgr 14 år siden
Michael Haneke kan for nogle være svær at sluge. Hans stil er meget speciel. Han stiller spørgsmålene, det er så op til seerne at analysere sig frem til svarene. Der er jo ikke noget ved at han laver en film, hvor han giver os alle svarene. Ligeledes kan han godt lide at provokere og manipulere med seeren. Dette er også grunden til at jeg altid føler mig usikker på Haneke. Jovist kender jeg ofte til plottet inden jeg skal se en af hans film, men jeg ved aldrig hvorledes han vil dreje den. Jeg er på en eller anden måde altid nervøs når jeg skal se en af hans film, da jeg aldrig ved hvad han kan finde på af chokerende ting.
Således kan jeg konstatere at The White Ribbon i forhold til hans andre film på mange måder er mere human og ikke ligeså provokerende. Normalt portrætterer Haneke altid et samfunds skyggesider, hvilket han i den grad også gør her, men i horisonten aner vi også godhed i nogle af vores personer. Ikke mindst vores hovedperson som, nu som en gammel mand, fortæller os om hvad der skete i den lille landsby Eichwald lige inden 1.verdenskrig brød. Som han siger så kan han ikke huske alle detaljerne og noget af det har han fra andre personer. Med andre kan vi ikke være sikker på at historien er oprigtig. Hvem ved, måske har han selv været en værre skurk under begge krigene. Historien fortæller om hvad der lagde til grund for at de personer, som vi bliver præsenteret for, kunne gøre som de gjorde under både 1. og 2. verdenskrig. Dette gør det lettere for os at relatere, men at sige at det kun er det Haneke vil fortælle med denne historie er nok lidt let købt. Det er en universel historie. Hvad er det der ligger til grund for at personer griber til en bestemt ideologi ?
Det er et patriarkalsk inddelt samfund vi er vidne til. Mændene styrer byen med hård hånd. Baronen er øverste mand og så er der pastoren, doktoren, bønderne. Kvinderne er der for at passe børn og passe husgerningerne. Børnene gør bare som der bliver sagt ellers vanker der tæsk. Rammehistorien handler om en række uheld der er sket i landsbyen. Nogle spændt ben for doktorens hest med en ståltråd, således at han bliver slået halvt fordærvet. En bondes kone falder ned fra et loft. Nogle ødelægger baronens afgrøder og slår sønnen halvt ihjel. Et mønster tegner sig, men hvem står bag disse ugerninger ?
Filmen er for størsteparten delt op i små historier, hvor vi bliver præsenteret for de enkelte samfundslag, hvoraf nogle af dem har relevans for rammehistorien og andre ikke, det er op til seeren at bestemme.
Det første jeg lagde mærke til da jeg startede filmen var den fantastiske sort/hvide cinematografi som Christian Berger har skabt (og meget fortjent blev oscarnomineret for). Sort/hvid passer meget godt til filmens udtryk. Det er en meget ”kold” film og derfor ville en farvet film ikke skabe den samme illusion. Derudover har vi som seere nemmer ved at forholde os til perioden, da vi har en forestilling om en verden i sort/hvide, ikke mindst skabt af gamle fotografier (som jo var i sort/hvid på dette tidspunkt). Der er så mange detaljer i hvert enkelt billede. Jeg kunne sidde og se filmen og blot betragte de billeder som Christian Berger skaber. Dejligt er det også at Haneke, som han har for vane for, tager meget lange skud og ikke mindst holder kameraet i ro. Mange af gangene også med en skæv vinkel, så vi ikke for hele billedet med. F.eks. går bonde på et tidspunkt ind for at se sin afdøde hustru. Vi ser til ude fra gangen og ind gennem døren, mens han går ind. Vi kan lige ane hustruens ben og fødder, mens hendes ansigt er gemt væk bag en væk. Således kommer manden også til at gemme sig bag væggen og således også hans gråd. Det er et velkendt Haneke træk, at vise sårbarhed og uhyggelig/voldsomme scener bag lukke døre. Det vi ikke kan se og høre, virker ofte meget voldsommere, er Hanekes tese. Ligeledes er der også en voldsom afstraffelsesscene som virker ganske voldsom. Den virker voldsom både på grund af det førnævnte, men også fordi Haneke ingen underlægningsmusik bruger (i nogle af hans film). Tilbage står tomheden og da pastorens søn går ind bag den lukkede dør for at få med fars læderrem, sidder vi bare og venter på hvornår slagene starter.
Apropos musik, så er der to gange i filmen, hvor Haneke vil drille os. På et tidspunkt kigger vi ud over landskabet og musik fra et klaver starter. I første omgang tror man at Haneke lige pludselig har valgt at lægge musik ind i filmen, men efterhånden som kameraet zoomer væk, opdager vi at det er baronessen som er ved at lære fra sig på et klaver. Sådanne træk minder os lige om, at Haneke altså kan manipulere med os, hvis altså han vil.
Skuespillerne i filmen er alle sammen relativt ukendte og for mange vedkommendes også uprøvede. Det er nogle af de bedste præstationer fra børn, jeg har set i meget lang tid. De fungerer alle på en. Især var jeg meget imponeret af Thibault Sérié, som spiller den 4-årige Gustav. Han er en af de personer hvor man fornemmer noget godhed, renhed og uskyldighed. Scenen hvor han spørger til døden er imponerende spillet. En anden stærk scene i filmen, som står stadigvæk står klart for mig er Martins (Leonard Proxauf) som dumdristigt begiver sig ud på et meterhøjt gelænder og derefter beretter til læreren: ”Jeg gav gud en chance for at slå mig ihjel, men han gjorde det ikke, så han er tilfreds med mig”.
Haneke var i øvrigt sammen med resten af sit team rundt i hele Tyskland for at finde skuespillere til filmen og har haft flere tusinde til casting. Det siger noget om ambitionsniveauet hos Haneke. Han har ønsket at lave en fuldendt film og det har han gjort. Bravo.
10/10
'Cause I'm evil"