Spørgsmålene hagler ned over én, mens filmen udspiller sig, men den er mindre interesseret i at besvare dem end i at få tilskueren til at stille dem. Bagved det hele lurer muligvis en sygdom i den tyske folkesjæl og spiren til fascismen – eller overvejelser om den menneskelige hakkeorden, hvor børnene er det naturligt sidste led. Filmen er dog ikke blot hjernevridning, men også en besættende oplevelse, og den præsterer adskillige optrin, der på egen stilfærdige vis er langt mere rædselsvækkende end nok så mange gummimonstre. Meget af tiden længes man nærmest efter et spøgelse eller lignende, der på en eller anden måde kunne sætte det hele i en fornuftig ramme – men intet sådan kommer, og vi efterlades i stedet alene med vores tanker.

Det er en brutal fortælling, der udspiller sig, men også en meget sødmefuld og rørende en af slagsen, og under Hanekes mesterlige håndtering blandes begge dele til gensidig fordel. “Det hvide bånd” er uden tvivl en af de mest gedigent foruroligende film, jeg nogensinde har anmeldt. Det er også en af de bedste.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#41 coolflash 14 år siden

Var en tur i mørket i går for at se filmen... Hold da op - den krøb ind under huden på den fede måde!

Er vild med tempoet, tematikken, sort/hvid-æstetikken og
at slutningen er så anti-hollywood'sk uforløst - ingen stor "tadaaa, her får du serveret hele skinken på et sølvfad!"-afsløring.
.

Opfangede noget post-film sniksnak fra de andre filmgængere allá "den var da godt nok lang og kedelig". Jeg kan egentlig godt forstå hvorfor nogen ville have den holdning, da filmen kræver rigtig meget af sin beskuer. Men, det er vel netop også Haneke's, for at bruge et gennemtærsket ord, "mission" med denne film. At kickstarte Ye Old Noodle og plante en sund portion eftertanke i sindet.

I mit tilfælde kan jeg bare sige: Mission Accomplished Mr. Haneke. Og jeg overvejer stærkt at tage ind og se den igen i bio, da jeg tror den vinder endnu mere ved gensyn.
"Advertising has us chasing cars and clothes, working jobs we hate so we can buy shit we don't need."
Gravatar

#42 lagoni 14 år siden

Efter at ha' set denne, følte jeg ikke andet end noget der bedst kan beskrives som ligegyldighed. Jovist, skuespillet var godt (især børnene) og historien/historierne var gode, men den sagde mig bare ikke noget. Den ligger op til gætterier og jeg tænkte om jeg skulle tolke på et eller andet for at få mere ud af den, men kan ikke se hvad. At man skal gætte og at slutningen ikke forklarer alt er interessant, men alt i alt en uimponerende film.
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
Gravatar

#43 Lord Beef Jerky 14 år siden

Haneke uimponerende? That's a first.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Gravatar

#44 ks 14 år siden

Lord Beef Jerky (5) skrev:
Uf, den må og skal jeg se.... har kun set de to Funny Games og Seventh Continent af manden, men de er alle fantastiske!


Lord Beef Jerky (43) skrev:
Haneke uimponerende? That's a first.


Siger du efter at have set to af hans film? :)

Hvad der imponerer er trods alt vitterligt meget subjektivt.
Gravatar

#45 Zabriskie 14 år siden

#42

Historierne var gode, men sagde dig ikke noget. Er det ikke selvmodsigende? Jeg har det personligt svært ved at finde historier gode, hvis ikke de siger mig noget.

Du siger filmen er uimponerende. Hvad dækker dette for dig? At historien ikke rører dig? At du ikke bliver revet med? At filmen er middelmådig? At den beskæftiger sig med emner der er set før? At den er utilgængelig?
At den er ligegyldig? At den er kluntet fortalt? At den er æstetisk vag? At den er inkonsekvent i sit udtryk?
Er uimponerende lig med dårlig?

Jeg spørger af interesse, da jeg personligt knap kan nævne en film jeg finder mere imponerende end denne (det skulle da lige være Avatar, men af helt andre årsager, og årsager der har mindre med filmisk kvalitet at gøre), og at dit ordvalg derfor forkommer mig yderst interessant, og en nærmere definition derfor kunne være spændende.

Jeg kunne også spørge; hvad er for dig en imponerende film?
Le temps détruit tout
Gravatar

#46 lagoni 14 år siden

Zabriskie (45) skrev:
Historierne var gode, men sagde dig ikke noget. Er det ikke selvmodsigende? Jeg har det personligt svært ved at finde historier gode, hvis ikke de siger mig noget.


Nej, det synes jeg ikke er selvmodsigende. Et Anders And-blad kan ha' en god historie, men derfor behøves den ikke sige mig noget andet end 'god historie' - og nej, jeg sammenligner ikke Anders And og Haneke nu, jeg mener bare at historier godt kan være gode uden at ændre liv.

Zabriskie (45) skrev:
Du siger filmen er uimponerende. Hvad dækker dette for dig? At historien ikke rører dig? At du ikke bliver revet med? At filmen er middelmådig? At den beskæftiger sig med emner der er set før? At den er utilgængelig?
At den er ligegyldig? At den er kluntet fortalt? At den er æstetisk vag? At den er inkonsekvent i sit udtryk?
Er uimponerende lig med dårlig?


Puha, mange spørgsmålstegn. Jeg kan - især ved film o.l. - ikke definere min opfattelse af (u)imponerende, men du spørger om historien ikke rører mig og om jeg ikke bliver revet med og det er her klart det de gør den uimponerende for mig. Uimponerende er ikke nødvendigvis lig dårlig og jeg mener heller ikke Det hvide bånd er direkte dårlig, den er bare uinteressant for mig.

Mht hvad der for mig er en imponerende film, så er det igen svært at definere. Den jeg sidst så der imponerede og rørte mig, var Rachel Getting Married og der kan jeg ikke sætte ord på hvorfor. Jeg er generelt ikke god at diskutere film med, jeg lader til at være elendig til at forklare mig :)
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
Gravatar

#47 ks 14 år siden

Det er heller ikke let at forklare sig, når man sættes på en anklagebænk, hvor anklageren starter med at stille 10 spørgsmål oveni hinanden :)

Haneke har en vis momentum herinde, hvor man enten forguder ham - eller sættes i bås som ikke at have forstand på, hvad en virkelig god film er.

Jeg så filmen sammen med lagoni, og vi var egentlig nok lige skuffede ved slutningen. Jeg har efterhånden set en del Haneke (langt fra alle, mind you), og må også indrømme, at jeg ikke rigtig synes, Det Hvide Bånd fungerede for mig. Dertil vil den simpelthen alt for meget med sin historie, uden nogensinde for alvor at blive vedkommende for os som publikum.

Jeg foretrækker så absolut de Haneke film, hvor historien er skåret langt skarpere - som fx Skjult eller Funny Games. Deri følger vi et enkelt plot udvikle sig - ofte på mystisk vis - men det er trods alt den samme historie, der understøtter og uddyber sin morale og mystik undervejs.

I kontrast til disse, synes jeg Det Hvide Bånd vil fortælle og moralisere alt for mange ting. Det gør den så på en bevidst "gådefuld" måde, hvor tilskueren ene og alene må gætte på instruktørens intentioner. Jeg kan egentlig godt lide fortolkning og nysgerrighed overfor films historie og budskaber, men i "Det Hvide Bånd" synes jeg simpelthen det blev for meget. Scenerne er alle skåret på en måde, hvor vi aldrig rigtig kommer ind bag facaden. I stedet efterlades vi til at spekulere, hvad der egentlig var meningen med den scene. Det er et problem, når Haneke i denne film efterlader utroligt få (hvis nogen overhovedet) spor at tolke på. Derfor bliver den interessante fortolkningsproces i stedet til ren gætteri, da der simpelthen ikke er nok ledetråde i historien til, at vi konkludere noget som helst. Eller jeg så dem i hvert fald ikke.

Derudover er plottet i filmen simpelthen også for upræcist. Da vi var 1-1.5 time inde i filmen, var jeg stadig forvirret over, hvad det egentlig var for en historie den forsøgte at fortælle. Det er simpelthen for lang tid. Dermed ikke sagt, at jeg fandt historien uforståelig. Den er let nok at følge, men det er virkelig svært at få overblik over "den dybere mening".

Alligevel må jeg dog også sige, at det er en utrolig stemningsfuld film. Og selvom jeg fandt den meget uforløst ved sin slutning, så var jeg stadig nysgerrig og fænget filmen igennem. Derfor vil jeg ikke kalde det en dårlig film, men - som lagoni - blot en uimponerende film.
Gravatar

#48 Lord Beef Jerky 14 år siden

#44 To Funny Games plus Seventh Continent udgør så vidt jeg kan regne på det hele 3 film. Men ja, jeg har konstateret at han er ret konsekvent imponerende, også i kraft af de interviews jeg har læst med ham, hvad jeg har læst om ham i diverse artikler, og naturligvis de bunker af positive anmeldelser af anmeldere jeg generelt er enig med.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Gravatar

#49 Zabriskie 14 år siden

#46-47

De mange spørgmål var egentlig ikke ment som en anklage, men snarere som oplæg til dialog, da jeg prøvede at gisne mig frem til hvad uimponeret i denne sammenhæng kunne stå for.

Det er interessant at du (ks) efterlyser en enstrenget handling ala de fleste andre Haneke-film, da netop Det Hvide Bånd's mange handlingstråde var en af filmens (for mig) virkelig imponerende aspekter, og der hvor den løfter sig over mange andre Haneke-film.
Du mener at filmen moraliserer for meget, men efterlyser alligevel en konklusion på noget som helst, hvad jeg ser som en selvmodsigelse; hvordan kan en film moralisere uden at være klar i sin konklusion?

Alt i alt fornemmer jeg at filmen ikke er set i lyset af sin præmis (for nu at forfalde til et vanligt internetfilmforum-argument), da vi her har at gøre med en kollektivroman (på film). Det er altså ikke den sædvanlige koncentrede Haneke-historie, men en myriade af små kortfilm, der forbindes på kryds og tværs, for tilsammen at beskrive miljøet i en lille tysk landsby på tærsklen til første verdenskrig.
Og her nærmer jeg mig hvad jeg netop finder så aldeles imponerede ved netop denne Haneke-film.
Han formår at fortælle en dejlig subtil whodunnit historie indimellem uhyggeligt præcise beskrivelser af den autoritære og patriarkalske verden som indbyggerne i den lille by befinder sig i. Det gør han med et persongalleri, hvor samtlige karakterer har Hanekes sædvanlige imponerende psykologiske dybde, men her i et antal der på alle måder vidner om en mesters kraftpræstation. Filmens omfang er ærefrygtindgydende; tematikken er altomsiggribende, og fortæller (bredest defineret) historien om det gamle Europa lige før det totale kollaps i de efterfølgende to verdenskrige, et værdi-kompleks der har overlevet sig selv og er dømt til undergang. Filmen emmer af noget dybt skæbnesvangert der breder sig langt udover grænserne på den lille landsby.
Med enormt fortællemæssigt overskud rystes en perle af en kærlighedshistorie ind mellem mystiske hændelser og en af de flotteste beskrivelser af ortodoks autoritær kristendom jeg nogensinde har set, og afsløringen af hovedplottet sker netop ikke i en stor finale, men får lov til langsomt at krybe ind under huden på tilskueren.

Og hvem er de skyldige? Børnene? Det er aldrig børnenes skyld...


Og alt dette gøres med en sådan autencitet, at man på intet tidspunkt føler sig fanget i et nøje konstrueret plot, men derimod føler at hændelserne passerer med den største naturlighed.

Du siger at det tog en hel til halvanden time før du rigtig blev klar over hvad historien forsøgte at fortælle. Dette begyndte måske først rigtig at gå op for mig da filmen nærmede sig sin afslutning, og der er ment som en udtalt cadeau. Dette er ikke fordi filmen er slapt fortalt, men fordi den er så forbandet stringent - og insisterer på at udstråle autencitet. Det er selvfølgelig en temperamentssag om man lader sig rive med af Haneke's nøgterne, nærmest kyniske fortællestil. For mig er det en befrielse at se en film som i så udpræget grad nægter at manipulere med ens følelser, men afholder sig fra det, uden at give slip på filmsproget og det præcise udtryk - dette er ikke kedelig socialrealisme. Filmen præsenterer gentagne dybt gribende scener og Haneke formår at puste menneskelighed i de mest dæmoniske personer.

Scenen hvor præstens søn giver præsten en gave (eller er det en ny fugl?), efter at datteren har myrdet den gamle, og præsten kæmper med at holde facaden, og ikke vise sønnen hvor dybt berørt han er af episoden, er et godt eksempel på dette


Det kan selvfølgelig være en skuffelse at Haneke bruger mindre tid på mystikken og mere tid på at beskrive en tidsmentalitet, men for mig fremstår dette som Hanekes mest modne film - modsat eksempelvis Funny Games, der (dens kvaliteter til trods) tangerer at være en lidt for fiks idé.

Og så er den underskønne cinematografi, de fantastiske børneskuespillere og den forrygende scenografi ikke engang nævnt. (nu er de)

Jeg vil endnu engang anbefale denne film til alle, der gerne vil andet end bare underholdes når de går i biografen. En stor, stor film.
Le temps détruit tout
Gravatar

#50 Muldgraver 14 år siden

Zabriskie: Præcis. Fantastisk at der kan være så mange nuancer i en sort/hvid-film og et umiddelbart sort/hvidt emne. Jeg tænkte på at skrive herinde hvorfor jeg syntes om filmen, men at skulle rumme alle detaljerne i det store hele fik mig hver gang til at tabe pusten, og ikke et ord kom på skærmen. Du har dog lige gjort et ganske hæderligt udfald mod ordløsheden i din måde at beskrive filmens kvaliteter på (jeg er ikke deltagende i debatten du har), så kudos til dig, og tak for jeg hermed kan læne mig op ad din lovprisning.
"Mørk ånde i det grønne krat." G. Trakl

Skriv ny kommentar: