Var en tur i mørket i går for at se filmen... Hold da op - den krøb ind under huden på den fede måde!

Er vild med tempoet, tematikken, sort/hvid-æstetikken og .

Opfangede noget post-film sniksnak fra de andre filmgængere allá "den var da godt nok lang og kedelig". Jeg kan egentlig godt forstå hvorfor nogen ville have den holdning, da filmen kræver rigtig meget af sin beskuer. Men, det er vel netop også Haneke's, for at bruge et gennemtærsket ord, "mission" med denne film. At kickstarte Ye Old Noodle og plante en sund portion eftertanke i sindet.

I mit tilfælde kan jeg bare sige: Mission Accomplished Mr. Haneke. Og jeg overvejer stærkt at tage ind og se den igen i bio, da jeg tror den vinder endnu mere ved gensyn.

Haneke uimponerende? That's a first.

#42

Historierne var gode, men sagde dig ikke noget. Er det ikke selvmodsigende? Jeg har det personligt svært ved at finde historier gode, hvis ikke de siger mig noget.

Du siger filmen er uimponerende. Hvad dækker dette for dig? At historien ikke rører dig? At du ikke bliver revet med? At filmen er middelmådig? At den beskæftiger sig med emner der er set før? At den er utilgængelig?
At den er ligegyldig? At den er kluntet fortalt? At den er æstetisk vag? At den er inkonsekvent i sit udtryk?
Er uimponerende lig med dårlig?

Jeg spørger af interesse, da jeg personligt knap kan nævne en film jeg finder mere imponerende end denne (det skulle da lige være Avatar, men af helt andre årsager, og årsager der har mindre med filmisk kvalitet at gøre), og at dit ordvalg derfor forkommer mig yderst interessant, og en nærmere definition derfor kunne være spændende.

Jeg kunne også spørge; hvad er for dig en imponerende film?

Det er heller ikke let at forklare sig, når man sættes på en anklagebænk, hvor anklageren starter med at stille 10 spørgsmål oveni hinanden :)

Haneke har en vis momentum herinde, hvor man enten forguder ham - eller sættes i bås som ikke at have forstand på, hvad en virkelig god film er.

Jeg så filmen sammen med lagoni, og vi var egentlig nok lige skuffede ved slutningen. Jeg har efterhånden set en del Haneke (langt fra alle, mind you), og må også indrømme, at jeg ikke rigtig synes, Det Hvide Bånd fungerede for mig. Dertil vil den simpelthen alt for meget med sin historie, uden nogensinde for alvor at blive vedkommende for os som publikum.

Jeg foretrækker så absolut de Haneke film, hvor historien er skåret langt skarpere - som fx Skjult eller Funny Games. Deri følger vi et enkelt plot udvikle sig - ofte på mystisk vis - men det er trods alt den samme historie, der understøtter og uddyber sin morale og mystik undervejs.

I kontrast til disse, synes jeg Det Hvide Bånd vil fortælle og moralisere alt for mange ting. Det gør den så på en bevidst "gådefuld" måde, hvor tilskueren ene og alene må gætte på instruktørens intentioner. Jeg kan egentlig godt lide fortolkning og nysgerrighed overfor films historie og budskaber, men i "Det Hvide Bånd" synes jeg simpelthen det blev for meget. Scenerne er alle skåret på en måde, hvor vi aldrig rigtig kommer ind bag facaden. I stedet efterlades vi til at spekulere, hvad der egentlig var meningen med den scene. Det er et problem, når Haneke i denne film efterlader utroligt få (hvis nogen overhovedet) spor at tolke på. Derfor bliver den interessante fortolkningsproces i stedet til ren gætteri, da der simpelthen ikke er nok ledetråde i historien til, at vi konkludere noget som helst. Eller jeg så dem i hvert fald ikke.

Derudover er plottet i filmen simpelthen også for upræcist. Da vi var 1-1.5 time inde i filmen, var jeg stadig forvirret over, hvad det egentlig var for en historie den forsøgte at fortælle. Det er simpelthen for lang tid. Dermed ikke sagt, at jeg fandt historien uforståelig. Den er let nok at følge, men det er virkelig svært at få overblik over "den dybere mening".

Alligevel må jeg dog også sige, at det er en utrolig stemningsfuld film. Og selvom jeg fandt den meget uforløst ved sin slutning, så var jeg stadig nysgerrig og fænget filmen igennem. Derfor vil jeg ikke kalde det en dårlig film, men - som lagoni - blot en uimponerende film.

#46-47

De mange spørgmål var egentlig ikke ment som en anklage, men snarere som oplæg til dialog, da jeg prøvede at gisne mig frem til hvad uimponeret i denne sammenhæng kunne stå for.

Det er interessant at du (ks) efterlyser en enstrenget handling ala de fleste andre Haneke-film, da netop Det Hvide Bånd's mange handlingstråde var en af filmens (for mig) virkelig imponerende aspekter, og der hvor den løfter sig over mange andre Haneke-film.
Du mener at filmen moraliserer for meget, men efterlyser alligevel en konklusion på noget som helst, hvad jeg ser som en selvmodsigelse; hvordan kan en film moralisere uden at være klar i sin konklusion?

Alt i alt fornemmer jeg at filmen ikke er set i lyset af sin præmis (for nu at forfalde til et vanligt internetfilmforum-argument), da vi her har at gøre med en kollektivroman (på film). Det er altså ikke den sædvanlige koncentrede Haneke-historie, men en myriade af små kortfilm, der forbindes på kryds og tværs, for tilsammen at beskrive miljøet i en lille tysk landsby på tærsklen til første verdenskrig.
Og her nærmer jeg mig hvad jeg netop finder så aldeles imponerede ved netop denne Haneke-film.
Han formår at fortælle en dejlig subtil whodunnit historie indimellem uhyggeligt præcise beskrivelser af den autoritære og patriarkalske verden som indbyggerne i den lille by befinder sig i. Det gør han med et persongalleri, hvor samtlige karakterer har Hanekes sædvanlige imponerende psykologiske dybde, men her i et antal der på alle måder vidner om en mesters kraftpræstation. Filmens omfang er ærefrygtindgydende; tematikken er altomsiggribende, og fortæller (bredest defineret) historien om det gamle Europa lige før det totale kollaps i de efterfølgende to verdenskrige, et værdi-kompleks der har overlevet sig selv og er dømt til undergang. Filmen emmer af noget dybt skæbnesvangert der breder sig langt udover grænserne på den lille landsby.
Med enormt fortællemæssigt overskud rystes en perle af en kærlighedshistorie ind mellem mystiske hændelser og en af de flotteste beskrivelser af ortodoks autoritær kristendom jeg nogensinde har set, og afsløringen af hovedplottet sker netop ikke i en stor finale, men får lov til langsomt at krybe ind under huden på tilskueren.



Og alt dette gøres med en sådan autencitet, at man på intet tidspunkt føler sig fanget i et nøje konstrueret plot, men derimod føler at hændelserne passerer med den største naturlighed.

Du siger at det tog en hel til halvanden time før du rigtig blev klar over hvad historien forsøgte at fortælle. Dette begyndte måske først rigtig at gå op for mig da filmen nærmede sig sin afslutning, og der er ment som en udtalt cadeau. Dette er ikke fordi filmen er slapt fortalt, men fordi den er så forbandet stringent - og insisterer på at udstråle autencitet. Det er selvfølgelig en temperamentssag om man lader sig rive med af Haneke's nøgterne, nærmest kyniske fortællestil. For mig er det en befrielse at se en film som i så udpræget grad nægter at manipulere med ens følelser, men afholder sig fra det, uden at give slip på filmsproget og det præcise udtryk - dette er ikke kedelig socialrealisme. Filmen præsenterer gentagne dybt gribende scener og Haneke formår at puste menneskelighed i de mest dæmoniske personer.



Det kan selvfølgelig være en skuffelse at Haneke bruger mindre tid på mystikken og mere tid på at beskrive en tidsmentalitet, men for mig fremstår dette som Hanekes mest modne film - modsat eksempelvis Funny Games, der (dens kvaliteter til trods) tangerer at være en lidt for fiks idé.

Og så er den underskønne cinematografi, de fantastiske børneskuespillere og den forrygende scenografi ikke engang nævnt. (nu er de)

Jeg vil endnu engang anbefale denne film til alle, der gerne vil andet end bare underholdes når de går i biografen. En stor, stor film.