Anmeldelsen passer ganske fint på min egen oplevelse af filmen og jeg synes desværre også at meget af det passer på de fleste af Tarantinos film..

"Django Unchained" er næsten et mesterværk, og den bedste biografoplevelse jeg har haft siden "Inglourious Basterds". Jeg har set et par anmeldelser kalde hans film for overfladiske - Det er de ikke. Hvis man synes hans film er overfladiske, så er det simpelthen fordi man ikke er villig til at dykke langt eller ned, eller fordi man kigger de forkerte steder.


"Den er mere interesseret i at få slaver til at virke seje end i at fortælle historien om deres undertrykkelse".


Virkelig? Jeg er uenig.


Han har da en hel masse at sige om undertrykkelse, det bliver bare gjort på en anderledes facon. Han kigger på hvad film- og popkulturen allerede har fortalt om slaveriet, og så behandler han det. For mig virkede filmen mest af alt som en spoof på hvad republikanere tror Obama og de liberale vil med USA.


Tarantino er dybt fascineret af vold. Ikke for at forarge, men for at få dig til at tænke over, præcis hvordan du behandler brutaliteten og hvorfor man (måske) griner. Schultz er en mand der udøver disse voldsgerninger, og til tider nyder dem. Men i sidste ende bliver han mere påvirket af slaveriet. Hvis du tror hans stil kommer på bekostning af udviklingen af hans karakterer og plottet, tror jeg du tager fejl. Alle hans figurer går gennem transformationer og alle hans film har lange, "rolige" øjeblikke. Hans Landa i "IB"går fra at være en mand der er glad for den måde folk opfatter ham på, til næsten decideret at hade det og desperat søger efter en vej ud. Jules i "Pulp Fiction" gennemgår også en transformation.


For mig er Quentin Tarantinos film direkte forbundet med de følelser, der formede mig som en filmfan og når jeg ser folk kritisere hans film og kalde dem for "pastiche" eller "rip-offs" bliver jeg en smule frustreret. Manden er en helt igennem moderne film kunstner, og hans måde at arbejde på er ikke noget, der automatisk vil falde i smag hos alle, hvilket naturligvis er fair nok. Men når han kaster hans forskellige referencer i en blender og skaber en af ​​hans hyper-potente filmiske cocktails, synes jeg resultatet er mere end blot stumper og stykker fra andre film. Tarantino viser igen med "Django Unchained" at hans film er proppet med kærlighed og viden om film, og jeg føler aldrig at det bliver sådan en indkøbsliste af forskellige referencer der skal sættes hak ved. Hans film handler om hvordan ikonografi fungerer som et fælles sprog for filmelskere, og han spiller både til og mod forventning i sit arbejde på måder, der viser at han er en af de klogeste (og muligvis den bedste) nulevende amerikanske instruktør der arbejder i dag.


Jeg kan godt forstå hvorfor mange anmeldere er begejstret over for DiCaprio og Waltz. Deres præstationer er flashy, så det er naturligt at man ligger mest mærke til dem - men Jamie Foxx er filmens højdepunkt for mig. Hans præstation er fyldt med subtile nuancer, og det er en del mere imponerende end "bare" at råbe højt.


9 / 10 for mig, i hvert fald. Mit eneste problem er at jeg ville ønske, at Kerry Washington fik mere spilletid. Vi lever i en verden hvor så mange instruktører *host* Nolan *host* ikke ved hvordan man bruger kvindelige karakterer, at det er en skam at manden der skrev Shoshanna ikke dedikerer mere tid til Broomhilda.

Når det mest kritiske anmeldelse jeg er stødt på herhjemme, er at finde her og den endda overvejende er positiv, så er jeg en glad dreng:)

Har lige set den, og filmen var ok tilfredsstillende, men heller ikke mere. QT kører lidt i samme rille med hævn-historien, og det kunne jeg også acceptere til en vis grad, men filmen går simpelthen lidt død på et tidspunkt, og blev mig ærligt lidt småkedelig. Første akt fungerer dog fremragende, og hele castet er oplagte, særlt Fox, DiCaprio og Waltz er helt forrygende. Waltz gentager måske lidt sig selv fra Inglorious Basterds, men godt er det stadig. DiCaprio viser til gengæld atter en ny side af sit omfattende talent. Lyd, fotografering og kulisser er altsammen top notch. Så mange elementer er gode nok, omend er helhedsindtrykket måske knap så stærkt, men røverhistorien er go' mens den står på.

4/6

#17: Hey, så ramte anmelderen da faktisk ganske godt? ;) Har ikke selv set den, men har altid høje forventninger til en Tarantino-film. Dog synes jeg, at Inglourious Basterds var ret så utilfredsstillende, og jeg fornemmer, at stilen i Django er meget den samme.. Men nu må vi se!