For ikke at tale om The Messenger, som jeg netop har set :-)

Hmmm, body of lies siger du. Jeg ved, at jeg har set den, men kan ikke huske en bjælde derfra, og det plejer sjældent at være et tegn på kvalitet...

Harsh times var den i biograferne? Den kan jeg dog huske, meeeen den burde havde været "straigth-to-video". (Og når jeg siger straight-to-video, så siger jeg det ikke med Kramers entusiasme! :-) )

Og ak nej, the messenger faldt heller ikke i min smag. Faktisk lignede den lidt en kedelig tv-produktion fra 90'erne.

Men ja, den bedste er uden tvivl Hurt Locker, men som flere har bemærket, var det et sløvt felt til Oscar i år, og hvis det havde været et gennemsnitsår, havde den måske ikke engang været nomineret. Når det er sagt, synes jeg, at det var den rigtige vinder og fedt, at den slog Avatar.

Jeg håbede netop The Insider anmeldte denne, da han ser ud til at værdsætte Greengrass af mange af de samme årsager som mig selv. Jeg så den på Blu-ray i forgårs, og var også ganske begejstret.
Paul Greengrass er mester til at iscenesætte på sådan en måde, at virkelighedsillusion og ren filmisk thrill går fornemt hånd i hånd. Og dette gælder alle scener, ikke kun actionscenerne. Kameraet arbejder på en intuitiv flakkende facon, der minder mere om det menneskelige øjes springende punktnedslag end noget andet jeg har set, en form der kræver enorme håndværksmæssige evner af den tekniske afdeling, da fokus og billedkomposition er i konstant forandring.
Dette betyder dog ikke et kompromis ift. motivet kameraet indfanger på sin ujævne vej, da hver eneste komposition er billedskøn i en grad, der vidner om stort visuelt talent, samt et utroligt forarbejde, netop når kameraet arbejder så uroligt. Sammenblandingen af det pompøse cinemascope og det dokumentariske, håndholdte look, skaber et smukt udtryk.
De fleste scener i Green Zone, er løst på en anderledes, modig og original vis, men fordi Greengrass og fotograf har et så fornemt greb om filmsproget, glider det ligeså let ned som en pose popcorn og en halv liter cola; det er modigt at være så stilren og grænsebrydende på billedsiden i en film der skal ramme det brede publikum.

Og endnu engang viser Greengrass store evner som personinstruktør, i en film hvor ikke bare Matt Damon og Brendan Gleeson præsterer og forfører, men hele det store persongalleri af biroller leverer en overbevisende indsats.
Her overgår Greengrass klart de fleste andre af hollywoods hypede blockbusterkoryfæer, James Cameron, Christopher Nolan (ja!), Sam Raimi, Peter Jackson m.fl., som virker til at interessere sig mere for storslået pathos, end dybtfølte skuespilspræstationer, så kun hovedrolleindehavende a-liste-skuespillere synes at kunne trække den hjem på rutinen og talentet og musikken, hvorimod bi-rollerne lider.

Filmen er selvfølgelig ren underholdning, men det ved Greengrass også godt; han ved hvad han lover, og han ved, hvordan han skal holde løftet.
Dette er endnu en film fra Greengrass der lever helt og aldeles op til sin præmis; godt gedigent filmhåndværk, der tager selv seriøst på den fede måde.

#36

Jeg vil gerne skelne mellem et spændende persongalleri og overbevisende skuespil. Green Zone er fyldt med karikerede figurer og arketyper, men ikke desto mindre leverer de overbevisende skuespillerpræstationer, modsat hvad førnævnte instruktører formår.

Jeg ved ikke hvad det vil sige at et persongalleri er "hullet som en si". Mangler der personer til at bære historien, eller er de psykologisk mangelfulde? Eller noget tredje?

Degraderingen af Greengrass' stil til "shaky cam", er for mig en total forfladigelse af den visuelle iscenesættelse han formår. Modsat mange andre forsøg på "shaky cam" er Greengrass kamerabevægelser ikke umotiverede, og han er dygtig til at etablere geografiske' rum på trods af urolighederne. Han arbejder med skæve kompositioner, hvor motivet presses af slørede forgrunde, og fylder konsekvent bredformatet ud med "brudte" objekter, personer, bygninger, biler osv., der smukt fodrer illusionen om en verden uden for filmens univers, den rigtige verden, hvilket fint underbygger Greengrass tilgang til historiefortælling i øvrigt. Hans brug af lange linser og den dertilhørende smalle dybdeskarphed giver dejligt intensive billeder selv i rolige scener, og hans sans for framing er i almindelighed en fryd at se på.
At afskrive Greengrass som en banal overforbruger af "shaky cam", eller medløber på en "trend", er forsimplet og overfladisk.
Greengrass har skabt en ganske særegen visuel stil som ikke kan kopieres ved at spænde et kamera omkring maven på en tyr i brunst (kh Bruce).

#37

Ja, filmen mangler personer til at bære historien. Man er ligeglad med både Damon og de andre.....og historien for den sags skyld. Fint skuespil? Jovist, men det finder jeg da også er i 238738365353 andre film. Inkl. Nolans, Jackson's og andre du nævner - langt bedre ifølge mig.

Derudover synes jeg faktisk, at det lykkedes f.eks Hurt Locker at kopiere stilen og var Green Zone ganske overlegen, både i stil og substans. Jeg ved skam godt, at Greengrass har skabt en særegen stil, jeg kan godt lide ham (han kan dog ikke hamle op med Spielbergs 20 min af Saving Private Ryan), og jeg synes netop, at manden overforbruger i Green Zone helt vildt og har skruet alt for højt op for blusset til min smag, hvor det blot bliver anstrengende at overvære.

#38

Måske derfor Nolan efterfølgende fandt ud af, at det gad han squ ikke, at lavede TDK med en langt federe tilgang :-) Begins var indrømmet lidt rodet i enkelte scener med Batman, men man kunne i det mindste følge med i resten af filmen.