Bourne i Baghdad

Selvom den vandt hele seks Oscars (inklusive prisen for bedste film), var der praktisk talt ingen, som så Irak-thrilleren “The Hurt Locker” i biografen. På verdensplan indtjente filmen lige så meget på adskillige måneder, som “Avatar” gjorde på én dag. Flertallet gider tydeligvis ikke forholde sig til Mellemøstens konflikter i biografmørket, og måske er “Green Zone” et endnu bedre bevis på den tese. For skønt filmen blev markedsført som en spændende, upolitisk pseudofortsættelse til megahittet “The Bourne Ultimatum” med samme instruktør og Matt Damon i hovedrollen, blev filmen et kæmpe flop. Synd og skam, for “Green Zone” er et af årets absolut bedste actionbrag.

Der er sjovt nok talrige ligheder mellem “Green Zone” og “Bourne”-trilogien. Ligesom Bourne er helten i “Green Zone”, Roy Miller, en hårdhudet enspænder, som er ekspert i at betjene håndvåben og uddele tæsk. Men det er endnu mere påfaldende, at begge mænd er toptrænede soldater, som bliver ladt i stikken og jaget af deres overordnede, og som må efterforske sandheden på egen hånd. Eftersom instruktøren Paul Greengrass også stod bag de to sidste “Bourne”-film, kommer det heller ikke som den store overraskelse, at “Green Zone” ligner en “Bourne”-film.

Men er “Green Zone” så bare en uambitiøs “Bourne”-efteraber produceret af en gruppe filmmagere på autopilot? Nej, bestemt ikke. Damon og Greengrass har begået deres tredje fabelagtige actionfilm på stribe… en af den slags sjældne mainstreamfilm, der både stiler efter at stimulere nerverne og intellektet. Uden at smøre tykt på med lange klagesange eller moralprædikener udstiller Greengrass fornemt vanviddet i Baghdad, hvor velklædte politikere morer sig i palæer med swimmingpools og god mad, mens soldater og civile slagtes i gaderne. Og USA’s håbløse søgen efter Saddams masseødelæggelsesvåben revideres også, idet Miller er hyret til at finde våbnene. Soldaten begynder dog at betvivle sin mission, da alle våbenlagre viser sig at være tomme.

En særligt dybdeborende analyse af USA’s motiv for at gå i krig skal man dog ikke forvente, for selvom “Green Zone” har noget på hjerte, er action tydeligvis det første punkt på filmmagernes dagsorden. Greengrass’ æstetik har sine modstandere, men personligt forguder jeg hans brug af hurtige klip og håndholdt kamera, som indgyder følelsen af, at man spæner rundt med Miller og Co. på Baghdads sønderbombede gader. Filmen er fornemt fotograferet af Barry Ackroyd, som også skød “The Hurt Locker” og Greengrass’ monumentale “United 93”, og i samspil med kulissemagerne har Ackroyd skabt et både skræmmende og dragende portræt af nutidens Baghdad. Bombardementet af byen brænder sig fast på nethinden.

Roy Miller (hvilket sjovt nok også er navnet på Tom Cruises actionhelt i “Knight and Day”) er ikke en nær så interessant eller kompleks karakter som Jason Bourne, men Matt Damon leverer igen et pragtfuldt portræt af en sympatisk helt, hvis hjerte og hjerne er på størrelse med hans muskler. Ligesom Bourne er Miller et menneske af kød og blod, som man kan tro på og relatere sig til – altså ikke en usårlig dræbermaskine à la lejesvendene i “The Expendables”. Jason Isaacs er en fornøjelse i rollen som en kynisk marinesoldat, der forsøger at stikke en kæp i hjulet på Millers efterforskning. Når Isaacs og Damon spiller over for hinanden, slår skuespillet gnister, og både Greg Kinnear og Brendan Gleeson gør det godt som to magtfulde amerikanere med vidt forskellige interesser.

Greengrass er udmærket klar over, at amerikanerne er trætte af at høre om deres regerings fejltrin og striden i Irak, så det var et genialt træk at krydre kritikken af krigen med hæsblæsende action i en både letfordøjelig og velsmagende filmisk cocktail. Slutningen er lige lovlig rosenrød, men med Millers aggressive udbrud mod Kinnear understreger filmmagerne fornemt, hvordan krigen har besudlet vestens omdømme for evigt. Det er en scene med lige så stor slagkraft som filmens adrenalinpumpende actionsekvenser – inklusive et nervepirrende opgør mellem amerikanske helikoptere og irakiske oprørere. En fjerde “Bourne”-film med Damon kommer angiveligt ikke, men “Green Zone” er et værdigt alternativ fra folkene, som omskrev den moderne actionfilms spilleregler.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.39:1. Paul Greengrass har ofte tilføjet en masse gryn og snavs til billedsiden for at give filmen et dokumentarisk look, og derfor kan man ikke just hævde, at transferet altid fremstår knivskarpt eller pletfrit. Men utilsigtet støj er der intet af, og den snavsede billedside styrker blot filmens slagkraft. Edge-enhancement og udtværing forekommer heller ikke, og ofte er detaljerigdommen enorm – særligt i dagscenerne. Kontrasten er solid, og farvegengivelsen er upåklagelig.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er uden tvivl et at årets bedste lydspor. Filmen er spækket med temperamentsfulde actionsekvenser, hvor eksplosioner, skud og slag gengives af samtlige højtalere. Ja, indimellem føler man nærmest, at ens sofa er blevet transporteret til Baghdads centrum. Det vrimler med sensationelle panoreringer, og i de stilfærdige scener bliver der også leveret et væld af subtile lydeffekter, som gør den auditive atmosfære fuldstændig overbevisende. Hverken replikkerne eller John Powells effektive score overdøves nogensinde af lydeffekterne, og støj forekommer aldrig.

Ekstramateriale

Greengrass og Damon har indtalt et både informativt, underholdende og indimellem forbavsende morsomt kommentarspor til filmen, og man kan også aktivere et video-kommentarspor, så man kan se d’herrer kommentere filmen, mens den kører. Endnu et glimrende video-kommentarspor er inkluderet, som byder på adskillige klip fra optagelserne og interviews. Omtrent 13 minutters gode, slettede scener medfølger, som Damon og Greengrass også kommenterer. Derudover medfølger fire korte dokumentarer, som tilsammen varer 29 minutter og bl.a. gennemgår filmens look og skuespillernes soldatertræning. Man kan også bogmærke ens yndlingsscener, og hvis ens afspiller er koblet til internettet, får man adgang til adskillige trailere og andre godter. De slettede scener præsenteres i 1080p, resten af ekstramaterialet præsenteres i 1080i.

Selvom Irak-krigen i nyhedsmedierne har måttet vige pladsen for krigen i Afghanistan, formår den førstnævnte stadig at levere eksplosivt stof til Hollywoods filmfabrik. Senest i Kathryn Bigelows glimrende adrenalin-krigsfilm “The Hurt Locker”, og nu er manden bag “Bourne”-filmene, Paul Greengrass, så klar med en action-thriller i det kaotiske ørkenland.

Roy Miller leder en lille enhed, hvis job det er at søge efter Saddam Husseins formodede masseødelæggelsesvåben i det sønderbombede Bagdad umiddelbart efter invasionen i 2003. Gang på gang må Miller og hans team imidlertid gå forgæves pga. fejlagtige efterretninger. Hvor der burde være kemiske og biologiske våben er der kun tomme fabrikshaller. Da Miller kommer på sporet af den irakiske general, der havde ansvaret for netop Husseins våbenprogram, åbnes en mulighed for endelig at finde de eftertragtede våben. Men Miller er ikke den eneste, der er interesseret i generalen, og inden længe er han fanget i et spil mellem stridende efterretningstjenester med deres helt egne dagsordener.

I “Green Zone” fortsætter instruktøren Paul Greengrass den højspændte stil, han grundlagde i de to sidste film i trilogien om agenten med svigtende hukommelse, Jason Bourne. Med en febrilsk klipperytme og urolige kamerabevægelser har Greengrass sat nye standarder for actionfilmens look og ikke mindst hastighed. Når det fungerer bedst, giver det indtryk af større realisme, men den hektiske stil har også tendens til at skabe unødvendig desorientering. Det tyngede visse scener i “Bourne”-filmene, og problemet gør sig også gældende af og til i “Green Zone”. Særligt i en for lang forfølgelsesscene, hvor vor modige helt springer rundt i Bagdads mørklagte gader, mens der konstant klippes til noget højteknologisk overvågningshabengut i en forfølgende helikopter. Man er tæt på at stå af ræset og lade tankerne glide andetsteds hen, men det er dog en undtagelse, for Greengrass har for det meste sans for at holde seeren fanget igennem de actionfyldte sekvenser.

Også plotmæssigt er “Green Zone” i familie med “Bourne”-filmene, som igen har tydelige træk tilfælles med 90’ernes Tom Clancy-filmatiseringer – “Patrioternes spil” og “Dødens karteller”. Roy Miller, der spilles med fysisk pondus af Matt Damon, er manden på jorden, den retskafne fodtudse, der lugter noget råddent i systemet og sætter sig for at finde ud af, hvor stanken kommer fra. Det er en klassisk side af agentfilmen, som man kunne kalde “spionen der gik sine egne veje”, men selve omdrejningspunktet – mysteriet, som helten i “Green Zone” vikles ind i – bliver aldrig for alvor medrivende. Kun den irakiske general besidder den nødvendige tvetydighed, ellers er de gode og de onde simpelthen alt for skarpt optegnede og ret forudsigelige fra begyndelsen.

Filmen gør også tilløb til en dybere kritik af invasionen i Irak og den velkendte løgn om masseødelæggelsesvåben, men i sidste ende forfalder den til en doven forsimpling, hvor hele Irak-miseren tørres af på én skruppelløs skurk. Den politiske kritik er lige så svær at finde som det er at finde et fredeligt sted i Bagdads gader, og det er et problem, når filmen postulerer at ville en seriøs problematising af netop Irak-krigen.