Som anmelder opfordrer jeg helst alle til at opsøge nye oplevelser, men “Hesten fra Torino” er næppe for alle, og for nogen vil den utvivlsomt virke vanvittigt frustrerende. Andre vil være komplet opslugt af denne bemærkelsesværdige, vanvittige og fuldkommen fascinerende oplevelse, der presser grænserne for, hvad man kan præstere i en film, og hvis sære uafrystelige melankoli bliver siddende, længe efter andre film for længst er glemt. Hvis man ikke er betaget efter den første halve time, bliver man det formentlig aldrig, men hvis man kan falde ind i filmens rytme, er der ikke desto mindre noget spektakulært i vente. Selv sad jeg uroligt i sædet i cirka tyve minutter. Derpå kunne jeg end ikke rokke mit blik væk fra lærredet.
#21 MMB 13 år siden
Enig. :)
#22 Antlion 13 år siden
#23 Antlion 13 år siden
#24 Antlion 13 år siden
#25 Bruce 13 år siden
#26 Antlion 13 år siden
#27 Fellaheen 13 år siden
Anti-religiøs, eller hvordan? Som jeg ser "Hesten Fra Torino" er den en komplet ateistisk og spartansk udforskning af tingenes uendelige genkomst, hverdagens ritualer, der kun lader sig afbryde af den Nietzscheanske Dæmons korte visit midt i filmen og dennes monolog om de døde guder og de lukkede kirker. Hvilket faderen omgående fejer bort som galskab. Men denne dæmon eller skygge og datterens Anti-Bibel siger alt, deres budskaber vandrer gennem filmen som spøgelser, de er, hvad Tarr ønsker at sige, hvilket (så jeg hvidt jeg forstod) er temmelig dystert og anti-kristent.
Ikke en historie om død og forgængelighed som en generel ting, men om trivielle gentagelser (kan måske henføres til Nietzsches "eternal return") og eksistentiel absurditet sat på spidsen ala Beckett. Og om den hylende vind og sandet, der rejser sig over sletten som arkaiske figurer og mørket, der trænger ind i husene og sjælene, og slukker alle lys indtil universets sidste petroleumslampe ikke gider mere og det eneste man endnu har tilbage er en rå kartoffel.
Det mest irriterende ved Skottes anmeldelse er, at den forsøger at gøre Tarr og "Hesten fra Torino" til et eller andet arketypisk koncept, et gespenst fra fortiden, der udspringer af "østeuropæsik tradition" for langsomme kunstfilm. Som om den repræsenterer et udbrugt koncept, en barnlig ikke-kontemporær nostalgi tilbage mod 60'ernes europæiske Arthouse. Men det er en næsten grotesk forvrængning, først og fremmest taget strømmen af over-nostalgiske og ensformige Hollywood-film i betragtning, og dernæst Tarrs totale ensomhed i filmverdenen (både nu og historisk).
Meget kan siges om Hesten Fra Torino, men den er fandeme ikke nostalgisk, bagstræberisk, tilhører en død bevægelse eller lignende af, hvad Skotte insinuerer, hverken i teknisk eller filosofisk forstand. Tarr er fuldstændig ligeglad med Tarkovskij, Vláčil, Sokurov og andre østeuropæiske metafysiske filminstruktører som Skotte måske føler han tilhører, han bekymrer sig kun om sin egen vision (og måske lidt om Miklos Jancso) og er vel et af de bedste eksempler på en selvstændig filminstruktør, der stadig laver film i 00'erne, trods alt.
#28 Fellaheen 13 år siden
Det er jeg til gengæld enig i. Virkelig fedt steadicam-arbejde, som er mere organisk og flydende end i Tarrs tidligere film.
#29 Highland Park 13 år siden
Slidsomt stræbende
I tavs kartoffeltåge
Din hest for mit liv
Satiren forudsætter ikke, at skribenten ikke bryder sig om Béla Tarrs film. I tager det alt for nært. Det kan lige så vel tolkes som en latterliggørelse af mange menneskers fordomme over for film som denne.
Næh.
#30 Fellaheen 13 år siden
Jo, selvfølgelig er det postmoderne. Den ironiske stillingtagen til tilværelsen er behagelig, men totalt postmoderne og passiv. Og den er vigtig at klynge sig til i næsten alle af livets formål, bare ikke i kunsten. Ting som politik og organiseret religion, alle de almindelige, utilstrækkelige ting, der hører hverdagen til, dem kan man ironiserer over - men ikke kunsten, den er hellig og evig.
Jeg vil mene at det er umuligt både at have ATS' ironiske tilgang og en åben, uskyldig tilgang til en Bela Tarr-film. Jeg indrømmer at jeg grinte sardonisk da Ohlsdorfer spiste sin første kartoffel i ulidelig smerte, men allerede ved den næste kartoffel var sagen en ganske anden og ved den sidste græd jeg af meningsfuld lykke (i overført betydning, vel at mærke).