Hesten fra Torino
Udgivet 15. jul 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Spillereglerne for, hvordan en filmfortælling skal opbygges, er efterhånden blevet så fast etableret, at det kun er alt for let for tilskueren at tro, at de er den eneste rigtige måde at fortælle historier på, og at der slet ikke eksisterer alternativer.
Anderledes er det imidlertid for den ungarske instruktør Béla Tarr. Hans seneste værk, “Hesten fra Torino”, ligner mest af alt en film, der kommer fra en anden planet, hvor de sammensætter levende billeder på en helt anderledes måde. Her er om noget en film, der aldrig nogensinde ville have sluppet forbi et testpublikum, og som kun de færreste ville have turdet realisere. Den er med andre ord genial eller et stykke uformindsket galskab – og sandsynligvis lidt af begge dele.
Beretningen melder derimod intet om, hvad der siden skete med hesten, men det er ikke desto mindre dette sjældent stillede spørgsmål, som “Hesten fra Torino” tager udgangspunkt i. Vi følger hesten og dens mandlige ejer tilbage til et fattigt hus. Her bor manden i ensomt selskab med sin datter, og selvom der knap nok bliver udvekslet et eneste ord mellem de to, bliver det hurtigt tydeligt, at de lever i dyb fattigdom. Tarr filmer hele herligheden i lange ubrudte optagelser, og der dvæles i den grad ved detaljerne, således at man næsten kan lugte sveden på hestens hoved og mærke varmen fra kartoflerne, der udgør parrets eneste føde, og som spises med en hast, der mere end antyder, at sult ikke er dem fremmed. Hesten har tydeligvis været den primære kilde til overlevelse, og derfor lurer katastrofen lige rundt om hjørnet, da sygdom rammer dyret. Som et par programmerede robotter gentager parret endeløst de samme procedurer om og om igen, mens timerne og dagene glider ud i ét, og selve tiden begynder at miste sin mening.
Få dramatiske begivenheder sker undervejs, men eftersom livet i det sørgmodige hus er så stillestående, bringes både vi og husets beboere hurtig ud af balance, blot døren lukkes op, selvom man hurtigt spekulerer på, hvad der egentlig er at frygte. Tilværelsen inden for dørene er så trøstesløs, at selv helvedes flammer ville være det rene ingenting ved siden af. Klynger vi os som væsner så fast til vores egne ritualer, at de er at foretrække frem for alt andet, uanset hvor elendige de ellers måtte være?
Som anmelder opfordrer jeg helst alle til at opsøge nye oplevelser, men “Hesten fra Torino” er næppe for alle, og for nogen vil den utvivlsomt virke vanvittigt frustrerende. Andre vil være komplet opslugt af denne bemærkelsesværdige, vanvittige og fuldkommen fascinerende oplevelse, der presser grænserne for, hvad man kan præstere i en film, og hvis sære uafrystelige melankoli bliver siddende, længe efter andre film for længst er glemt. Hvis man ikke er betaget efter den første halve time, bliver man det formentlig aldrig, men hvis man kan falde ind i filmens rytme, er der ikke desto mindre noget spektakulært i vente. Selv sad jeg uroligt i sædet i cirka tyve minutter. Derpå kunne jeg end ikke rokke mit blik væk fra lærredet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet