Filmen om idéer er en dygtigt tænkt idé, der dog ikke er unikt udført, men solid og seværdig. De mange mareridtstunge forklaringer og overraskende monotone actionsekvenser, der end ikke kan reddes af en hidsigt insisterende musikalsk ledsagelse, gør, at man efterlades med fornemmelsen af, at Nolans drømmeprojekt kunne have været eksekveret mere levende og spændstigt, end tilfældet er blevet. Christopher Nolan er forhåbentlig ikke udtømt for dejligt storladne idéer, så han i fremtiden kan give os flere fabelagtige drømmefilm. Den her drøm ønsker man desværre at vågne lidt for tidligt fra.
Se også: Filmz TV: “Inception” og Christopher Nolan.
Skriv ny kommentar:
#211 filmz-ab 14 år siden
Det var da så lidt.
Mentalt udmattet var min bror også da jeg fik ham i bio, sammen med hans og min kæreste. Han sætter nok Die Hard på, når han kom hjem, sagde han :-)
#212 filmz-Claudius 14 år siden
Jo, men som du selv nævner, så har det jo yderst begrænset effekt på det tredje niveau. Vi får lavinen, mens Eames fortæller Cobb, at han har hørt Edith Piaf nummeret i godt tyve minutter, men det er også alt, der sker.
Det er sandt nok, at sovemidlet ifølge Yusuf ikke påvirker balanceevnen, men det er jo ikke desto mindre tydeligt, at de ikke vågner. For mig at se kan der være flere forklaringer. Den ene er, at midlet ikke virker som godt, som Yusuf pralede med, og de derfor sover videre alligevel. Den anden er, at et "kick" fra et drømmelag kun kan påvirke det næste. Det taler Yusufs pointe lidt imod, men husk hvor sjældent tre drømmelag er ifølge oplægget. De taler endda om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre. Desuden er der også den pointe, at de jo vælger ikke at vågne, fordi de ikke har fuldført missionen endnu. Det vil svare lidt til, at de er så bevidste om faldet, at de undgår at reagere instinktivt på det. Selv Fischer er jo på det andet drømmeniveau bevidst om, at han er i en drøm.
Jeg tror ikke, de bruger noget sovemiddel på det andet drømmelag, fordi det set fra den virkelighed blot er en helt almindelig drøm. Det tredje drømmelag er i den forbindelse næsten underordnet, fordi det allerede går galt mellem det første og det andet - Arthur vågner ikke automatisk på det andet niveau, da Yusuf kører bilen fra broen på det første. Om det så skyldes sovemidlet eller et bevidst valg er vel op til en selv at afgøre. Jeg hæfter mig dog i en vis grad ved, at Yusuf forsøger at afbryde drømmen, før det oprindeligt var planlagt. Dermed synes jeg det bliver muligt at antage, at sovemidlet ikke har fortaget sig så meget, at de sovende vågner som planlagt.
Som jeg opfatter det, har Eames i det tredje drømmelag næsten helt mistet forbindelsen til det første. F.eks. er ingen af dem jo opmærksomme på Edith Piaf nummeret, selv om Yusuf ser ud til at proppe hovedtelefoner på dem alle.
Ja, det er ganske præcist årsagen til, at jeg ofte bruger meget plads på mine indlæg. Ikke desto mindre får jeg tit påtalt, at jeg skriver ufatteligt langt, selv om jeg er blevet meget bedre til det (for pokker hvor kunne det blive nogle romaner før i tiden...). Jeg har nu engang den holdning, at hvis jeg skal bruge en side for at beskrive mine pointer, så er det sådan, det må være. Det kræver måske plads, men det skulle jo gerne være et diskussionsforum fremfor en vox-pop af "likes" og "dislikes".
Men der er mange, der ikke kan holde kommentarer ud, der er længere end "Den er for grineren! 2 nice. Me like." Det vil jeg så godt være med til at modvirke lidt. Jeg er stadig ikke sikker på, jeg har forstået, hvad "grineren" betyder... Det er vist ikke et legalt udtryk ifølge Dansk Sprognævn (og godt for det).
#213 BN 14 år siden
Jeg synes, det er helt fint, at du skriver lange indlæg. Jeg sætter selv stor pris på udførlige, lange/længere indlæg, hvor man går i dybden med tingene. Og det er jo ikke LÆNGDEN der er målet i sig selv, men derimod en grundig forklaring af éns synspunkter og betragninger.
Der har tidligere været nogle få der beklagede sig over længden på MINE indlæg. Det kan jeg godt undre mig over, eftersom også anmeldelser og artikler er lange. Det bliver først spændende og interessant at læse kommentarer om eller kritik af en film, når man - som du selv er inde på - har mere at sige end blot "Fed film!", "Den var totalt grineren!" eller "Den var totalt nederen!" o.s.v.
Jeg nyder kort sagt at læse lange indlæg, ikke på grund af længden i sig selv, men p.g.a. indholdet.
#214 Kviesgaard 14 år siden
Endnu engang tak, Claudius, for din udmærkede redegørelse. Jeg tror du nok har fat i noget af det rigtige der.
Med hensyn til de lange indlæg, så kan jeg godt forstå hvis folk taber tråden (hø hø) under et halvt sides indlæg. Jeg bliver selv overvældet hvis indlægget er en vis størrelse eller derover. Er indlægget interessant, kæmper jeg mig igennem det. Er det modsatte tilfældet, giver jeg som regel op eller falder i søvn undervejs.
De korte kommentarer som både du og BN nævner i jeres indlæg (eks. Fed film og me like), kan jeg egentlig ikke bruge til så meget. De er holdningskommentarer uden noget indhold, og jeg synes at erindre fra mit traumatiske ophold i folkeskolen at det aldrig var nok at have en mening om tingene, man skulle den ondelynemig også kunne argumenter for hvorfor man havde denne eller hin holdning, og ve den arme elev, der ikke havde sine argumenter i orden.
#215 filmz-Claudius 14 år siden
Helt enig. Det er da fint nok, hvis folk vil sige, om de kunne lide eller ikke kunne lide en film, men jeg synes egentlig, der er mere interessant at høre hvorfor.
Det er jo et forum, så jeg foretrækker en form for dialog og udveksling af synspunkter og ikke mindst argumenter for dem. Det skulle gerne bringe nogle observationer på banen, og tilsammen kan disse observationer i sidste ende forhåbentlig være ganske oplysende, og med lidt held kan vi forhåbentlig alle blive en anelse klogere.
Desværre synes jeg ikke, det sker så ofte. Der skal desværre sjældent meget til, før dialogen fortoner sig i "haters" vs. "fanboys" beskyldninger, der leder tankerne hen på Monty Python's "Argument Clinic" sketch eller de gamle "Even Stevphen" indslag mellem Stephen Colbert og Steve Carell i The Daily Show, som f.eks: ""Let's not have this disintegrate into yet another series of personal attacks, okay fatty?"
#216 RasmusFL 14 år siden
Nolan prøver lidt for hårdt på at vride sit potentiale til bristepunktet og filmen bliver et par steder lidt for tætpakket (næsten endda ufokuseret). Men altså... Sikke en fabelagtigt underholdende film! Majestætisk cinematografi og et uhyre kraftfuldt soundtrack, der effektivt holder filmen og dens utrolige tempo kørende som én, lang hjertebanken.
For mig virker filmen ikke forvirrende, men helt igennem velfortalt og blændende sat i scene. Selvom jeg som sagt finder Nolans ambitiøse insisteren en smule ærgerlig til tider.
Café-scenen i Paris er i særdeleshed fantastisk.
#217 Kruse 14 år siden
Det er skam en forholdsvis kompliceret film, men ikke mere kompliceret end at man sagtens kan følge med, hvis man bare holder tungen lige i munden og holder koncentrationen. Hele idéen med de forskellige lag af drømme, og hvordan ændringer i det ene lag, vil påvirke de andre lag finder jeg dejligt veludført og interessant. Actionscenerne er også flotte og underholdende. En anke jeg har med filmen er egentligt skuespillet. Ikke fordi at det er dårligt, slet ikke, men mere fordi at der ikke er nogen præstation der sådan virkelig rykker efter min mening. Leonardo DiCaprio er rigtig god, men jeg føler nu heller ikke at hans præstation er hverken specielt bedre eller dårligere end mange af de præstationer han har leveret de seneste år. Men det er skam en yderst solid præstation, og det er skam heller ikke fordi at det rigtig trækker ned for mig. Med hensyn til de andre skuespillere, så gør de det skam ganske fint. Desværre er deres karakterer lidt for tynde til at de rent faktisk får noget at arbejde med.
Det jeg nærmest var mest imponeret af ved filmen, er hvor hurtigt de 2½ time rent faktisk går. Man er underholdt hele vejen igennem, og man tænker slet ikke på hvor lang filmen egentlig er. Stor ros til Nolan for at have eksekveret en mainstream blockbuster der leverer stort på underholdning. Ikke et mesterværk, men en veludført og meget underholdende film.
5/6
#218 Skeloboy 14 år siden
#219 jessup 14 år siden
#220 Kruse 14 år siden
#219: Det er faktisk rigtigt nok. Marion Cotillard var faktisk ganske glimrende som filmens emotionelle engagement. Hendes karakter sammen med Cobbs, havde også langt mere historie sammen og betydning for filmens plot.