Fremragende i den altdominerende hovedrolle er også Casey Affleck, der lader ordene falder ud som knirken fra et hjul, der trænger til at bliver smurt. Winterbottom har dog omgivet ham med en samling formidable karakterskuespillere samt et par sexede kvinder i form af Kate Hudson og Jessica Alba.
Ved første kig virker slutningen lidt uforløst, men ved andet syn blev det klart for mig, at det ikke kan være anderledes. Lou er et helt igennem ødelagt individ, og i den ondsindede verden, som Winterbottom maler, gives der ingen frelse til den slags væsner. Med hans egne ord er det eneste, han kan gøre, at stå stille og gå itu. Det er ikke et rart syn at bevidne, og “The Killer Inside Me” er ej heller en rar film at overvære. Men konsekvent, rystende og opslugende som få, det er den bestemt.
Se også: Filmz TV: “The Killer Inside Me”-interview.
#11 BN 13 år siden
Undskyld, men kunne jeg mon eventuelt få dig til at forklare mig, hvordan det at jeg ytrer min personlige mening FRARØVER andre muligheden for at blive underholdt af filmen??
Jeg tror ikke, du har forstået det, jeg skrev. Så vi tager det lige igen, denne gang med FED skrift til at understrege det, der gør en forskel for MIG:
Jeg er temmelig sikker på, at 'The Killer Inside Me' er både godt instrueret og flot fotograferet, samt indeholder godt skuespil (især af Casey Affleck). Men det er ikke alle historier eller alle film, der interesserer mig, og jeg bryder mig ikke om film hvor man hele tiden følger en sindssyg person, uden at der er en eller flere normale hovedpersoner, som man kan identificere sig med. Det er der f.eks. i 'Seven', 'The Silence of the Lambs', 'The Hitcher', 'Cape Fear' og mange flere - men altså ikke i 'The Killer Inside Me', hvor vi oplever tingene fra den sindssyge persons synsvinkel.
Det er muligt, jeg er unormal (hehe), men i film omhandlende sindssyge mordere og deres handlinger er det for mig et nødvendigt forsonende træk, hvis der er en normal hovedperson. Jeg mener, jeg kan bedre fordøje det, når der er en Jim Halsey (i 'The Hitcher') eller når Morgan Freemans hyggelige detektiv analyserer tingene for publikum og sammen med Brad Pitts yngre detektiv kommenterer ondskaben og rædslerne. ... Ellers bliver det for meget, og ja, det bliver for ensformigt og trættende at se på. Det er sådan JEG har det, og at jeg drister mig til at nævne det, har ikke en dyt med at "frarøve" andre noget at gøre.
Øhhh, hvad??! "Forbyde dem"? Jeg vil aldeles ikke have noget forbudt! Og som en ganske almindelig filmnørd har jeg da heller ikke autoritet eller magt til at forbyde noget som helst. Hvem regner du mig for at være? *LOL*
#12 Graversen 13 år siden
#13 BN 13 år siden
Det er bare helt i orden. :-)
Jeg burde nok have understreget eller betonet ordene "hos mig", så det havde været tydeligere, at jeg bare sigtede til, hvilke film JEG vælger at se blandt det endeløse udvalg der findes.
#14 misuma 13 år siden
....En logik jeg har svært ved at sætte mig ind i må jeg indrømme.
#15 BN 13 år siden
Det kan jo være, den pågældende anmelder har det ligesom mig: At han finder det ret anstrengende, kedeligt og deprimerende at være i selskab med en sindssyg person i hele to timer, UDEN at der er en anden normal hovedperson, som man følger enten ligeså meget eller mere.
Berlingske Tidendes anmelder Ebbe Iversen har også en relevant pointe: "kunstnerisk er det største problem med denne stilfulde filmatisering af den misantropiske dranker Jim Thompsons roman, at den er en grum og dyster historie med en rigtig skidt slutning for hovedpersonen, hvad der ikke gør den til en tragedie med indbygget katharsis, for bemeldte hovedperson er en afskyelig voldspsykopat. Så hvem gider for alvor interessere sig for hans skæbne?"
Og Jyllands-Postens anmelder Johs. H. Christensen skriver bl.a.: "Men hvor perfektibel filmen end er - skæve vinkler og skræmmende og anmassende nærbilleder, hele artisteriet - finder den aldrig sin egen begrundelse, og det er problemet. Den bliver blot en halvt fascineret, halvt nyfigen granskning af en syg mands betændte psyke.
Hvorfor sidde og glo på den slags?"
Eller som en blogger, der kalder sig 'dfilm', har skrevet om en anden film: "'There will be Blood' handlede om et helt igennem dumt svin, en rådden psykopat fra top til tå, uden der var noget håb, noget lyspunkt, nogen nuance, nogen gråzone -- vi fik bare bevidnet, at han var helt igennem ond. En sådan hovedperson kan i sig selv være belastende at se på i 2-3 timer."
Det er ikke sikker, at andre kan bruge disse tanker til noget, men det er ikke desto mindre sådan NOGLE har det med den slags film.
#16 misuma 13 år siden
Mine tanker ledes hen på American Psycho som heller ikke just var fyldt med sympatiske individer, men som alligevel formåede at formidle et budskab imo.
#17 BN 13 år siden
De andre personer opleves gennem den sindssyge hovedpersons øjne, eller gennem dennes møde med dem. Det er HAM der er den fortællende hovedperson, samtidig med at det er ham vi følger hele tiden.
Der skal da nok være nogle af bipersonerne der er normale og mere sympatiske end hovedpersonen. Men ellers tror jeg, at filmz-anmelder Benway rammer hovedet på sømmet, når han betegner 'The Killer Inside Me' som "en af de mest hæmningsløst nihilistiske fortællinger".
#18 Twister 13 år siden
#19 misuma 13 år siden
#20 Muldgraver 13 år siden
Jeg ved ikke om der er berettigelse for spoilermarkering af nedenstående, men jeg vil hellere være på den sikre side:
Lyst, kontrol, kaos, lyst.
Hvorfor kan mennesket underholdes af (gladiator)vold? Fordi det bare er film og "fantasi" er det moralsk accepteret at se mennesker blive tortureret? Fordi sadomasochisme er under ordnede forhold, er det i orden at sammenføje smerte (vold?) med sex(/at-lave-børn-s-akt)? Fordi volden-med-død-til-følge er en handling som hovedpersonen føler sig forpligtet til (for sin overlevelses skyld), hvorfor må den så ikke også skildre ømme og glade og trygge seksuelle oplevelser?
Jeg prøver dybest set at spørge om hvorfor filmen kan provokere og forarge moderne mennesker som ved at individet ikke længere har nogen grund til at føle sig moralsk forpligtet overfor noget, fordi vi nu i al vor opslysnings vælde ved, at selvom mennesket muligvis rummer evnen til at danne paradigme, er livets helligholdelse også begrænset til et paradigme som forgår med mennesket, uanset om mennesket glemmes efter sin livstid (eller hvor lang tid det mon tager om at glemme sig selv) eller de eventuelle tusinder år som et menneskes kultur huskes i. Hvorfor er det ikke fuldstændigt lige meget, i det store og objektive perspektiv, hvordan mennesket udlever sin drift. Hvorfor forarger en film som denne et postmoderne menneske?
Og så er det som nager mig mest ved filmen,