“The Passion of The Christ” er uden tvivl den film jeg har haft sværest ved at sluge, på flere måder, for alt afhængig af hvordan man vælger at anskue den – har jeg ikke det samme følelser for den. Derfor har jeg også svært ved at skulle bedømme den, eller bedømme den som den fortjener. Det er uden tvivl den film i nyere tid der har skabt mest debat, og en film masser har haft en mening om, også uden overhovedet at have set den.

Jeg ved ikke helt hvad man skal vurdere filmen efter, jeg vælger primært at kigge på det filmiske. Men den kan, og vil, også blive vurderet på det religiøse, moralske og det filosofiske. Det er en ret personlig film, og en karakter vil man stort set ikke kunne bruge til noget som helst. Gibson er med stor sandsynlighed ligeglad med hvad resten af verden synes om hans film – for det handler ikke så meget om hvad jeg vil have, eller hvad vi vil have – men om det Gibson har ment vi skulle have for at forstå hans idé. Jeg vil gerne have set en lidt mindre blodig film med mere baggrund, men resultatet ville måske så netop have været at jeg ikke havde bekymret mig nær så meget om handlingen. Det har måske netop været en katalysator for de tanker jeg havde bagefter filmen. For den har virkelig givet stof til eftertanke, for tv-nyheder og dagligdags vold har virkelig gjort os så immune, at der skal to timers intensiv vold og pinsel til at skabe bare lidt sympati, antipati medfølelse og dårlig samvittighed. De virkemidler jeg har syntes var det store minus, er netop også dem der har fået mig til at tænke over filmen.

Det er en film man bør se, om den har fået 2 eller 6 stjerner, for den kan kun vurderes på et selvsyn. Jeg var glad for filmen, utroligt at man kan sige det efter at have set 2 timers tortur, men den var bevægende, flot, intens – uden at virke pompøs eller formanende. Det er en unik og anderledes filmoplevelse der virkeligt gør indtryk og sætter sine spor.

Klik her for at læse mere om filmen i Moviola.

Læs hele anmeldelsen her