bøsse filmm! det værste lort! skulle skides i munden ham der har lavet det pis....

#10: Men det har du...

Man har jo ret til en mening, det siger du i hvert fald selv - men det gælder åbentbart kun dig selv. For når anmelderen siger har hans, så har han tilsyneladende ingen forstand, medmindre han deler samme mening som dig.

Jeg har ikke i sinde at tilsvine dig - men vil blot referere til linket her.

Ok. Men uden tvivl den værste film jeg har set i biograft her på starten af det nye år, men der kan jo nå at komme flere opkast fremkaldende film i løbet af året.

0.5/5

En visuel utrolig flot film, men bl.a. Emmy Rossum manglede "sangkraft" i starten af filmen - som om hun ikke rigtig måtte synge igennem. Det blev så bedre efterhånden.

4/6

Skuffende, skuffende... Stort set hele filmen består af nærbilleder, hvor der sjældent klippes. En stor prangende musical, som den jo er på teateret, som på film består af NÆRBILLEDER?! Den er ikke storslået nok, og selve historien, hvilket også var lidt af et problem i teaterversionen, er, at vi ikke rigtig kommer nok ind i Christines to kærlighedshistorier. Historien om hende og The Phantom svækkes kraftigt af, at filmen/stykket tager sin begyndelse lang tid EFTER hun har lært The Phantom at kende. Han har undervist hende i sang i årevis, men hun har aldrig set ham, kun hørt hans stemme. Christines forhold til Raoul er heller ikke overbevisende nok, for det, at de var barndomskærester og nu møder hinanden igen som voksne og falder for hinanden igen, bliver ikke tværet nok i. Pludselig vil de bare være sammen igen... At Christine så i de forskellige hændelser i løbet af filmen hele tiden bliver i tvivl om, hvem hun skal vælge, er filmens kerne. Men behøver hun egentlig skifte mening mellem dem over 10 gange (!) i løbet af filmen.

Noget, der også virker bedre på et teater end en film, er, at der bliver sunget non-stop uden egentlige replikker. "Evita" slap dog bedre af sted med det end "Phantom" gør. Mere forhistorie, mere dybde og flere replikker havde gjort det en større emotionel oplevelse på film. Og flere store, flotte totalbilleder. De mange stillestående nærbilleder bliver kedelige, især når alle sangene handler om stort set det samme. Schumacher har især ikke fattet, hvornår sangenes højdepunkter finder sted. Hver gang en sang når sit store klimaks, bliver der i billederne ikke gjort noget ud af dette. Dette ses især i titelmelodien, hvor Christine sidder i en båd og skråler smukt i vilden sky, mens Phantom fører hende ind i sit grottehjem. Musikken stopper til sidst, og Christine synger et gennemborende højt Q (eller i hvert fald en meget høj tone). Billederne til denne scene stemmer overhovedet ikke overens med det store brag, som sangen giver - vi ser Phantom styre båden hen til land og hoppe af båden. Vi ser aldrig Christines ansigt - og mon ikke det er meningen, at vi egentlig skal det, når hun nu sidder og skråler så eminent!?

"Moulin Rouge", "Chicago" (og "Evita") var flotte, musikken var eminent og filmene fungerede. Hvorfor gør "Phantom" ikke det? Musikken ER eminent (om end mange vil tænde af på dens lidt for 80'er-agtige stil), men netop "Moulin Rouge", "Chicago" og "Evita" fattede det: Til musiknumre skal vi se gode koregraferinger, store billeder og masser af action, masser af klip - så det næsten går hen og bliver musikvideo-agtigt. "Phantoms" mange numre består som sagt af nærbilleder af sangernes ansigter, hvor der oftest ikke bliver klippet i op til 30 sekunder. Det bliver simpelt hen kedeligt. Vi får aldrig rigtig set nok af hele teateret, som historien udspiller sig i, i dets storhed, eller for den sags skyld Phantoms grotte, eller heller ikke taget af teateret, hvor noget af filmen også udspiller sig. Og især den smukt dekorerede kirkegård, hvor Christine besøger sin fars grav, ville vi også gerne have set mere af. HVORFOR Schumacher har valgt og lægge så stor vægt på nærbillederne er især en gåde, fordi han har taget et teaterstykke, hvor publikum jo sidder LANGT væk og oplever hele scenen på en gang. Der er ikke nærbilleder på teater!! Grunden til, at folk kan lide "Phantom" er på grund af showet - ikke på grund af nærbilleder af hovedpersonernes ansigter...