Flot opsat og flot gennemført. Ikke et mesterværk, men absolut seværdigt... Hvis man altså er til musicals.. ;o)

Er der virkelig ingen herinde, der som mig IKKE er blevet BLÆÆÆÆST væk af denne film? Okay, jeg vil sige, at alle de danske filmanmeldere, der gav den 1 og 2 stjerner, måske lige var hårde nok, men er der ingen andre herinde, der synes, at den ikke var særlig god? De to kærlighedshistorier i filmen var ikke dybe, troværdige eller gribende nok, og "showet" manglede. Den var slet og ret kedelig, trods alle dens mange gode produktionsværdier. Og jo, jeg ELSKER musicals normalt, og er stor fan af popmester Lloyd Webber. Men den her var bare for tam og for uvedkommende. Blev først interessant til sidst, fra Phantom og Christine forenes på scenen i operaen, og derfra var resten af filmen ok.
Emmy Rossum er en åbenbaring, ja, men der er så mange ting i den (især i Schumachers måde at instruere den på), hvor jeg synes den går helt galt i byen. For lidt fokus på at få billeder og musik til at gå op i en højere enhed. Kameraet flyver rundt et par gange, men når sangene når deres højdepunkt, står kameraet besynderligt stille og har oftest ikke sat sangeren, der står og brøler melodien ud, i fokus. Dette er især et faktum i hele "ned-i-grotten"-scenen i begyndelsen.
Hvordan kan der også være noget vansiret galt med Phantoms øje, når hans øje ser helt normalt ud med maske på? Og eftersom alle spiller franskmænd i filmen, men taler med britisk og amerikansk accent, hvorfor snakker Miranda Richardson så med overdrevet fransk accent! Hun er ovenikøbet ikke engang fransk selv!!!
Der er for mange ting at komme ind på her, og jeg har også skrevet det tidligere. Den er bare (efter MIN mening) ikke god nok. Den er bare ikke gribende - eller romantisk. Og meget mere utroværdig, end den behøver at være. Fantomet er et spøgelse i operahuset! Han kan sgu da ikke rende rundt i sin kappe og sin maske i Paris' gader og stræder, sådan som Schumacher har valgt at gøre ved at få ham til at ta' hen til kirkegården og opsøge Christine... Og desuden, ud fra hvor "u-ond" filmen har valgt at gøre Phantom, virker det dybt latterligt, at Christine vælger at gøre, som hun gør til sidst. Hendes kærlighed til Raoul er alt for uoverbevisende - det virker nærmere som om, at hun vælger at give sig selv en fængelsdom til sidst i stedet for at vælge kærligheden. Og det er vist ikke helt meningen i for hold til historien - eller teaterstykket...

# Hvis du er enig, hvad er pointen så? Jeg har aldrig sagt noget om, at man ikke kan blive opstillet i sådan et dilemma. Jeg sagde kun, at dilemmaet i filmen er utroværdigt, fordi hendes forhold til begge mænd er så overfladiske i filmen. Det er trods alt kun "Phantom", der er så 'sindssyg' og besat, at man kan forstå, at han nok er ret vild med Christine. Der er stort set intet i filmen, der giver os god nok grund til at tro på, at Christine skulle være vild med NOGEN af dem. Den ene er en fra hendes barndom, som hun møder igen og med det samme "JA, HEJ, SKAL VI GIFTES?". Den anden er en skummel, ældre mand, der bor i en grotte, og som hun åbenbart ser ud til at få orgasme over, hver gang han nærmer sig. Hun lukker i hvert fald øjnene og kaster hovedet bagover og stønner vildt, hver gang han dukker op... Men vi er jo ikke vidne til NOGET, som gør hendes begær og kærlighed troværdig og/eller overbevisende. Hvad ser hun i ham? Den tætteste forklaring vi får, er at hun til tider har en fornemmelse af, at han er hendes fars ånd, hvilket kun gør begæret lidt FOR langt ude...

jeg burte tag og se denne film
efter jeg har været over i london og se stykket.. den er helt klart på min ønskeliste over film jeg skal købe..

Det duer bare ikke med en musical hvor man caster skuespillere der ikke kan bære rollen sangmæssigt. Gerald butler Synger aldeles rædselfuldt.