Glimrende er også Michael Shannon som naboens psykisk syge søn, hvis vanvid hovedsagligt synes at bestå i, at han sætter ord på de tanker, som alle andre undertrykker. Vi fornemmer et spirende opgør med den småborgerlige tilværelse, men dette er 50’ernes indelukkede USA, og muligheden for at begå oprør er knap nok tilstede i personernes bevidsthed. Her tilpasser man sig eller går under.
Takket være en særdeles kompetent instruktion af Mendes, betagende fotografering af Roger Deakins, et neddæmpet, men effektivt score af Thomas Newman samt ikke mindst nogle fremragende skuespilpræstationer bliver “Revolutionary Road” til en hård, sønderrivende, men også formidabel oplevelse. Hvis man havde håbet på et nyt superromantisk parløb mellem Winslet og DiCaprio, vil filmen utvivlsomt føles som et slag i ansigtet, men selvom det ikke ligefrem er sød musik, der spilles, så ringer tonerne med en rystende kraft. Hvis det her var, hvordan tingene til syvende og sidst ville være endt for “Titanic”s Jack og Rose, var det måske meget godt det samme, at skibet gik ned i første omgang.
#11 jessup 15 år siden
#12 Wangsgaard 15 år siden
Den er rigtig flot filmet, stemningen og musikken passer utroligt godt sammen.
#13 sluppermand 15 år siden
#14 wimmie 15 år siden
#15 Takfornu 15 år siden
#16 colette 14 år siden
#17 Nicki52 14 år siden
Alt i alt, jeg hadede handlingen, jeg elskede alt andet.
Den fik tre Oscars og det er nok plus seks vindende priser. Og den fik 20 diverse nomineringer.
#18 aero 14 år siden
Okay rent gæt - du har aldrig haft et dybt forhold? Og med dybt forhold mener jeg langvarrigt kæresteforhold (dvs mere end ½ - 1 år) hvor man virkelig elsker hinanden, men er kommet over 'hvedebrødsdagene', hvor forelskelsen er forsvundet og nu er der 'kun' kærligheden tilbage i en normal rutinepræget hverdag. Det er nestemt ikke en kritik, jeg synes netop bare filmen var usædvanligt realistisk fordi den netop viser
#19 wimmie 14 år siden
Helt enig. Der er ingen tvivl om at filmen appellerer mest til de mere "voksne" - altså ment på den måde at folk med en vis erfaring inden for forhold bedre forstår skænderierne og ved at filmen har langt mere handling og er langt mere realistisk end #17 mener.
Jeg synes især at skænderierne og hovedpersonernes reaktioner var meget reelle og derfor ramte filmen mege dybt.
Det er et eksempel på et forhold som alle frygter - det forhold hvor man bliver sammen i håb om noget bedre, men hvor man i virkeligheden bare synker længere ned.
I øvrigt var Michael Shannon i autistisk i filmen. Han var sær og intelligent - en blanding man ikke forstod dengang og derfor behandlede med psykiatri og elektroshock.
#20 colette 14 år siden